Wayward Dawn: Demo EP ★★★★☆☆

0
652
views

Så skal vi have demo-skalaen frem og støvet af, Wayward Dawn fra Skanderborg har nemlig sendt os noget de selv kalder en demo. Og er du til tungt og smadret død, hvor der stadig er plads til grooves, så er det ganske imponerende det, det unge band leverer.

Og med 3×17, 1×18 og 1×21 årige bandmedlemmer, der har spillet sammen lidt over et års tid, så er der vitterlig tale om både et ungt og nyt band. Det gør det bestemt ikke mindre imponerende, at lægge øre til bandets 4 numre lange demo.

For ja, modsat (alt for) mange andre, så kalder gruppen ikke det her en EP men en demo og bliver bedømt derefter. Ikke at barren nødvendigvis sættes lavere, både hos afsender og modtager, blot fordi man kalder noget for en demo, men alligevel giver det i min optik en for alle gavnlig forventningsafstemning. Og så siger det noget om bandets selvindsigt.

Umiddelbart virker det unge orkester som om de har temmelig meget styr på sagerne, pressematerialet er, for en demo, grundigt og gennemtænkt, selvom jeg er lidt betænkelig ved brugen af udtryk som “unikke”, især når gruppen lige har fremhævet, at de ikke er nyskabende. Men ellers er der styr på indpakning og udtrykket allerede, hvilket kan virke som en detalje, men det betyder altså bare et eller andet.

Men det ville, naturligvis, være ret ligegyldigt, hvis ikke den musikalske del spillede og det gør den, heldigvis, for de 5 herrer – også selvom den, som de selv påpeger, ikke er specielt nyskabende. Det er ond, hærgende død, med lidt melo-groove mikset ind i det flossede lydbillede. Produktionen er i øvrigt, af en demo at være, vældig fin, trommerne kunne godt være lidt mere markante, så lydbilledet blev endnu mere slagkraftigt, ligesom vokal hist og her kunne trænge til lidt finpudsning. Ikke at det hele skal være pænere, men det ville måske bare give et ekstra løft hvis disse ting var mere afrundede.

Åbningsnummeret “The Calling” er en effektiv “call to arms” sang, hvor man bliver introduceret til de fleste af bandets facetter, uden at det virker som en forvirret opvisning. Vi kommer lidt omkring, over en rolig indledning, så tager den grumme vokal over og der smadres godt igennem inden vi når den mere groovede midterdel. Det fungerer godt det hele, og det der binder det sammen er den frådende energi der brager ud af højtalerne og så den vilddyrsstil bandet leverer det hele med. Det er fuld hammer og hærg, uden at miste overblikket.

Den efterfølgende “Womb To Tomb” er, om muligt, endnu mere ondsindet og ødelagt at lægge ører til, det river og flår, kradser og skramler, mens vokalen stedvis nærmer sig det savlende og rabiesramte. Af og til stikker en mere melodisk guitar snotten frem, men kun for en kortbemærkning, inden den drukner i det metalliske mudderskred, der truer med at rive alt med sig på vej ned af skråningen. Kønt er det bestemt ikke, men det er heller ikke meningen. Skønt!

“Silence Of The Dead” lægger ikke stille ud, trods titlen. Det voldsomme vokale overfald og den lige så truende adfærd fra forrige nummer forsættes, men nu med plads til endnu mere groove og i korte glimt noget der lyder som et ganske melodisk omkvæd – der lige får kæmpet sig  op til overfladen i det oprørte hav af ubehagelig larm. Måske demoens stærkeste nummer, fordi den får kombineret yderpunkterne i Wayward Dawns lyd på overbevisende manér.

Så mangler vi bare afslutteren “Moth”, hvor ørerne endelig får en lille pause i den mere afdæmpede intro, hvor vokalen holder sig i et mere Corey Taylor snakke-klingende leje, mens musikken har et mere anthemlignende præg. Her får den rendyrkede groove-død lyd mere plads og lyder ikke som om den bliver kørt igennem en stenknuser med 120 kilometer i timen. Dog er det her som om vokalen er tæt på, at overdøve selve musikken, eller som om det er lidt for tydeligt at den ligger og lyder ond i sulet ovenpå musikken. Det kan måske ordnes ved, at skrue på et par knapper.

Dermed når Wayward Dawn også, at udstikke en lidt anden og ny retning for deres lyd mod slut, på en ellers alsidig, men ikke rodet og uoverskuelig, debut demo. På mange måder får de det optimale ud af formatet. De får introduceret dem selv med stil, så det kan høres og mærkes. De viser tænder og hvad de har smag for, men får også bidt sig godt fast, så det ikke bare bliver overfladiske skrammer der efterlades. Og man fornemmer en udvikling i løbet af de 4 numre.

Der skal, selvfølgelig, lige strammes nogle detaljer op og justeres lidt hist og her i både lyd og sangskrivning, inden man er klar til at tage et større skridt med en mere officiel debut næste gang. Alt taget i betragtning, så er det her dog lidt af en velkomstsalut fra Wayward Dawn og nok til, at vi ender på 4 meget store upcoming/demo stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Wayward Dawn på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here