Vanir: The Glorious Dead *** (3/6)

0
1073
views

The Glorious Dead er Vanir’s tredje album og opfølger til Onwards Into Battle fra 2012. Bandet fokuserer fortsat på temaerne kamp og vikinger. Manowar og en række dødsmetal-bands har ikke levet forgæves og indflydelsen herfra suppleres af en hulens masse sækkepibe.

Sækkepibe er ikke just det mest brugte instrument i dødsmetal (eller ret mange andre genrer, for den sags skyld) men Vanir er til gengæld ikke karrige med brugen af det skotske nationalinstrument. Ud over sækkepiben er Vanir’s metalblanding på The Glorious Dead især inspirerede af melo-dødsbølgen og tematisk trækkes der på Manowar’sk krigsæstetik, med et nordisk twist. Der er dog også elementer af black, thrash og power-metal i blandingen, for eksempel på numre som ‘Fall of the Eagle (thrashen) og ‘March of the Giants’ (black). De to numre åbner albummet, og gør det egentlig solidt, blandt andet med godt lead-guitar arbejde fra Lasse Guldbæk, og et kradsbørstigt vokalt udlæg på førstnævnte.

Solid er også et gennemgående ord, der falder mig ind som albummet skrider frem over ‘Written In Blood’ og titelnummeret, og Vanir tromler afsted, selv om vi skal et stykke ind på albummet før numrene når samme niveau som de to åbnere. Vanir’s virkemidler er Martin Holmsgaard Håkan’s growl og ind i mellem skrig, Daniel Kronskov’s dobbeltpedal, Philip Kaaber’s robuste rytmeguitar, Lars Bundvad’s bas – og Sara Oddershede’s sækkepibe, som i starten er et eksotisk indslag, men som jeg relativt hurtigt udvikler et anstrengt forhold til. Nu er jeg ikke sækkepibe-kender, men jeg synes simpelthen sækkepibens klang bliver for ensformig, og ind i mellem, som på ‘I Valkyriernes Skød’ og ‘Blood Sacrifice’ synes jeg næsten den bliver et irritationsmoment.

Det er formentlig en smagssag, men det betyder i sidste ende, at i stedet for at fungere som et musikalsk element som er med til at give variation til Vanir’s formel, så gør sækkepiben egentlig numrene mere ensformige. For mig ville det have virket bedre hvis sækkepiben havde optrådt knap så ofte på albummet. Ærgerligt, for der er bestemt også steder på albummet hvor det fungerer godt, og netop giver Vanir lidt krydderi på den ellers lidt for gennemprøvede formel, det meste af albummet ellers kører efter. For eksempel fungerer det ganske godt på ‘The Flames of Lindisfarne’, der også virker lidt grummere end mange af de øvrige tracks, hvilket sækkepiben giver en skarp kontrast til. Samtidig er det også her vi finder nogle af albummets bedste og tungeste riffs. Det er grumme glimrende.

Det brutale take fungerer også godt på lukkeren ‘God Emperor’, hvor Håkan’s growl også lyder lidt mere ond i sulet end gennemsnittet, men ellers ender numrene faktisk med at fremstå lidt for ensformige i mine ører. Solidt er det, bevares, men det er bare for få af numrene jeg synes bliver rigtig medrivende. Bedst fungerer det for mig på de to første numre, og såden på ‘The Flames of Lindisfarne’. I mine ører er det også med til at løfte numrene, når Lasse Guldbæk får lov at vride relativt klassiske soli ud af ærmet, for eksempel på ‘March of the Giants’, der står tilbage som albummets bedste nummer.

Jeg er temmelig overbevist om at Vanir nok skal sparke grum vikinge-rumpe live, men på The Glorious Dead bliver aldrig helt glorværdigt for bandet, dertil er kompositionerne for ordinære, omend bandet spiller alt hvad de har lært. Jeg ender faktisk også med at savne mere nordisk islæt (det er meget internationalt klingende dødsmetal, Vanir byder på), når nu sangene er centrerede omkring vikingeuniverset. Samtidig ender jeg heller ikke helt med at være fan af den omfattende brug af sækkepibe, og derfor ender vi ‘kun’ på 3 store stjerner til The Glorious Dead.

Tjek Vanir ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here