Vi bliver stærkere af at kigge ned i graven – Interview med Rovdrift

0
732
views

Interview: Rovdrift debuterede tidligere i år med EP’en Troløs. I den forbindelse fangede vi dem i øvelokalet over Skype, til en snak om bandets arbejdsproces og tekstunivers, det mørke i mennesket og tiden, og det teatralske element. 

Rovdrift udgav i starten af maj EP’en Troløs, som jeg anmeldte i begejstrede vendinger. “Det er ellers ikke fordi Rovdrift lefler for lytteren. Det kan måske virke opstyltet på nogen med Bjørnlunds tydelige diktion, den mørke grundtone og de ordrige tekster. Men derfor kan man altså godt skrue noget fængende sammen (…)”, skrev jeg blandt andet. Resten af anmeldelsen kan læses HER.

Rovdrift består, ud over Bjørnlund, med fornavnet Carsten, af David Hertz, Thomas Borge og Rasmus Broe. Bandet har allerede annonceret at der er yderligere to EP’er på bedding, den ene er allerede indspillet, mens sangene til den anden ligger klar.

Men hvad er egentlig historien om Rovdrift?

Carsten fortæller, mens bandet finder sig til rette i øvelokalets sofa; ”Rovdrift kommer oprindeligt fra Davids og mit musikalske samarbejde i fortiden. Så blev vi nogle ældre mennesker, og stiftede liv og karriere, og det ene og det andet, og så opstod der er en lyst til at lave noget, vi kaldte en støvet legestue, til at starte med. Det skulle så omfatte musik, som havde den særlige stoflighed, som vi søgte. En støvet stoflighed. Vi troede i første omgang vi skulle synge på engelsk, men vi fandt hurtigt ud af, at det var meget bedre at gøre det på vores modersmål”

Netop teksterne var noget jeg bed meget mærke i på EP’en – hvordan foregår jeres arbejde med teksterne?

”Vi er tre sangskrivere, og jeg tror vi har hver vores måde at besvare det spørgsmål på,” indleder David. “Jeg skriver om det, jeg er optaget af. Det starter med en sætning, eller et ord, men oftest en pointe, om en eller anden form for emne, og det handler meget om hvad for nogle rim, jeg finder på. Jeg går tit i gang med at skrive om et eller andet, men så kommer det tit til at handle om noget helt andet”

Thomas supplerer: ”Jeg skriver sange fra mit indre, det er meget sådan nogle selvoplevede følelser, selvoplevede tanker om situationer jeg enten har stået i, eller observeret. Jeg har svært ved at skrive mig selv i tredje person, så det bliver meget en egen fortælling”

Tredje led i sangskrivertrioen, Rasmus, tilføjer: ”Jeg skriver meget få sange om året, men så bliver det meget tydeligt hvad de skal handle om. Det bliver meget konkret om et tema, der er meget en konkret handling. Det var jeg lidt bange for at føre ind i starten. Jeg var den, der kom ind i bandet sidst, men det viste sig så at gå godt i spænd med de andres ting. Jeg kan godt lide at lege med ord, men det må ikke gå ud over indholdet, så derfor er det også meget få sange, jeg skriver, der bliver færdige”

Det enstemmige demokrati, Rovdrift

Tekstuniverset virker meget gennemarbejdet, og da jeg lyttede til sangene første gang, tænkte jeg ikke at det var tre forskellige sangskrivere der stod bag, så jeg tænker I også må have en eller anden proces, hvor I arbejder med det sammen, også med Carsten, om det fælles udtryk?

