expand
GFR
GFR

WordPress database error: [You have an error in your SQL syntax; check the manual that corresponds to your MariaDB server version for the right syntax to use near ') ORDER BY menu_order ASC' at line 3]
SELECT ID FROM wp_posts WHERE post_type = 'attachment' AND ID in () ORDER BY menu_order ASC

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Aksglæde demonstrerede fredag aften på Uhørt Festival, at der er masser af potentiale i bandet, både det der allerede skinner igennem, men også det der lurer lige under den charmerende overflade, når de dansksprogede funk-pop/rock gutter får luget ud i de sidste børnesygdomme og tager skridtet videre.

Jeg siger ikke, at bandet kommer til at skrive evergreens der bliver folkeeje, som CV Jørgensen, Sebastian eller Kim Larsen (uden sammenligning i øvrigt), men jeg forstår ganske enkelt ikke, at bandet og deres smittende numre ikke allerede er nået meget længere ud end tilfældet er? Det er sgu da skidegod popmusik det her, tilmed popmusik med noget på hjerte og mellem ørerne, som er let og ligetil men alligevel har en kant og skævhed, så det burde appellere bredt. Nå, kommer tid…

Den tid kan den velspillende gruppe så passende bruge på, at høvle de sidste knaster af udtrykket og få luget en lille smule ud i livelyden, der, med al respekt, blev en lille smule gymnasie-funket på en scene. På den selvbetitlede EP fra foråret synes jeg bandet fandt balancen og en lyd med plads til funk-elementet, som fungerede, ja, ligefrem svingede på funky vis. Live gik der periodevis lidt halv-flad skolefestband i den, selvom de spillede kompetent nok. Igen kan noget af “skylden” tilskrives den lidt flade livelyd, som jeg også slog ned på under Forever Still. Hvordan kan der være 6 mand på scenen, men det eneste man virkelig kan høre er vokalen og momentvis en guitar? Hvor var den dybe, funky bas, trommebunden og den gennemtrængende, sommerlige og smittende guitarklang fra EP’en?

Selfie-tid!

Selfie-tid!

Nuvel, heldigvis sang frontmand Jacob Aksglæde bedre end jeg havde frygtet live, han har, og det er ikke ment som nogen fornærmelse, ikke verdens største eller skønneste røst i studieudgaven i ren teknisk forstand, men den fungerer fortrinligt i Aksglædes univers og emmer af personlighed, så frygtede lidt den kunne blive et svagt led på en scene. Overhovedet ikke, musicalstjerne bliver han (tak skæbne) nok ikke, men no sweat, det fungerede fint her. Hvad der mangler af egentlig “styrke” i vokalens klang, det kompenseres der til fulde med ved timing, skævhed, charme, varme, noget kækt og en naturlighed, der gør helhedsoplevelsen helt poetisk. Den har sin egen stemme og rytme, som lyder lige nøjagtig som den skal – hvilket egentlig er et skudsmål man kunne hæfte på hele Aksglæde som band og deres sange.

Numre som åbneren “Svaghed i mit kød” og den efterfølgende “To takter fra en Tinnitus” viste et band, der som jeg havde forventet og håbet efter EP’en, svinger på en uhyre naturlig og organisk måde. Det er ikke perfekt og “lige efter bogen”, der er nogle unoder, krumspring, omveje, en flabet kant og drenget charme over foretagendet, med den underspillede, men frække, gavtyv Jacob Aksglæde i centrum. Der er en flabet kant og en lethed, ja, næsten noget misundelsesværdigt ungt, uskyldigt og ubekymret over det. Men så komme man i tanke om at den tid som Aksglæde lyder som om de kredser om, slut-teenage årene/start-20’erne var alt andet end uskyldige, og at man selv bestemt ikke var nogen engel.

Et stk. gavtyv

Et stk. gavtyv

Det rummer numre som ovennævnte også, hvor man netop har et funked op underliv, en hjerne der er i ens følelser og lysters vold – kombineret med en utrolig svaghed i sit kød, der for en stund kan tilsidesætte al sund fornuft og god opdragelse. Man ender måske med at kunne lide den måde du græder på, som den egentlig, for dette pop-univers, ret kyniske og selvudleverende “Jeg kan lide den måde du græder på” kredser om. Det er her Aksglæde har et ekstra niveau og flere tangenter at spille på, end andre kunstnere som de måske ville blive sat i bås sammen med. Glem båsen, prøv at se hele den pakke dette band præsenterer – der er altså noget at komme efter.

Men, som indledningen indikerede, også noget at bygge videre på, i hvert fald live. For trods de roser jeg indtil videre har uddelt, så er der små torne i buketten som Aksglæde, især som live-band, måske kunne være opmærksomme på. Under gennembrudshittet “Lille Taarbæktøs”, som virkelig også bare skriger af hit og er svær ikke at nynne med på, så slog det mig, hvor mange der stod og ævlede og kævlede omkring mig, selvom jeg havde bevæget mig godt frem mod scenelyset derude i mørket.

Aksglæde og de mørke silhuetter

Aksglæde og de mørke silhuetter

Det kan skyldes mange faktorer, deriblandt den nævnte lidt mangelfulde lyd og publikums stigende promille, efter en sikkert lang dag, men også noget bandet måske skal være lidt opmærksomme på når de optræder. Det kan næsten komme til at virke FOR afslappet, tangerende det magelige, når de står deroppe, som om det næsten er for nemt for dem? Ja, det kan lyde som en underlig kritik, at nogen virker for sikre og tilmed afslappede omkring det, og jeg ved heller ikke hvad man kan gøre ved det som sådan? Altså, mere pondus på nævnte, og efterhånden fortærskede lyd, havde nok løst noget af det, jeg kunne høre røgmaskinen overdøve bandet af og til for himlens skyld, men ja… Måske udstråle lidt mere… tænding? Det var faretruende tæt på, at bandet var ved at tabe store dele af publikum i sættets anden del, ikke mindst under et helt nyt nummer, hvilket jo kan ske når folk ikke kender sangen, men det virkede alligevel som om publikum her trængte til, at bandet lige tog dem ved hånden og hev dem tilbage.

Det gjorde de så med afslutteren “Fantomfølelser”, som er så fremragende et nummer, at den nærmest føltes for kort og sluttede så abrupt, at man kortvarigt troede det var en kunstpause.

Vi ender på 4 stjerner med pil op ad til et orkester, der hvis de vil det, kun lige er begyndt og har endnu flere krummer i sig end man har fået lov til at smage på indtil nu.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard Thomsen

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Notice: Undefined index: disable_share_linkedin in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 50 Notice: Undefined index: disable_share_twitter in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 54 Notice: Undefined index: disable_share_digg in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 58