Van Halen: A Different Kind Of Truth *** (3/6)

0
608
views

Oh good GOD is this A joke?! Er noget af det første man får lyst til at udbryde når man har sat Van Halen’s nye skive på, hvis man altså er en af de der lettere irriterende typer der slynger engelske sætninger ud all the time.

Det der rammer øregangene er en bovlam boogie rocker kaldet “Tattoo”, hvor hjemvendte David Lee Roth allerede lyder stakåndet før første omkvæd er overstået. Ikke ligefrem en på nogen måde æggende og forførende indledning på det fornyede partnerskab mellem Eddie Van Halen’s slæng, og den gamle gavflab Diamond Dave efter næsten 30 års adskillelse. Has it really been that long? Åbenbart. Og det kan både høres.. og ikke høres.

Fornyelse er der ikke meget af, men nu hvor gammel kærlighed som bekendt ikke ruster, så gør det måske heller ikke så meget. Ruster gør det måske ikke, men det lyder satme slidt, bare hør en tam omgang kurmageri som “She’s The Woman”, pladens sang to. Man tænker straks på et andet gammelt udtryk – gå aldrig tilbage til en fuser! Van Halen og Diamond Dave’s genforening kunne næppe have været indledt mere usexet. Men nu forholder det sig jo heldigvis sådan at kombination i sin tid ikke var en fuser, mere en ego lovefest der gik galt, så lykkeligvis viser det sig at de to første sange også er de dårligste på albummet.

Herefter bliver det bedre, men den genopblomstrede affære slipper ikke igennem de sidste 11 numre uden nogle knaster hist og her, men sådan er det vel med den slags forhold. Hvad er det så Van Halen anno 2012 disker op med? Tja, i og for sig er det en ganske fornøjelig blanding af klassiske Van Halen løjer som man kender dem. Eddie spiller stadig nogle knivskarpe og stramme soloer, der er spredt udover numrene med nænsom hånd, og vildbassen David Lee Roth er tilbage i vanlig stil med sin flabede vokal. Og dog.. diamanten lyder ikke helt skarp og skinnende hele vejen igennem. Mange års rock og rul har sat sit præg på stemmebåndet, det lyder indimellem forceret og nogen gange som om han decideret mangler luft, som i omkvædet på uptempo nummeret “Blood And Fire”. I “China Town” bliver Dave’s ordstrøm næsten uforståelig, som om han ikke helt kan følge med i det tempo resten af gruppen sætter. Udover de to opmærksomhedskrævende veteraner består Van Halen af Eddie’s brormand Alex på trommer, der har været med helt fra starten i 1972, samt Eddie’s søn, Wolfgang Van Halen på bas – jeg nominerer sidstnævnte til at have et af de sejeste navne i branchen!

“Bullethead” udstiller igen Roth’s manglende power i stemmen, det er en forbandet skam at den californiske sol, og andre af naturens gaver, har brændt toppen af registeret, men det er ikke komplet ødelæggende for albummet. Dave kæmper sig igennem ved at lyde tændt og energisk og ikke mindst ved at være udstyret med en solid mængde charme. Hvor familien Van Halen stadig besidder evnerne til momentvis at spille røven ud af bukserne, så må skøre Onkel Dave støtte sig til et par rutinerede røvertricks i stedet for. Der spilles op, bruges den mængde teatralske vokal udflugter der stadig er luft til, og i de hele taget er der bare noget meget elskværdigt over den gamle tosse – vi er lidt over i Ozzy boldgaden, hvor farligheden og evnerne muligvis er på kraftigt tilbagetog, men gnisten og det der gewisse etwas disse enere besidder er ikke slukket endnu.

Og sørme om det ikke pludseligt lykkes for Van Halen at få stumperne til at passe sammen i “As Is”, Dave mumle rabler sig mod et sidestik i medrivende stil, melodien er tung og sangen lyder som om de nu endelig har fået spillet sig helt varme efter en lidt rodet start. Nummeret afsluttes tilmed med en af de obligatoriske og nødvendige 80er finter – fade out! YIR

På “Honeysweeti…” something something, hvad pokker hed den? “Honeybabysweetiedoll”, på en måde en meget Van Halen’sk titel i forhold til deres konstante balancegang mellem ganske raffineret og pænt retarderet. Nuvel, endnu et udemærket nummer, hvor Roth får lov til at få pusten ved at fremføre dele af teksten som en slags spoken word, og DET fungerer faktisk rigtig fint med den ru og grynede vokal. Og lige en buket roser til bandets turbulente og dynamiske spil, her er ingen alderdomstegn eller hosteanfald.
Stilen forsættes på “The Trouble With Never”, hvor bandet igen imponerer med en Eddie der flænser løs med riffs og forbløffende temposkift.. alt imens Diamant Dave bliver til elefant Dave der tumler rundt som var melodien en glasbutik – han vælter ikke det hele, men indimellem krummer man tæer og tænker “py, tæt på!”.

Nu er det ikke sådan at han overhovedet ikke har en tone i livet længere, problemet er blot at det ikke helt virker som om materialet er tilpasset hans nuværende topniveau, eller også er det selverkendelsen det kniber med? Men viljen, glæden og charmen skal ikke underkendes, og den bærer ham trods alt meget langt på albummets hurtige numre. Tilgengæld er stilskiftet over i blues på “Stay Frosty” noget nær en katastrofe, hvor det lyder som om Roth fuldstændig har mistet orienteringen og farer vild i bandets gumpetunge melodi – klart pladens største “what the hell were they thinking?” øjeblik, men ikke uden absurd underholdningsværdi. Ikke engang en Eddie solo kan redde den fra at være et kuriøst fejlskud.

Så er “Big River”, albummets næstsidste nummer, noget mere vellykket, faktisk et af de bedste på “A Different Kind Of Truth”. Sangen lyder som om Van Halen har givet Creedence Clearwater Revival og ZZ Top en 80er metal make over, og det fungerer fortræffeligt. “Big River”, og det sidste nummer “Beats Workin”, runder pladen af på opløftende vis, hvilket sørger for at stål-toget Van Halen, afbilledet på coveret, ikke afsporer sig selv på dette comeback album. Måske havde det været bedre at starte albummet med disse to sange og droppet de første to fuldstændig? Så havde Van Halen ekspressen muligvis fremstået mere kraftfuld end tilfældet er nu.

“A Different Kind Of Truth” er ikke et dårligt album, det føles blot lidt overflødigt og unødvendigt – hvad skal jeg bruge det her til i 2012? Det indtryk forbedres ikke ved at dele af albummet er skitser fra 70erne, der er blevet støvet af og gjort færdige, det er såvidt fint nok, men måske man skulle have nøjes med at gøre de sange færdige og smidt dem på en opsamling, sammen med 2-3 af de bedste nye?

Jeg vil bestemt ikke udelukke at mange gamle Van Halen fans vil kunne få større fornøjelse ud af “A Different Kind Of Truth” end undertegnede, jeg har ikke det store forhold til gruppen ud over at jeg er bekendt med Diamond Dave’s eskapader og tosserier, og respekterer Eddie’s guitargud status. Men er man gammel fan, så får man sikkert et solidt nostalgi kick ud af at lytte til albummet, også selvom materialet svinger i kvalitet. Det er der heller ikke noget galt i på nogen måde, en tur ned af memory lane er altid velkommen, men meget mere kan bandet nok heller ikke opnå med denne udgivelse – tvivler på dette resulterer i nye passagerer på Van Halen bumletoget.

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here