Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 20

Udvalgte koncerter i København, uge 20

2756
0

Vi nærmer os stille og roligt juni, hvor der går festival ræs i den for alvor og spillestederne skruer ned for blusset. Så vi nærmer og også det sidste koncertkig på denne side af sommerferien, meeen, inden vi når så langt….

Så har vi lige en uge, eller tre dage er det jo egentlig i dette tilfælde, med et kompakt program, i hvert fald fredag og lørdag. Men første lige en lille tyvstart torsdag aften, hvor du kan tilbringe nogle stunder sammen med The Handsome FamilyLoppen.

Navnet dækker over det amerikanske ægtepar Brett og Rennie Sparks, på henholdsvis vokal, guitar og keys og vokal, bas og banjo. Og så går det ellers derudaf med americana, som du blandt andet har kunnet høre i første sæson af True Detective, der brugte det stemningsfulde nummer “Far From Any Road” som titelsang. Bandet har dog 10 albums i bagagen, så der er nok at plukke fra.

Opvarmningen sørger canadiske, men dansk bosatte, Of The Valley for.

Loppen // d. 18/5 // Kl. 20.30 // 140 kr.

Hopper vi til fredag så er det første af fire punkter på dagens tjekliste Beta på Amager, hvor den står på noget så hverdagsagtigt som polsk instrumental prog post-rock/metal fra Tides From Nebula. Dem ved jeg ikke meget om, til gengæld er opvarmningen, som så ofte før, dansk og noget vi har materiale med i arkivet, så lad os gå på rov der.

Vi har anmeldt to udgivelser fra post-rockende Late Night Venture, begge til 4 stjerner. Først Pioneers Of Spaceflight helt tilbage i oktober 2012 og senest Tychonians i november 2015. Men Troels-Henrik fangede dem også live i februar i år, hvor han blandt andet skrev følgende i hans 5-stjernede anmeldelse:

“Late Night Venture viste et usædvanligt overskud, en tydelighed i musikken og hvad der skulle foregå – og en brutalitet som man godt kan savne i de genredefinerende post-rockbands”. Læs hele anmeldelsen HER

Beta // d. 19/5 // Kl. 21.00 // 125/150 kr.




Så har vi et farvel fredag aften! Det er efterhånden noget tid siden, at Förtress annoncerede, at de pakkede hytteosten og sagde tak for turen med en sidste koncert. Den finder sted fredag aften på Loppen, hvor du altså kan nyde rock og flotte mandekroppe for sidste gang – i hvert fald i den indpakning.

Over årene har vi anmeldt bandet flere gange, både udgivelser og live, hvor det er blevet til koncerter på Roskilde Rising i 2014 og seneste, sidste år i marts, hvor Jonas fangede dem på Radar i Aarhus:

“Bandet virker som en tight enhed, en velsmurt maskine, som tromler hen over et publikum, som glade tager i mod. Således falder numre som ‘Bitch Demon’ og den glimrende bøffel-hjord buldrende ‘Stampede’ tydeligvis i god jord, og på sidstnævnte går Förtress’ blanding af råbekor og heavy nærmest op i en højere enhed af en art, understøttet af bandets umiskendelige energi”.

SEA er tilføjet som support.

Loppen // d. 19/5 // Kl. 21.00 // 70 kr.

Noget helt andet finder vi i Kulturhuset Islands Brygge, der byder under overskriften Waves & Tales præsenterer 3 upcoming navne. Du får singer songwriter/post-punk/jazz fra Blå Minder, hip hop blandet med indie og electro-pop fra ISRA og endelig er der Amelifé.

Hvordan beskriver man bedst Amelifé? Det bliver kaldt en “totaloplevelse”, der også inkluderer dans, visuals og musik, vel nærmest en form for musikalsk performance art?

Kulturhuset Islands Brygge // d. 19/5 // Kl. 20.00 // 60 kr.

https://vimeo.com/203276664

Sidste punkt fredag er High Voltage, hvor man sikkert kan få dobbelt op af det ene og det andet, heriblandt dansk heavy metal. Witch Cross er hovednavnet, og er vel slags semi-legendarisk/kultband indenfor dansk metal, men det er opvarmningen, Steel Inferno, som vi har en anmeldelse af i arkivet.