Carsten tager ordet:  ”Ja, altså, når der bliver bragt en sang til torvs, så bliver den selvfølgelig dissekeret og kritiseret, og også rost, hvis det er på sin plads. Og så bokser vi jo med den, og får den til at blive til en Rovdrift-sang. Det er ikke sikkert den var det, lige da den blev skrevet. Men det kan også indbefatte at man bliver sendt tilbage til skrivepulten med teksten”

Der bliver nikket samstemmende fra sofaen, og David samler tråden op: ”Man kan komme med noget, der musikalsk fungerer, men hvor teksten måske ikke er så gennemarbejdet, og så er der tre andre censorer, der slår ned på det. Censuren foregår fordi vi er fire mennesker til at bullshit-detekte og høre om noget er for tyndt. Det er ikke altid ens egen selvcensur er til at stole på”

”Det er faktisk ikke så tit vi går hjem og skriver sange om. Det er meget oftere at vi arbejder sammen om den,” supplerer Rasmus. “Det er først sådan, at når vi alle fire har stiv pik over en sang, som vi siger, når vi alle sammen tænder på den, at den får lov til at komme igennem. Vi spiller ikke nogen sange, som en af os står og siger, at den er jeg ikke glad for”

Thomas fortsætter: ”Der er også noget med at skrive sangene til en anden sanger. Rasmus har skrevet sange til sig selv som sanger, jeg har skrevet sange til mig selv som sanger, og det er én disciplin, men det der med at fange hvordan det her vil komme ud af Carsten, det er også en disciplin. Når man selv står og synger en sang man har skrevet, så kan man ændre lidt i den undervejs, frasere på en lidt anden måde, men når man skal forklare en anden, hvordan han skal synge sangen, sker der noget nyt”

Kan I så godt få Carsten til at synge sangene, som I gerne vil have de skal lyde?

Carsten indikerer at han vil holde sig for ørerne mens der bliver svaret, mens de øvrige, i munden på hinanden konstaterer, at nej, det kan de ikke.

David uddyber: ”For mig handler det om, at give ham noget dramaturgisk fylde. Det handler om at skrive i et sprog, der kan fortolkes som andet end bare oplæsning. Man kan godt skrive om en vred mand, og så bærer Carsten 50% af sangen, fordi han kan stå og være vred. Det er taknemmeligt at skrive til, på en måde”

Rasmus føjer til: ”Hvis Carsten føler han ikke har noget at sige i en sang, så ved man godt den sang er i farezonen. Det er ikke noget, nogen længere tager personligt, men det kan godt føles personligt når man får underkendt et nummer, medmindre man stoler på det demokrati, man er en del af”

Carsten tilføjer at bandmedlemmernes alder også spiller ind: ”Jeg tror helt klar modenhed er en del af vores proces. Hvis vi var fire gutter på 20, så havde vores musik og vores proces været helt anderledes. Mindre seriøs, men man havde nok også ladet nogle mindre gennemarbejdede ting slippe igennem, tror jeg”

Troløs som visitkort

Når man tænker på den lange proces, EP’en har været igennem, hvordan har det så været at give slip? For nogen er det jo som at sende deres lille barn ud i skoven alene…

Thomas tager først ordet, med en karakteristisk lang forklaring; ”For mit vedkommende har det været rart, for jeg havde brug for at komme videre. Igennem alle de processer med at lave plader, jeg har været i, der har jeg altid måttet stole på, at det jeg troede på, var rigtigt. Vi er meget glade for de anmeldelser vi får, gode som dårlige, hvor man kan læse at folk virkelig har lyttet til musikken. Det er sådan set det vigtigste for mig, og hvad der så sker, det der med at forvente at vi skal være rockstjerner, eller et eller andet, det går vi ikke og gejler hinanden op med.

