Violmace: Within The Beast ★★★★☆☆

0
457
views

Violmace er et rutineret dansk bud på stadionrock, hvor man ikke er bange for store armbevægelser og iørefaldende melodier. Der er højt til loftet, heldigvis er bandet dygtige nok sangskrivere til, at de næsten kan fylde rummet fra bund til top med vellydende mainstreamrock.

Ja, det er lidt øretævernes holdeplads, i hvert fald hos mange af os anmeldersnuder, som Violmace parkerer deres velsmurte tourbus på. Ambitionerne fejler intet, der er tænkt stort og i bund og grund meget “udansk”. Derfor giver det også mening, at bandet har allieret sig med Aqua producer Jan Langhoff, der har produceret og er krediteret som co-writer, samt Flemming Rasmussen (Metallica osv.), der har masteret, mixet og co-produceret.

Metallica og Aqua? Det lyder jo som en uhellig alliance der vil noget, men hvis man tænker det som, at meningen har været at skabe nogle lettilgængelige numre med en international klang og noget gennemslagskraft, så giver det mening.

Her lykkes Violmace’s vision til fulde, det lyder sgu’ godt det her, som den slags SKAL lyde, hvis det skal have en chance for at appellerer bredt og også tiltrække udenlandsk opmærksomhed. Faren er, at drukne lidt i mængden, især internationalt. For at forhindre det, har bandet i følge presseteksten “personlighed”, som supplement til “højt til loftet” og “bred appel”. Der ved jeg ikke om jeg er helt enig, det er ikke nødvendigvis modstridende at have både personlighed og bred appel, men…

Når bandet selv nævner mastodonter som U2, Coldplay og R.E.M. som referencepunkter, så blegner deres egen personlighed lidt i forhold til. R.E.M. blev forresten stadionrockband ved et uheld og prøvede (uden held), at slippe væk derfra igen indtil de gik i opløsning, men det er en anden snak! Jeg ville også kaste et navn som Snow Patrol ind i ligningen, men pladen starter et lidt andet sted.

Åbningsnummeret, “Before You Leave”, tager os nemlig omkring 20 år tilbage i tiden, med et vers og omkvæd, der efter en storladen snakke-kor intro, lyder som et kraftigt ekko af Creed. Creed dengang de spillede temmelig sovset post-grunge på My Own Poison pladen, og nærmere bestemt “What’s This Life For”. Det gør mig egentlig ikke noget, men jeg kan ikke undgår at høre det når musikken spiller.

90ernes mere bredt appellerende rock anes flere steder på Within The Beast, på numre som “Without Roses (Here We Are) og den efterfølgende “Imitation of A Dream”, lidt over halvvejs igennem albummet, går der Live i den. Live, post-grunge/R.E.M. sammensmeltningen, så på mere end én måde giver det fin mening. Førstnævnte har godt med schwung og vaj i melodien, indledningsvis lugter det endda en smule af Baal, indtil der går poprock i det stort anlagte omkvæd. Her viser Violmace deres fine fornemmelse for timing og hvordan sådan et omkvæd bare SKAL lyde. Det er ikke noget der overrasker, men det virker.

“Imitation of A Dream” er endnu mere ballade-præget, tempoet sat ned og stemningen mere emotionel. Her er vi lige på grænsen af, at det bliver FOR sovset, men omkvædet er heldigvis stærkt nok til at kunne bære det. Men det smager en hel del af fløde.

Herefter er der stadig 4 numre tilbage på pladen, et album hvor de 12 numre i snit ligger lige over de 4 minutter i spilletid. Her begynder jeg simpelthen, solid sangskrivning eller ej, at blive en smule mæt. Og det hjælper ikke, at der går røvballet sleaze-rock i den på et nummer som “Inspiration”, der ikke helt lever op til titlen og i stedet fremstår som en noget gumpetung Velvet Revolver klon – som selv lød som en lidt halvhjertet udgave af Guns ‘N Roses. Nej, væk fra rendestensrocken, hold jer til stadionet!

Hvis de endelig skal spille lidt hurtigt og “sejt”, så fungerer det meget bedre på et nummer som “Can You Feel What I Feel” tidligt på pladen. Det er sgu’ et habilt udført og ret fængende rocknummer, hvor bandet finder den helt rette balance mellem at nå bredt ud og samtidig rocke nok igennem til, at det ikke bliver for tamt.

Dermed ikke sagt, at jeg synes Violmace er tamme, når de ikke spiller sådan her. Faktisk synes jeg, at bandet er rigtig gode til det de gerne vil, nemlig spille et fiktivt stadion op med bløde toner, som fans af de nævnte bands vil kunne lide. Det er der, trods den indledningsvis nævnte øretæveholdeplads, absolut intet galt i. Jeg er også en sucker for det store omkvæd og den gode melodi, hvis det bliver lavet ordentligt og virker ærligt.

Her vinder Violmace nogle point, det virker om noget ærligt og vellavet, med hjertet på rette sted, det her. Det kan hurtigt komme til at lyde kalkulerende og forceret, når man sigter efter den brede midterrabat på rockens hovedvej, den faldgrube får Violmace styret sikkert udenom. Og når man så samtidig kan skrive catchy melodier og omkvæd som i et nummer som “Ghost”, så har man altså et ret godt fundament at bygge videre på.

Hvad mangler der så? Violmace gør i bund og grund rigtig meget rigtigt på Within The Beast og får spillet på mange af de tangenter der er afgørende for genren – og ramt dem rent ikke mindst. Problemet er nok at kunne få ørenlyd og trænge igennem, der er altid mange om buddet her. Og har Violmace, som tingende lyder lige nu, personlighed nok til, at blive lagt mærke til?

Jeg synes i hvert fald, at de er værd at give lyt, og gerne flere, hvis du er til genren. Det bliver for langt med 12 numre, men indtil da er det en plade der glider godt og som glider fint ned. Vi ender på 4 stjerner for det samlede indtryk.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Violmace på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here