Warhaus, Radar d. 8/9 2017 ★★★★★☆

0
350
views

Radar blev fredag aften gjort til en metaforisk røgfyldt, svedig dansebule hvor Warhaus viste at Belgiens guldalder ingenlunde er ovre og hvor Oliver Degnsø leverede et stærkt opvarmningsset.

Indrømmet: Jeg havde mine tvivl inden aftenen startede om hvorvidt Warhaus kunne løfte arven fra mine belgiske helte i dEUS, Mintzkov og Ghinzu. Ikke at der som sådan er genre-overlap, men med et par gennemlytninger af Warhaus’ We Fucked a Flame Into Being var det primære indtryk, at vi fredag aften skulle være vidne til en elektronisk opdateret version af noget Leonard Cohen-agtigt. Det viste sig ikke helt at holde stik – men mere om dette senere.

Oliver Dengsø ★★★★☆☆

Med to mand leverede Oliver Dengsø fremragende på Radar


For først skulle vi stifte bekendtskab med Oliver Dengsø som med godt en halv times set fik sat en stemning, der nærmest var indbegrebet af support:

Udstyret med en guitar og el/akustiske-trommer såvel som samplers, stillede bandet op med to mand (normalt fire) – og en gudsbenådet stemme fra forsangeren. Det er i virkeligheden ikke noget voldsomt avanceret musik, og mængden af elektroniske instrumenter burde også være en rød klud for mig.

Men nej! Stemmen løfter, guitaren spiller små-poppede små akkordbrydninger og trommeslageren/synth-troldmanden håndholder i den grad sin underlægning – det være sig både håndstyrede drumpads, bølgeskvulpende underlægninger og elektroniske basfigurer. Det hele virker uhyggeligt gennemtænkt, sart og overvejet – og man kan ikke lade være at tænke, at med to på scenen, der kan gøre dette, så må det være særdeles interessant med fire!

Men the art piece er uanset hvad vokalen hos forsanger Oliver Dengsø, som til tider minder om David Gray (især på ‘Get Lost’ (?) ), men også med de luftige guitarer og underlægningen sender tankerne i retning af Peter Broderick. Det er, i sin helhed, ret fremragende!

Midtskibs i settet lægges vokalen lidt ned (i takt med at guitaren også er blevet stemt ned) og associationer til en folket IAMJJ opstår. ”Come swim with me in the wild ocean” synges i et nummer, og selv om det på papiret virker stærkt kliche-præget, fungerer det dragende – ikke mindst på grund af den stærke vokal og den subtile underlægning af vandlyde.
Inden da har vi haft en reel storytelling-sang om en pige og hendes udfordringer og det virker flere gange som om, tiden ikke eksisterer – eller bare er gået i stå.

Desværre slutter det hele lidt sløjt, da Dengsø sætter sig til et Roland-keyboard.
Om det er fordi ‘Giant’ måske ikke er et så stærkt nummer, om det er fordi der savnes den struktur, guitaren har givet numrene, eller om det skyldes personlig irritation da et ikke-ungt selskab vælger at åbne en afdeling af Snakkeklubben[TM] lige foran mig, skal jeg ikke kunne sige.

Men magien brister lidt og selv om det var en stor oplevelse, havner vi altså på fire store stjerner til en særdeles dragende support-act. Det bliver spændende at høre dem igen – måske med fuldt band.

Pause, snakkeklubben får endelig frie tøjler og vi venter i spænding om belgierne kan følge op.

Warhaus ★★★★★☆

21.53 får vi det ret præcise svar: Fra første takt efter bandet sætter ind, er vi ikke i tvivl om, at enhver angst om en stenet, nedtonet Leonard-Cohen-inspireret koncert er gjort til skamme.

Især drevet af en progressiv, stærkt spillet bas får vi fra første takt dansevenlige rytmer, grooves og overskud i lydbilledet. Med en trommeslager, der hele aftenen gør brug af en trommestik med en maraccas påtapet, fremstår rytmegruppen stærk, kompetent og virkelig, virkelig groovy.

I et lineup bestående af bas, trommer, guitarist/trombonist og forsanger/guitarist (og af og til trompetist), får vi en magtdemonstration i, hvordan man laver god lyd på scenen. Ja, der kommer nogle gange nogle samples, jeg ikke kan se, hvordan de skulle have lavet på scenen – men det holder det her. Endda på en vis, så man ikke savner kvindevokalen fra pladen, der ellers er et fint Cohen-agtigt trick.

‘The Good Lie’ leveres skarpt og lige i øjet og forsanger Maarten Devoldere gør sig godt i trenchcoat og moderat steampunket fremtoning, mens musikken sender lige dele tanker hen på en natklub og på de små timer, hvor røgen i fordums tid hang tæt. Radar sætter en nær-perfekt ramme for dette med røgmaskiner og et intimt rum. Også selvom snakkeklubben fra før måske ikke helt er klar over, hvor de er og hvad de oplever…

Der er noget dark funk over hele projektet og selv om man ikke kan holde fødderne i ro, er der en konstant følelse af coolness, laidbackness og overskud, som gør at jeg aldrig rigtigt vil kalde Warhaus et decideret danseband.

Vi får også en næsten Beatles-agtig halv-march (‘Come on’?), inden et nyt nummer, ‘Love’s a Stranger’ spilles med guitaristen på en stor xylofon og et gentagne, catchy omkvæd gående ”It’s a beautiful mess”, som jeg næsten tør lægge hovedet på blokken og påstå at mange blandt publikum sang med på – uden at have kendt sangen i forvejen.
Ja, I har gættet det: Warhaus har publikum i deres hule hånd og hårene står op på armene under ‘Love’s a Stranger’.

Vi får så et rubato solonummer fra Devoldere – helt Waits-agtigt – inden bandet vender tilbage med bassisten på bongoer i en dreven, funky sag (hvor det må undre, hvor bassen kom fra – måske guitaristen kørte en gulvbas med fødderne?). Fedt er det i hvert fald, og jeg får associationer til dEUS’ ‘Theme from the Turnpike’ som møder Gorillaz – ikke mindst da Devoldere finder en melodica frem. Der bygges op og skrues op mod nummerets slutning, men det bliver aldrig brutalt; vi kunne stadig have stået i en velour-beklædt beværtning i en anden tid uden at blive blæst ud.

‘Machinery’ fremføres i nu for os blandt publikum vanlig sikker stil og I’m not him fremføres i et sexy drive så man kan mærke sveden foran scenen. Vi får også ‘Mad World’, hvor Devoldere nok en gang slipper guitaren og håndholder mikrofonen og tryllebinder os stakler på dansegulvet.

Og så er det slut – bortset fra at bandet selvfølgelig vender tilbage til et encore med endnu en ny sang, der også udløser sing-along: ”I could never let you fall in love with me”.

Der er ingen tvivl om, at Warhaus på denne aften sejrer stort – og jeg glæder mig til hvis/når det bliver muligt at se dem igen. Der er dog stadig risiko for, at de som andre, fantastiske belgiske bands bliver noget, man må rejse efter.

Oh! Well. Det var i hvert fald en stor oplevelse og fuldt ud de fem stjerner værd!

Af Troels-Henrik Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here