Vi har ikke nogen forventning om at vi i morgen skal sige vores job op og på tour i tre år. For mig er det mere det, at nu har vi endelig et visitkort, så vi kan blive booket og komme ud og spille nogle jobs, og komme ud til folk, så vi kan fortælle vores historier. Sådan som det er i dag, kan alle lave plader, man kan bare lægge noget på bandcamp, og så har man udgivet en plade. Men nu har vi det her som et visitkort, det er det her, man skal lytte til, og vi kan være stolte af at vi har fået de her seks numre ned på plade. Så kan folk høre om de vil booke os, eller komme ud og høre os. Det er også noget med at slippe de her sange, så vi kan komme i gang med at lave nye sange, og starte det hele forfra igen”

Carsten tilføjer, at det vigtigste for bandet egentlig er deres live-optrædener. ”Som Thomas siger, så er EP’en et visitkort, som gerne skal bringe os ud og spille. Det er der, vi er noget. Som recording artists kan vi godt trænge til at øve os noget mere, men live er vi ved at have fat i den lange ende efterhånden. Det er en oplevelse at se og høre os, vil jeg vove at påstå”

“Carsten bruger jo hele scenen, og hele sin krop, så det er ikke sådan som publikum at ignorere Carsten,” skyder David ind. “Hvis man gør det, så får man et lille digt med på vejen. Carsten har faktisk skrevet nogle tekster, men de bliver kun hevet frem ved særlige lejligheder. De har et stærkt seksuelt indhold. Så der er nogle kaniner i hatten til koncerter”

Der bliver grinet i sofaen i studiet og bandets tætte sammenklining i sofaen lader til at afspejle en musikalsk og konceptuel sammentømrethed.

Livet i rendestenen og et kig ned i graven

Hvis vi nu vender tilbage til teksterne, så er det som om der er en samlende tematik for EP’en…

”Det som er en fællesnævner, er nok at vi er fire familiefædre i 40’erne, som lever i samme by, samme land, samme kultur, og der er nogle almengyldige betragtninger og noget genkendelighed vi rammer ned i, som måske gør at man som lytter samler det…, ” indleder Carsten, inden Thomas samler tråden op og drejer emnet lidt:

”Jeg har de sidste par dage vandret rundt i Indre By, og når man ser de skæbner, der vandrer rundt med diverse lidelser, sko der er bundet sammen med gaffa-tape og ser helt vilde ud i ansigtet, så ved man jo godt at de ikke bare lige får en ambulant behandling i morgen, og så får de en lejlighed og så skal alt nok blive godt… Det er jo det samfund, som vi ser, og det er noget vi ser mere og mere af.

Vi ved godt at der er mange gode ting i verden, men når vi tager fat i nogle af de mørke ting, så handler det også lidt om at det hele virker mere polariseret i dag end før i tiden. Og så har vi måske også bare en alder hvor vi godt tør tænke over, hvad der sker, når ham dér nu får nok af det hele, at så går han ud og hænger sig ude i skoven… Vi har nok alle sammen haft en tanke om at ende det hele, på en eller anden måde. Vi er jo også glade mennesker, og vi har nogle dejlige koner og familier, men det der med at turde holde fast i den der tanke, der slår ned i én engang i mellem om, at hvis man blev ramt af en bil i morgen, så ville det hele være meget nemmere. Men det er jo ikke fordi vi går ud og gør det”

Carsten supplerer: ”Noget af det vi har talt om, når vi vender sangene i bandet, er at vi endelig ikke vil moralisere. Vi vil ikke dømme vores karakterer, vi vil ikke dømme vores publikum, men vi vil gerne pege på nogle uhensigtsmæssigheder her og der og alle vegne, men vi vil helst ikke moralisere”

Thomas fortsætter: ”Det er også en erkendelse af, at uanset hvor velfungerende velfærdsstaten er, så vil der altid være de mennesker, der lever i rendestenen. Der vil altid være mennesker, der synes alle indvandrere skal skride ud af landet. Uanset hvor meget, vi debatterer. Det eksisterer i mennesket, på en eller anden måde. Og vi har måske mere lyst til at synge mere om de mørke sider end de lyse”

”Jeg plejer ikke at være bleg for at nævne Svend Brinkmann, ” tilføjer David efter en lille tænkepause.”Det han skriver om i forhold til psykologien, er det jeg gerne vil skrive om i musikken. Vi bliver stærkere af at kigge ned i graven. Jeg føler trang til at være uengageret i politik. Det virker håbløst, og jeg får lyst til at sige op i røven til det hele. Jorden er flad…”