Bandet udsendte nemlig en omgang rå og upoleret heavy, som jeg sendte 4 stjerner efter da jeg anmeldte albummet Aesthetics Of Decay tilbage i december måned sidste år:

“Bandet spiller, lidt firkantet sagt, god, gammeldaws thrash med tonser tendenser blandet med noget power, heavy og NWOBHM – med det twist at vokalen leveres af en kvinde. Hun vil muligvis også være lidt af et springende punkt for nogle lyttere, for det første for stokkonservative metalpuritanere, naturligvis, men måske mest af alt fordi der (ligesom i nogen grad selve musikken) er noget uskolet og utøjlet over hendes levering og stemmeføring”. Resten af anmeldelsen kan læses HER

High Voltage // d. 19/5 // Kl. 22.00 // 100 kr.

Så er vi nået til lørdag, hvor den da bare skal have en ordentlig en over nakken! Vi har bragt så meget med og om Helhorse gennem tiden, at arkivet tilsyneladende er brudt lidt sammen og ikke længere får alt med. System overload!

Det var jeg også lige ved at få sidst jeg oplevede bandet live, på Copenhell sidste sommer, hvor jeg reelt var i tvivl om det var en af de værste, eller en af de bedste, koncerter med bandet jeg havde overværet?! De gav den gas, ligesom de gjorde et par år tidligere på samme festival, bare på en mindre scene. Eller sammen med The Psych Project på Roskilde Festival. Eller på Beta til Headbangers Ball, eller i Aarhus?

Den får altid fuld smadder, no fucks given, som de også forklarede i dette interview, og så må man prøve at hægte sig på – eller håbe man ikke bliver trampet ned.

Også på album er det gået godt, der var bred enighed om her i lejren, at albummet Oh Death fra 2014 var en lækkerbisken, mens deres selvbetitlede opfølger fra sidste år delte vandene lidt mere.

Lørdag aften er det så Albertslund og Forbrænding der står for skud.

Support: Hearteater

Forbrændingen // d. 20/5 // Kl. 20.00 // 119/149 kr.




FØLGENDE ER AFLYST, DA VAMPIRE BLOW ER GÅET PÅ TIDSUBESTEMT PAUSE:

Så skal vi til et andet band, som vi ligeledes ar tastet en del ord om gennem årene, men som der har været lidt stille omkring det seneste års tid. Måske fordi der har været travlhed pga. andre projekter som Masasolo?

Vampire Blow er bandet, og Beta er stedet, hvor de igen får lov til at spille med rockmusklern. Deres ret åbne tilgang til rockgenren har tidligere bragt dem en tur i Karrierekanonen, på Spot Festival, og resulteret i 4 stjerner her på siden for albummet Unicorn. 4 stjerner blev det også til, da jeg oplevede bandet på forrige års Uhørt Festival, mens Troels-Henrik dog var helt oppe på 5’er-klingen, da han oplevede bandet give den max gas på HeadQuarters foran en lille publikumsskare, for et års tid siden.

Beta // d. 20/5 // Kl. 21.00 // 125/150 kr.

OVENSTÅENDE ER AFLYST, DA VAMPIRE BLOW ER GÅET PÅ TIDSUBESTEMT PAUSE

Og lad os da bare lukke festen med en tuuuung bassemand, sludge/doom trioen Dirt Forge holder nemlig release for deres debutalbum, Soothsayer, på Studenterhuset.

Albummet anmelder jeg til 5 sværvægter stjerner her på siden imorgen, hvor jeg både får rost produktionen, kvaliteten i sangskrivningen og den generelle udvikling bandet har gennemgået siden EPen Ratcatchers:

“Selvom man kan blive helt imponeret over HVOR meget tre mand kan larme, og hvor tungt de kan få skidtet til at lyde, så er der stadig en klarhed i lyden her. Og godt med luft og plads rundt om instrumenterne og vokalen, i en genre der eller af og til kan mudre til. Det synes jeg ikke jeg oplever her, det lyder fedt og klart, på den rigtige måde, hvor det stadig er tungt og beskidt.” Læs resten af anmeldelsen imorgen! (tidsrejse! Det er NU)

Support: Alkymist + TBA

Studenterhuset // d. 20/5 // Kl. 20.00 // 40 kr. (gratis hvis du har billet til Children of the Sun Festival).




Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, Helhorse på Copenhell ’16

Previous articleDeus Otiosus: Opposer ★★★★☆☆
Next articleZRN: Swim ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.