Vinyl Floor, HeadQuarters, d. 16/10 – 2014 *** (3/6)

0
1258
views

I torsdags tog 2/3 af GFRock redaktionen et smut på HeadQuarters i Aarhus, i hyggeligt, men også noget musikalsk ujævnt, selskab med det alternative rockband (og lidt til), Vinyl Floor.

Der var ikke ligefrem stopfyldt på HQ, da vi ankom ved 20.20 tiden denne småkølige aften i efterårsferien. Måske ikke så overraskende, mere ærgerligt (ikke mindst for musikken) var, at en pæn del af de fremmødte var kommet for at snakke og hygge, i stedet for at høre live-musik. Det er nok vilkårene, når man stiller op til koncert i et lavloftet lokale, der mest af alt minder om en krydsning mellem et teenage værelse i 70’erne og en fredagsbar på Uni.

Vinyl Floor lod dog overhovedet ikke til at lade sig mærke det mindste af hverken omgivelser, fremmøde eller snak. Snak der for en enkelt gæsts vedkommende udartede sig til et forsøg på rent faktisk, at overdøve bandet med højrøstet SNAK under et af numrene. Så omgivelserne var, hyggelige og intime eller ej, måske ikke helt optimale til en omgang rock/rock-musical. Der gives desuden en anmærkning i bogen for, at den ene bartender åbenbart havde mere travlt med at spille bordfodbold, end gå foran med et godt eksempel og virke interesseret i musikken på scenen.

Den største udfordring og hæmsko for koncerten, blev dog bandet selv. De virkede bestemt i glimrende spille-humør, med masser af smil og indlevelse i de enkelt numre, og generelt en charmerende og tiltalende attitude. Men rent musikalsk gør de det temmelig vanskeligt for sig selv.

I et lukket og kontrolleret miljø og univers, som et album, fungerer deres særprægede og originale blanding af alternativ og 90’er rock, lidt cabaret, musical tendenser og andet, ret godt. Eksempelvis på konceptpladen Peninsula, som jeg selv anmeldte tilbage i 2012, hvor bandet har skabt en rammefortælling og et helt univers, at hænge deres varierede musikalske kludetæppe op på. Da køber jeg illusion om “karakterer”, der synger med forskellige stemmer og numre, som veksler fra noget der lyder som en Beatles inspireret musical, over lidt Queen, sømandsviser og meget andet. Jeg kan skabe mine egne billeder til numrene og lader fantasien vandre. Live har blandingen dog lidt svært ved, at hænge sammen over en hel koncert.

Det mest åbenlyse problem, er den visuelle del af det. På scenen ligner Vinyl Floor et hvilket som helst andet afslappet alternativt rockband, et look der passer godt til mere rockede numre som “Change The Song”, fra bandets nyeste album Vaudeville (anmeldt HER), der så ærgerligt nok faldt lidt over egne ben hen imod slutningen af sættet. Men når bandet kaster sig ud i de mere musical-klingende numre, som “Ghost of England”, der indledte koncerten efter den instrumentale intro “Frames and Orchids”, så brister samtlige illusioner og bandets udtryk kommer til at fremstå noget flimrende og uklart. Hvad er det egentlig de vil?

Ja, altså, det var det spørgsmål jeg stod og stillede mig utallige gange. Når man som et relativt ukendt band måske ikke ligefrem har midlerne til, at stille op i gevandter der ville matche musical delen, eller lave andre visuelle tricks, som kunne pirre fantasien på en eller anden måde, så var det måske værd at overveje, at droppe de fleste af de numre fra sættet? Det ville også løse et andet problem jeg havde med koncerten, nemlig at hele 1 ½ time i selskab med Vinyl Floor, er noget mere end de har nok “gode nok” sange til. Her kunne en løsning være, at skære sættet ned til 45 minutters tid, droppe de fleste klaverbårne musical numre (en enkelt eller to som afbræk går an) og satse på, at være et lidt mere “almindeligt” rockende band.

Og for at sætte en prop i det sidste større problem jeg (og min kollega Jonas i øvrigt) havde med den maraton lignende seance – det ville eliminerer de fleste af de numre, hvor hverken forsanger/klaverspiller/guitarist Thomas Charlie Pedersen og trommeslager/nogen gange forsanger Daniel Pedersen’s vokaler helt kan følge med. Det er de fleste af de mere storladne musical marinerede numre…

Det lød kort og godt, og helt ærligt, uden for meget indpakning, ikke altid lige godt. Momentvis skærer det også lidt i mine ører, når de kaster sig ud i for højtragende fraseringer på album, men live var det mere end momentvis – det var stort set hver gang vokalerne tog på udflugt i de højere luftlag. Så fungerede de meget bedre, når de lå i et mere råt rockende leje. Og så er vi tilbage ved om det måske var værd at overveje, at skære musicaldelen ud. Et godt eksempel er “Force You Through”, der langsomt udviklede sig til, og midlertidigt gik over i, The Beatles “Come Together”, hvor Thomas Charlie Pedersen pludselig brugte sin vokal på en langt mere rå og råbende manér, der gav det hele et kæmpe løft.