Skyld, og det at leve med skyld, er også et tema på EP’en. Thomas fortæller: ”Det interessante ved for eksempel ’Den brændende by’, som handler om skyld, det er at skylden ikke forsvinder fordi du har sonet, og du har fået tilgivelse, og udstået din straf. Du har stadigvæk gjort det. Der er altid en snert af noget, der ikke bliver tilgivet. Vi har sådan et billede af, at det nok skal blive godt igen, eller at det går over. Det gør det ikke, men vi kan godt lære at leve med det. Alle valg har en konsekvens, alle valg har et element af fravalg…”

David tilføjer: ”Vi synes også det er mere interessant at skrive om en mand, som har gjort noget, end en, der kigger på ham udefra. Prøve, via Carsten, at fortælle historien via ham, om hvordan han har fucket op. Men han ved det måske ikke selv, at han har fucket op”

De mørke skyer trækker sammen… Foto: Bjørn Bertheussen

Arvingerne og Meyerheim

Ud over at være med i Rovdrift, er Carsten Bjørnlund også kendt som skuespiller, og har senest haft en hovedrolle i Arvingerne på DR1, og tidligere medvirket i blandt andet Rita og julekalenderen Pagten.

Er det noget I prøver at undgå at blive brandet på, eller?

”Vi prøver at lade være med at dyrke det,” fortæller Carsten. “Vi prøver at vende det til en fordel, uden at slå plat på det, uden at drive rovdrift på det… Vi hedder jo ikke Carsten Bjørnlund og Rovdrift, og det er ikke det vi synes er interessant. Jeg blev inviteret ind til Michael Meyerheim sammen med nogle kollegaer og skulle snakke om Arvingerne, og der blev Trine Dyrholm og jeg spurgt om vi ikke ville synge nogle sange, for det vidste de at vi kunne. Og de havde så også opfattet at jeg spillede i det her orkester, og så sagde de, jamen så kan du spille nogle af Rovdrifts sange sammen med husorkesteret…

Så sagde jeg, nej, det kan jeg ikke. Jeg kan tage Rovdrift med derind, og så kan vi spille. Og det havde vi en lang dialog omkring, og det endte så med, at vi kom ind og fik lov at spille. Men jeg havde ikke gjort det uden dem. Vi vil jo gerne have det er vores produkt, det handler om”

De andre nikker samstemmende. Det er musikken og ordene det handler om, det samlede udtryk, der er Rovdrift. Det udtryk, der i følge bandet selv skal opleves live, en pointe Thomas igen fastslår til sidst.

“Det man får, når man tager ud og ser os live, det får man altså ikke andre steder. Det er ikke et spørgsmål om lys- og lydshow, det handler om at folk ikke har set noget lignende… eller, de eneste der har set noget lignende, er folk, der har set Povl Dissing i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne. Der var nogen, der kom hen til os efter release-koncerten og sagde, at det fede ved at se Rovdrift, det er at så behøver man ikke købe billetter til Det Kongelige Teater også…så hvis man ikke er det store teatermenneske, så kan man måske bare gå ind og se en koncert med os.

Man bliver nødt til at forholde sig til hvad der foregår, når vi spiller. Man kan ikke stå nede i hjørnet med korslagte arme. Enten så er man med, eller også så går man. Vi bruger lang tid på at snakke om placering på scenen, og lave sætlister, og alt muligt andet, men det handler om at få fat i folk og holde fast i dem, og så være lige oppe i deres fjæs i 50 minutter eller halvanden time, eller hvor lang tid vi nu er der”

Hvordan det opleves at stå overfor Rovdrift, kan man mærke på egen krop, når bandet bevæger sig ud på landets scener. Hvor mange og hvor kan du følge med i på Rovdrifts Facebook-side.

Af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Bjørn Bertheussen

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here