Um Gajo é Parvo: Disco Panda ★★★★☆☆

1
630
views

Um Gajo é Parvo dækker over et København-baseret én-mands projekt fra Gilberto Miranda, der bevæbnet med blandt andet et Casio legetøjskeyboard og en elektrisk guitar, tilsat musikalsk anarkisme og punket attitude, leger sig igennem 9 genre- udforskende numre.

Er Disco Panda en kende rodet og stedvis lige lovlig fjollet? Absolut, men Um Gajo é Parvo er samtidig et særdeles charmerende og uprætentiøst selskab, der gør at man hygger sig igennem de fleste af udflugterne.

Det er faktisk kun i country/redneck pastichen “Freedom Fairy Tale”, at mit smil for alvor stivner. Her bliver fjolleriet, ikke mindst på vokal, for meget af det gode. Det er tydeligvis ment for sjov, når Gilberto kaster sig ud i en groft karikeret sydstatsaccent, der lyder som en hillbilly udgave af den svenske kok fra Muppet Show. Men det bliver temmelig hurtigt anstrengende, ligesom den tilhørende musikalske stiløvelse også virker lidt overflødig.

Det er ikke det eneste sted på Disco Panda man undrer sig lidt over, hvor man mon skal hen, men de fleste andre steder fungerer det bare bedre. Og finder en balance mellem det fjollede og legende, som jeg kan sætte pris på som lytter – så det ikke fremstår som noget, der er optaget blot for at more Gilberto selv.

Bedste eksempel herpå er måske titelnummeret “Disco Panda”, hvor der leges og loopes løs med en primitiv “robot stemme”, der blot gentager “Disco Panda” i utallige variationer, ovenpå et skamløst simpelt og voldsomt iørefaldende beat og keyboard melodi. Jeg ved ikke om det er et, der var forprogrammeret på Casio legetøjskeyboardet, men det sætter sig på hjernen som kendingsmelodier fra gamle C64 platform spil af den afhængighedsskabende slags. Det burde måske ikke fungere, men det gør det.

I skarp kontrast hertil er den meget mere seriøse, og reaktivt straight forward, stil og klang på numre som afslutteren “Candid” og “Here It Comes” midt på albummet. Sidstnævnte lyder som den slags lofi indie støj-pop man måske kunne finde på et Jacob Faurholt/Crystal Shipsss album, mens førstnævnte albumlukker bevæger sig endnu længere ud i det drømme-tågede og psykedeliske, i løbet af sine næsten 7 stenede og lettere udkoksede minutter.

De to “ender” mødes på en meget vellykket facon i den forrygende “Japanziti/She’s Gone Away”, der blander melodisk larmende støj-rock med en energisk computerspilsklang. Tempo og intensitet stiger sangen igennem, så man har svært ved ikke bare at rejse sig og begynde at danse en “seizure” dans. På en eller anden måde, lyder det som en endnu mere rå og primitiv udgave af tidlig Junior Senior?

På den efterfølgende “The Southern Beach” får vi så pludselig, en sikkert tiltrængt, dasetur i strandkanten. Stemningen er tilbagelænet, nærmest dvask, det er dejligt varmt og du kan høre vandet skvulpe. Men den roligt fremførte, lyse vokal har, tempoet tiltrods, noget der grænser til noget skingert over sig. Næsten som om den overstyrer, uden helt at komme så langt ud. Det giver det ellers beroligende nummer en snert af uro og skævhed, så man alligevel ikke kan føle sig helt sikker på, hvad der lurer lige om hjørnet.

“Afraid of people/afraid of freedom”, lyder det blandt andet fra en stærkt forvrænget stemme i den efterfølgende “Samarra”. En anderledes skurrende, kantet, trodsig og konfronterende sag, der viser Disco Pandaen bestemt ikke udelukkende er kommet for at danse.

Det trækker mildt sagt i en del retninger, hvilket der bestemt ikke lægges skjul på fra “About A Dog” åbner pladen, hvor instrumentalrock møder Casio dansebeatet for første gang. Det er en fin indikator på det der venter og en opsummering af fordelene og ulemperne ved Disco Panda. Som isoleret nummer fungerer det godt, og har sin egen skæve charme. Men så er vi også allerede videre.Og tilbage igen. På afveje og ad omveje, inden albummet forsvinder ud i tågen.

Det giver et meget flagrende og fragmenteret helhedsindtryk, men jeg ved heller om det er meningen, at det skal anskues eller bedømmes som samlet værk? Kigger man på det som små, musikalske lege og øjebliksbilleder, så er der rigtig mange sjove og medrivende påfund i rodebunken.

Skulle jeg foreslå en retning fremadrettet, så ville jeg måske prøve, at se hvor langt man kunne køre Casio stilen ud og få Pandaen til at danse.

Vi ender på 4 stilforvirrede upcoming stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Um Gajo é Parvo på facebook og bandcamp

1 COMMENT

  1. Hej Ken,

    Tak for en dejlig anmedelse.

    Panda Hugs,

    Gilberto Miranda (Um Gajo é Parvo)

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here