Udvalgte koncerter i København, uge 6

0
1041
views

Nå, så nærmer vi os allerede vinterferien, det ræser afsted, undtagen på spillestederne, der lige tager sig en mindre slapper – noget er der dog, at kaste sig over.

Vi lægger ud torsdag med en tur i Sneum Instituttet, der ligger på Spillestedet Stengade, hvor man i denne omgang præsenteres for den instrumentale rockduo Fossils. Dem, og deres, med forlov, primitive rockrabalder, er der seriøst smæk på!

En guitar, et trommesæt og fuld fart derudaf med en række korte numre, som rummer ikke så lidt fascination for kød. Det kunne man blandt andet høre på det eksplosive album Flesh Hammer, som Thomas tildelte topkarakter tilbage i februar måned 2014. Ja, der er sgu’ gået 4 år. I tiden efter har duoen udsendt albummet The Meating, hvor en række af deres numre blev tilføjet gæstevokalister, samt livepladen Altered Steaks – ja, meat puns er et varemærke her.

Inden koncerten er der en såkaldt artist talk, styret af Jan Sneum.

Spillestedet Stengade // d. 8/2 // Kl. 20.00 // 80 kr.

Der er endnu mere kød i disken fredag, hvor vi har 3 forskellige tilbud med. På Beta er det kollegaerne fra Metal A Day, der præsenterer 3 navne i den tungere ende af spektret.

Du får grum hard/metalcore fra Psy:Code, der er aktulle med albummet Mørke, som Jonas anmeldte sidste efterår. Selvom pladen ikke helt fik ram på ham, så roste han især de mere langsomme og opbyggende numre, og nævnte at det bestemt ikke var en udgivelse uden visse kvaliteter.

De sidste to navne har vi stadig til gode at anmelde, dog er der en under opsejling (den losser godt igennem!) med metalcorebandet Silent Fracture, mens døds-thrasherne Wrath of Belial indtil videre har undgået vores radar.

Beta // d. 9/2 // Kl. 21.00 // 95/125 kr.

I Templet i Lyngby står den på folk-pop fra Heimatt, som vi har en smule i arkivet med, dog ikke den nyeste plade, der udkom sidste efterår og som vi ikke nåede, at få samlet op. Heimatt’s forrige skive fik vi dog anmeldt tilbage i 2015, hvor Thomas savnede flere mindeværdige numre blandt de 10 der var på albummet, dog roste han vokalen:

“(Dog) har de i forsanger Magnus Grilstad et stærkt kort, hans meget markante stemme og specielt accent, kan måske for nogen være en tilvænningssag, det var det for undertegnede, men det laver ikke om på, at den er et bærende og unikt element i mange af bandets sange”.

Vi har også oplevet gruppen live en enkelt gang, da de i 2014 spillede på Roskilde Rising.

Support: Jeppe Almskou

Templet // d. 9/2 // Kl. 20.00 // 90/110 kr.

Vi lukker fredagen på Loppen, hvor der er dømt dansk rock fra “supergruppen” Childrenn. Godt nok har bandmedlemmerne en for- og nutid i en række prominente bands, men de har nu også allerede over 2 plader fået markeret sig under Childrenn banneret.

Debuten Animale fra 2016 blandede krautrock/noise, moderne psych og tung rock med stor succes, mens opfølgeren International Exit fra sidste år mere lød som en hardrock musical, ifølge Jonas: ” En hard rock musical om undergangen, og heldigvis på den gode måde, hvor det bliver storladent uden at være fesent”.

Vi har også fanget bandet live et par gange, først i Aarhus og senest da de viste tænder på Roskilde Rising forrige år.

“Bandet lyder, på bedst tænkelige måde, som om de har åbnet døren ned til kælderen, snubler i døråbningen, vælter ned af trappen, og begynder at spille og synge mens de ruller rundt ovenpå hinanden- og bare fortsætter som om intet var hændt efter landingen. Det er smadret, skramler og larmer, så det lyder lige tilpas upoleret til at fremstå cool, fremfor sløset”.

Således beskrev jeg indledningsvis Angry Skeletons og den lyd de bragede igennem med på EPen Slightly hostile/Real friendly, som jeg sendte 5 stjerner efter i december måned. De skal sørge for, at få gang i skidtet denne fredag aften.

Loppen // d. 9/2 // Kl. 21.00 // 70 kr.

Vi har nævnt Roskilde Rising et par gange i denne omgang, og den spidse scene skal på banen igen når vi kaster et blik på Lørdag. På Ideal Bar er der nemlig svensk indiepop fra gruppen Hater der, ja, spillede på Rising sidste sommer og efterlod en god figur. Jeg havde et godt øje til gruppen allerede inden festivalen, da jeg lyttede udvalgte navne fra programmet igennem.

Faktisk syntes jeg, at Hater lød så stærke og “klar”, at de sagtens kunne have hoppet over Rising og spillet på Pavilion, på den “rigtige” festival.

Den danske support, Rainbrother, oplevede jeg også live sidste år, da jeg fangede gruppen på Uhørt. Da virkede folkrock gruppen (med mere, for de har virkelig en bred lyd live) også kompetente og klar nok til, med al respekt, lidt større scener. Det er da heller ikke just et uerfarent band, slet ikke live, hvor de også demonstrerede stor alsidighed. Ikke mindst i forhold til den mere strømlinede, men godt flydende, lyd de præsenterede på albummet Tales From the Drought, som jeg anmeldte i januar 2017.

Ideal Bar // d. 10/2 // Kl. 20.00 // 125 kr.

Vi runder denne omgang af med De Forbandede Loppen. Bandet, der sidste år udsendte hele to plader, er i min optik et af de mere spændende herhjemme. De udspringer et eller andet sted fra den psykedeliske rock, med et ret markant orgel i deres lyd, og nogle temmelig syrede tekster, der også sagtens kunne være beat-digte. Men, de er også hårdt rockende, udsyrede, tunge, udsvævende, lige på og hårdt og stedvis dansable, og altså, ret produktive  – og i noget der virker som konstant udvikling og forandring.

Debutpladen, der egentlig er deres 3 første EP’er plus 2 nyere numre, er det med den mest tydelige indflydelse fra psychrocken, mens Den Evige Nat, fra december måned, bygger videre og ovenpå. Så fang dem live, hvor de også formår at skabe stemning, som vi selv oplevede på Gutter Island 2016.

Support: Lazy Queen

Loppen // d. 10/2 // Kl. 21.00 // 70 kr.

Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Rainbrother, Uhørt ’17

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here