Home Roskilde Festival RF 2006 RF06: Volbeat – Fredag, Odeon og Spot festival 06 *****

RF06: Volbeat – Fredag, Odeon og Spot festival 06 *****

2491
0

Potent Party Prügel:

For at yde danske Volbeat mest muligt retfærdighed som liveband har jeg valgt at lave en kombi-anmeldelse, udfra 2/3 Roskilde koncert, og en komplet, fra deres optræden i Ridehuset på årets Spot Festival.

Volbeat vandt en Steppeulv-pris for ”bedste nye navn/årets håb” i januar måned. En pris uddelt af musik- og branchekyndige, så de må jo have forstand på det?! Og i dette tilfælde har de på intet niveau skudt forbi…
The Strength/The Sound/The Songs er den lettere kiksede titel på den anmelder roste debut fra efteråret 2005. Siden har bandet fejret triumfer på landets spillesteder, således også i et proppet Odeon telt kl. 14 og et pænt besøgt Ridehus i starten af juni.

Bandet blander 50´er og 60´er rock n´ roll lyd med feststemt party metal, med volume-organet Michael Poulsen som karismatisk omdrejningspunkt – et ægte rocksvin i ordets mest positive forstand – som efter eget udsagn har en stor svaghed for ”The King” Elvis.
Flere af bandets fængende og fængslende sange leder tankerne i retning af ”letvægts Metallica”, uden at det lyder tyndbenet eller udvandet, men nærmere som svært dansevenlig tung melodiøs rock!?
Publikum til begge koncerter var helt med på noderne fra start til slut, selv de mest dystre og ondskabsfuldt udseende metalhoveder iklædt sorte forvaskede T-shirts med obskure bandnavne.

Elvis-freaken havde masserne i sin store hule hånd, og lod ingen slippe væk før de var ”partyet out” og Volbeat ”had left the building”! Hvilket i Ridehuset blandt andet inkluderede spontan dans, headbanging og en crowd surfer tur af ét stk. guitarist iført Pantera T-shirt (tak til Gaffa.dk for den lille detalje), altså alle nødvendige bestanddele til en voldsomt underholdende rockfest!
Risikoen for at det hele kommer til at føles overfladisk, påtaget og uden substans, forhindres ved at bandet har en højlydt parade af tæskegode numre med til at blæse ud af forstærkerne. ”Rebel monster”, ”Soulweeper” og den dundrende ”Caroline leaving” er respektindgydende monstre i live-sættet, som de fleste andre bands må misunde københavnerne.

Selv en metalifisceret version af Dusty Springfields klassiske 60´er hit ”I only wanna be with you” slipper de tunge drenge fænomenalt godt fra at have på programmet, faktisk fik det poppede nummer nærmest taget til at lette i Ridehuset – slip hestene løs!
Volbeat skulle have været opvarmning for Korn til deres aflyste koncert i Århus den 20. Juni. Jeg er næsten overbevidst om at Korn havde fundet en undskyldning for ikke at gå på scenen hvis de skulle være gået på efter sådan en manifestation.
Og til Roskildes bookere – hvad med at lade det her festlige dyr rense staldene på Orange når den skal åbnes næste år…

Kodi

Previous articleRF06: TOOL – Lørdag, Orange ******
Next articleKodi´s korte – Roskilde 2007

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.