På den anden side, er det også det der gør Vinyl Floor til et unikt orkester på den danske scene – de lyder ganske enkelt ikke som nogen andre jeg kan komme i tanke om. I torsdags var det så bare ikke altid til det gode, men det ville stadig være, at suge det meste af originaliteten ud af bandet, hvis de droppede den del. Det er vel det man kunne kalde lidt af et dilemma.

Ikke mindst fordi, at man så muligvis ville miste et flot nummer som “Car In The Sky”, i dagens anledning med båndede strygere (første gang bandet, efter eget udsang, brugte backtrack live). De indspillede strygere fungerede egentlig rigtig fint, men det var som om, at der var en ujævnhed mellem disse og bandets levering af nummeret, ikke mindst i forhold til den fejende flotte studieindspilning. Men det kan naturligvis også skyldes, at det var bandets første leg med backtracks og de lidt, nå ja, “primitive” lydforhold HQ også lider under – så den arkiverer vi som “lidt vanskelige vilkår”.

Det er bare en forbandet skam, at det er som om bandets vision og musikalske ambitioner ikke helt kan komme til deres ret live, i forhold til på plade. De 2 albums vi har haft til anmeldelse fremstår som gennemarbejdede samlede pakker med storslåede arrangementer, flotte covers og alt hvad man kunne ønske sig. Så virker live-oplevelsen, desværre, underligt flad i forhold til. I hvert flad i disse omgivelser, for giver man bandet en større scene og lidt bedre lydforhold, så ville der måske ske ting og sager.

Når det er sagt, så kedede jeg mig aldrig, trods mit forbehold i forhold til koncertens længde, men det var mere for at få Vinyl Floor til at fremstå skarpere skåret og defineret. Ligesom bandet fremstod som en sammentømret- og spillet enhed, der også havde overskud og lyst til at eksperimentere lidt og lade musikken løbe af med dem. De udstrålede nærmest kærlighed til rocken og det at stå på en scene – og det kan altså kompensere for mange ting! Bedst illustreret ved, at bandet spontant smed en ekstra sang ind i sættet på forsangerens opfordring, som om det ene nummer pludselig inspirerede og gav lyst til et andet.

Det samme kan siges om, hvad der virkede som et meget spontant og ikke-planlagt, ekstranummer efter de ellers havde sagt farvel og tak med “Time Your Life”. Det virkede som en impulsiv handling, at bandet vendte omkring på vej ud til baglokalet, skyndte sig tilbage og kastede sig ud i en halsbrækkende og meget vellykket coverversion af Neil Young’s “Rockin’ In The Free World”, der ganske elegant muterede til, og kom omkring brudstykker af, “Romeo Had Juliet” og “Another Brick In The Wall”, inden vi kom tilbage til udgangspunktet og koncerten blev trykket i mål på medrivende manér.

Det indtryk Vinyl Floor efterlod mig med som liveband var, som I kan læse, kontrastfyldt og lidt forvirrende. Det er de i bund og grund også på plade, men da skjules eventuelle svagheder i den flotte indpakning og ens mulighed for bare at lukke øjnene og forsvinde ind i musikken. Den luksus har bandet, i hvert fald i torsdagens omgivelser og setup, ikke. Og så kom det hele, beklageligvis, til at fremstå en anelse rodet.

Bandet vil tydeligvis gerne en masse forskellige ting, og trives på en scene, hvor de ikke hæmmes af for mange rammer og regler – men de mange elementer ender med at skvatte lidt over hinanden. I en optimal verden, set fra mit lille tårn, da fik bandet afreageret for deres musical lyster ved simpelthen, at få stablet en regulær en af slagsen på benene. Hvor indpakningen matcher visionerne. Så kunne de som liveband koncentrere sig om det, som jeg (vi) synes de er bedste til – nemlig at rocke godt og grundigt igennem.

Vi ender på 3 stjerner, der signalerer en oplevelse på det jævne, men her var det mere det, at det var en ujævn, men bestemt ikke uinteressant, tur igennem Vinyl Floor’s fascinerende univers.

Af Ken Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here