UHØRT ’16: The White Dominos, Royal Scenen, d. 13/8 ★★★★★☆

0
567
views

Lørdag aften spillede The White Dominos UHØRT op fra halv-slap, mens mørket sænkede sig og folk stille og roligt blev mere og mere modtagelige overfor bandets imødekommende rock ‘n roll. Der skulle arbejdes lidt for det, men sejren var aldrig i fare – dertil er det her band simpelthen for dygtigt og i total kontrol.

Jeg følte mig næsten lidt snydt, da de sidste strofer af afslutteren “Like A Ghost” fortonede sig i det omsluttende mørke over Refhaleøen. Man kunne sgu godt have klaret et kvarters tid mere, og det er ikke lige hver gang jeg har det sådan, når jeg  står overfor et band, som jeg har et begrænset forhåndskendskab til.

Men The White Dominos fangede mig denne aften, ikke mindst i kraft af deres indlysende evner på en scene. Det virkede som et band, som det ville være umådeligt svært at hyle ud af den. Så petitesser som en defekt eller forkert indstillet spot, der gjorde at forsangeren koncerten igennem, som eneste bandmedlem, stod i et mørkt vakuum på scenen, og et indledningsvis lidt tilbageholdende publikum, blev ikke engang registreret – lod det til. Det her var et band med en plan og styr på sagerne, og med en intuitiv forståelse for, hvordan man bygger et sæt op og leverer varen.

Den form for professionalisme og overblik var kort og godt en sand fornøjelse at være vidne til, og det var vel at mærke uden, at koncerten kom til at føles for kontrolleret eller perfektionistisk. Det var bare et band med styr på deres shit og deraf følgende overskud og koncentration til, at fokusere på det, det hele handler om- musikken.

DER var forsanger Jonas Sharp, der ellers måtte leve uden spotlys på scenen
DER var forsanger Jonas Sharpe, der ellers måtte leve uden spotlys på scenen

Netop musikken kunne ellers godt være lidt i farezonen for at krænge over til det netop kontrollerede og tøjlede. Da jeg tidligere på ugen begyndte at lytte til bandets EP fra sidste efter år, On To Something, var jeg ikke helt solgt. Eller, jeg var måske ikke helt med på hvor bandet ville hen med det her. Det er på en måde både lidt over the top, med en vokal der rammer et højt og lyst toneleje i længere passager og en næsten for skarpt skåret sangskrivning, samt en lyd der i mine ører godt kunne klare nogle flere knubs og rifter.

Men, det er vokset på mig, stille og roligt, så jeg nu er begyndt at “uh uh uh’e” med og “være med på den”. Det vidner vel et eller andet sted om, at det er nogle stærke numre bandet har. Faktisk så stærke, at jeg stod der og var smart i mørket og var sikker på jeg kendte åbneren “Pick Me Up”. Det er så bare ikke muligt, for den optræder ingen af de steder jeg har lyttet til bandets musik? Ditto for et nummer som “Give It Up”senere i sættet, hvor bandets klang  nærmede sig Queens of the Stone Age, i deres mest pop-soulede hjørne som på “Make It Wit Chu”.

Det siger noget om genkendelighed, en rød tråd og at der er styr på udtrykket. Onde tunger ville måske sige, at det er fordi de genbruger virkemidler fra nummer til nummer, lidt “uh uh her og der”, “lidt melodisk opbygning” og så “det iørefaldende omkvæd”, bundet sammen af en strømlinet klang.

_MG_5421 (2)

Ja og nej, på et nummer som eksempelvis “This Far”, eller nævnte “Like A Ghost”, minder The White Dominos’ klang og fremgangsmåde lidt om et band som Kasabian. Men, hvor jeg sidder med en fornemmelse af at sidde og lytte til musik sat på en nøje udregnet matematisk formel, når jeg lytter til mange Kasabian numre, så er det jeg hører her lidt anderledes, og måske mere simpelt: gode sange. Leveret af et band der er gode sangskrivere.

Jeg noterede mig således også, at det sæt som bandet ganske fermt havde fået sat sammen, heller ikke indeholdt et eneste svagt nummer, eller et man ville kunne kalde fyld. Der var en mening med rækkefølgen, de fik disponeret deres 30 minutter nærmest optimalt og formåede trods den relativt begrænsede spilletid, at få sættet til at følge en opbygning og narrativ, så det føltes som en “rigtig” koncert.

Der blev også plads til et par taksigelser fra 3 ud af 4 mand på scenen, det er mig der takker, og et lille spontant (?) øjeblik inden “Doyouwannarunaway?”, hvor de første sekunder af temaet fra Beverly Hills 90210 sneg sig ind. Et eksempel på, at nok havde bandet styr på formerne, men ikke så meget at man ikke lige kan give den lidt røg hist og her – det var nok også cirka HER, at bandet for alvor fik skovlen under publikum. Folk stod sådan set og vuggede fin med inden, men skulle liiiiige se de her aarhusianere an, men den lille afstikker på guitaren lod til at få de sidste parader ned.

Dermed kom det også til at virke ekstra godt, da bandet tog den helt ned med den roligt opbyggende, ballade-prægede “Only Light”, hvor bandet havde samlet mod nok til, at kaste sig ud i noget opfordring til sing-a-long mod slut i det flotte, stemningsfulde nummer. Og de slap sgu fra det med æren i behold, det var ikke Queen på Wembley sing-a-long, men i forhold til at man må formode, at en stor del af de fremmødte ikke kendte nummeret, så var det hæderligt. Og nu kender de den!

_MG_5465 (2)

Nummeret gav også guitarist Daniel Bundgaard Potts mulighed for at fyre en veltimet og trimmet solo af, den kunne godt have været længere, men igen siger det noget om bandets sans for dosering af virkemidlerne, at man stod og hungrede efter mere. I det hele taget er The White Dominos lidt af en velsmurt musikalsk maskine, der også havde en fornuftig lyd på deres side, modsat nogle af de andre navne, i sær dagen før, på Royal Scenen. Havde der ikke været tilpas knald på instrumenterne, så havde forsanger Jonas Sharpe nok løbet med opmærksomheden.

For godt nok blev han snydt for et spotlight og var svær at se, men til gengæld, og heldigvis, gik hans vokal rent igennem. Igen var jeg lidt forbeholden, da jeg begyndte at lytte til bandets materiale, det lød sådan set godt, klart og rent, men også lidt højstemt, gennemtrængende og… pænt? Det gør det også live, men her kom kraften og gløden i stemmen mere til sin ret, eller jeg lagde bare bedre mærke til den, og hvor meget luft der egentlig var i, og omkring, vokalen, trods det periodevis høje toneleje.

Og det er også den overordnede fornemmelse jeg sidder tilbage med om The White Dominos som band, ja, det måtte gerne kradse LIDT mere hist og her, men det er også fordi jeg netop føler, at der er luft til endnu mere i det her band. Det virker simpelthen, som om de har overskud og flere kræfter, som de kun slipper løs i velovervejede portioner, på de helt rigtige tidspunkter.

Det er bestemt ikke en dårlig ting eller noget der er alle bands forundt, slet ikke i det uhørte vækstlag. 5 stjerner for en (for!) kort men formfuldendt koncertoplevelse.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here