Vokadin: EP

0
881
views

RAW POWER! Udover at være en slet skjult reference til Iggy and The Stooges album fra 1973, så er det det man bliver mødt med på debut EP’en fra københavnske Vokadin. Utøjlet rock raseri af den gammeldags slags, hvor energi, vrede og almindelig kvababbelse kanaliseres ud af alle kropsåbninger ved hjælp af ufiltreret støj.

Vokadin har opereret on/off siden 2005, men smed først denne EP i rendestenen i september 2011. Den lange ventetid har dog ikke på nogen måde gjort at resultatet er blevet en overproduceret omgang uden kanter – tværtimod. Udtrykket er lige på og hårdt, take it or leave it, med rå attitude, uden at virke fjendsk eller falsk. Vokadin fortæller selv at indspilningerne er blevet klaret på to timer en søndag aften, i Crunchy Frog’s studie, uden brug af effekter og utallige retakes, og det kan mærkes på den gode måde. EP’en har fanget lyden af øjeblikkets vildskab, men med fokus indtakt, fremfor at det er kommet til at lyde tilfældigt og sjusket.

Første nummer er den charmerende betitlede “Masturbating Monkeys”, om titlen er selvbiografisk kan man kun gisne om, men lydene fra abeburet er ovre i punk-grunge grøften, med simpel melodi og skrigevokal. Ikke FOR simpel, men dejligt ukompliceret og så tremmerne i buret ruskes godt igennem. Der erobres fra start ikke nye områder i rockland, men nogen gange er det sgu også rart at nogen bare sætter fødderne i jorden og hylder de gamle rockdyder.
Man kunne godt tænke Pixies, omkring deres Doolittle periode, når man hører den små skumle “Pervert”, med sit hakkende vers og guitar riffet, der kører over i et mere “blødt” omkvæd, det hele pakket ind i en lettere foruroligende og beskidt stemning. Det er muligt at bandet endnu ikke har den store indspilningserfaring, men de har forbandet godt styr på deres virkemidler.

Tredje nummer er den overhovedet ikke patetiske “Pathetic”, en aggressiv up tempo fræser, hvor vi er tilbage ved den hæse skrigevokal forsanger Mads Aarby er udstyret med. Bakket op af et band der hamre derudaf med bidsk energi, men samtidig sans for ikke at lade det løbe af med dem, så det hele bliver for rodet og skramlet. Nu er “modenhed” lidt et bæ-ord, men så er jeg om ikke andet overrasket over hvor “klar” hele det fem mand store rocksjak lyder – i forhold til at dette er en debut EP, så er en sang som “Pathetic” helt igennem klar til at blive smidt i radioen, eller hvor du nu måtte ønske at smide den slags.
Radio airplay bliver der dog desværre nok ikke meget af til et band med en lyd som Vokadin. Det er i hvert tilfælde svært at få øje på en platform i Danmark, hvor den her form for in your face rock kunne få en velfortjent chance. Det gælder naturligvis ikke kun Vokadin, men alle bands her til lands der må “nøjes” med at færdes i den obskure undergrund, fremfor at få luftet alko-ånden og armsveden en smule, op fra kælderen og ud på gaderne! Blot fordi noget er lidt snusket og skævt er det ikke nødvendigvis grimt og farligt.

Men så må Vokadin jo nyde livet backstage til deres koncerter i stedet for, “Backstage” som også er navnet på fjerde sang på EP’en. Uden at tolke for meget på sagerne, så lyder det dog som om sådan et backstage liv kan være en frustrerende og ophidsende oplevelse når man lever livet efter ægte rock ‘n roll filosofi.
Helt anderledes forholder det sig med toneren og stemningen på EP’ens sidste nummer, “Let Me Give In”, der har et meget mere slæbende tempo og stenet rytme, det leder lidt tankerne hen på Monster Magnet. En lækker lille afslutning, hvor Vokadin får vist nogle andre og mere afdæmpede takter end på de fire foregående numre, der emmede af down and dirty garage støj.

Alt det her kan muligvis lyde som arketypisk “vrede unge mænd” rock, “åh så ægte” undergrunds paroler, påtagede klassiske rockin rebel dyder og flere klicher end kloakken kan rumme. Det store problem med denne nærliggende tolkning, efter alle de hip gangster wannabes (tak TOOL) man har oplevet blive hyldet som “den ægte varer”, er blot at det her virker så helvedes ærligt. Jeg tror i hvert tilfælde på Vokadin, og på at de selv TROR på den musik de spiller, det virker dybfølt og helt igennem oprigtigt – noget man som kynisk musiklytter efterhånden sjældent falder over, især blandt upcoming navne, der alt for ofte forfalder til at spille musik der lidt lyder som det de tror deres musik skal lyde som, fremfor hvad de føler den skal lyde som.. hvis det giver nogen form for mening.

Jeg har lyttet til Vokadin på computeren, i mørke, imens jeg spillede xbox, på mp3 afspilleren på gaden kl 5 om morgenen, på jobbet og imens jeg sad på lokum, resultatet er det samme: for mig er det her lyden af et små skummelt værelse med dæmpet belysning, på bordet står der tomme ølflasker med cigaretskodder i, en kaffekop der ikke har været vasket i en måned, en tallerken med en halv spist portion pulver kartoffelmos med bacontern, et fedtet Ugens Rapport fra midt 80erne ligger og flyder og på sofaen sidder jeg med gutterne og hygger imens tanken strejfer mig “hvornår var jeg mon sidst i bad?”. And I fucking love it!

Så snyd ikke dig selv, opdriv EP’en, den kan købes for 60 kr. hos Sex Beat Records, Moby Disc (i Odense) Accord på Nørrebrogade, Rock Uglen på Frederiksborggade, Sound Station på Frederiksberg og til bandets koncerter – følg med på Facebook https://www.facebook.com/pages/Vokadin/172645876082425

Vokadin er som whisky uden is – ufortyndet rock n’ roll.

Anmeldt af Kodi (giver ikke demoer stjerner)

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here