Home Koncerter Udvalgte koncerter i København, uge 1+2

Udvalgte koncerter i København, uge 1+2

3231
1

Så er det tilbage i pitten! Koncertudbuddet er ikke voldsomt i første halvdel af januar, men der er alligevel til lidt mere end en håndfuld, så lad os tage en runde, der dækker de næste to uger.

Vi lægger raskt fra land med en tur på Rust i morgen, hvor der, som så mange gange tidligere, er tre varierede og spændende danske navne på plakaten til en billig penge.

I denne omgang får du klassisk singer songwriter toner med poppede omkvæd fra Barbara Miranda, synth-tunge flader møder dream pop fra North Pulsar og moderne soul fra Alexander Woods.

Sidstnævnte har vi haft et godt øje til her i biksen de seneste par år, hvor det er blevet til anmeldelser af to EP’er. Først var der hele 5 stjerner fra undertegnede til Cold Cancer i maj 2016:

“Bag Kunstnernavnet gemmer sig 23-årige Alexander Schou, der med en blændende vokal går navne som Alex Vargas og James Bay i bedene, med en omgang sjælfuld, grå-blålig men alligevel varm, electro-rocket popmusik. Talentet er åbenlyst, potentialet stort og stjernehimlen indenfor rækkevidde”.

Det blev “kun” til 4 stjerner da Jonas anmeldte efterfølgeren, The Times We Share, i sommers, hvor han mente at nogle af numrene måske blev lidt for overlæssede. En kritik jeg i øvrigt var ret enig i, men det skal bestemt ikke lyde værre end det er – der er virkelig potentiale her.

Rust // d. 5/1 // Kl. 20.30 // 40 kr.




Do you like new shit?! Of course you do, hvad laver du ellers på den her side! Og lørdag er det endnu engang tid til Blastbeast.dk’s årlige The New Shit Showcase, hvor online magasinet præsenterer en række spændende, fremadstormende metalbands i Pumpehuset.

I år består lineuppet af Archives of Alaska, Wölfblood, Heathe, HIRAKI, Morild og Ethereal Kingdoms. Dem har vi, indtil videre, anmeldt 50 % af. Heathe er et ét-mands doomprojekt fra Aalborg med lange, repetitive dunkle flader og druknede rumklangsskrig, mens Archives of Alaska fra Roskilde gør sig i noget metalcore, som Jonas var ret begejstret for, da han lyttede til deres EP sidste år.

Morild har jeg selv haft fornøjelsen af i form af udgivelsen VI, som jeg sendte 5 stjerner efter tilbage i september måned, en EP jeg forresten også havde blandt mine favoritter i år:

“Hvis du er bekendt med navne som deafheaven, eller hjemlige møl og Sunken, så er det i den boldgade Morild også befinder sig. Kontrastfyldt, episk black metal med både heavy og prog elementer, hvor lys og mørke mødes og sød musik opstår. Flosset, skrigende vokal, der nærmest er umulig at afkode hvad synger, jeg ved ikke engang om teksterne er på dansk eller engelsk – det er heller ikke så vigtigt. Og en musik der bølger, bruser og pisker frem og tilbage, op og ned og rundt i cirkler”.

Pumpehuset // d. 6/1 // Kl. 19.00 // 90 kr.

Og efter sådan en kradsbørstig omgang, et lille hop, sceneskift og en puster med noget lidt andet. Fredag d. 12/1 kan du nemlig opleve Julie Maria med band på Beta. Det er pop og tilmed af den efterhånden ret rutinerede slags, Julie Maria debuterede nemlig helt tilbage i 2004. Seneste album, Danse Til Vi Dør, udkom sidste år, men gik af en eller anden grund vores næse forbi.

Support: Per Worm

Beta // d. 12/1 // Kl. 20.00 // 125/150 kr.




Så er freden også forbi, for på Kulturstationen i Vanløse løfter metalbøllerne SpitAnger sløret for nogle nye numre, der følger op på deres succesfulde debut fra slutningen af 2015:

“SpitAnger er et herligt bekendtskab. De lyder på mange måder som noget du har hørt før, især hvis du er fan af 90’er metal, ikke mindst Pantera og Machine Head, men alligevel har de personlighed nok til, at det ikke kammer over i plagiat eller noget der er for velkendt.

Både band og musik oser af spilleglæde, overskud og selvtillid, og det har kraftedeme endda formået at skrive numre der kan bakke attituderne op og binde de mange ender flot sammen, så det hele ikke løber af sporet”.

Nu lander der så en ny EP, som de markerer med denne GRATIS koncert! Free shit!

Kulturstationen Vanløse // d. 12/1 // Kl. 20.00 // Gratis

“Bandet lyder, på bedst tænkelige måde, som om de har åbnet døren ned til kælderen, snubler i døråbningen, vælter ned af trappen, og begynder at spille og synge mens de ruller rundt ovenpå hinanden- og bare fortsætter som om intet var hændt efter landingen. Det er smadret, skramler og larmer, så det lyder lige tilpas upoleret til at fremstå cool, fremfor sløset”.

Således indledte jeg med, at beskrive garage-grunge punkerne Angry Skeletons efter at have lyttet til deres herlige EP, Slightly Hostile/Real Friendly i slutningen af sidste år… altså for ganske nylig!

Denne fredag kan du opleve dem vælte rundt i Ungdomshuset til at punket arrangement sammen med Never og Leizure.

Ungdomshuset // d. 12/1 // Kl. 21.00 // 40 kr.

OBS: When Copenhell Freezes Over er netop meldt udsolgt

Meeeen, balladen stopper ikke her, for dagen efter står den på When Copenhell Freezes Over i Lille Vega! Er det kun metalfolk, der sådan rigtig gider gå ud og lytte til musik i januar? Nå, men der er endnu engang dømt en tung buffet fyldt med lækkerier, hvor af vi har anmeldt en del. Unseen Faith og deres deathcore, samt Konvent og deres doom har vi stadig til gode, at få anmeldt her på siden.




Anyway, Cabal (der også spiller på Roskilde til sommer), har vi fået lyttet til i form af deres grumme debut-EP, Junkyard Drive, som i denne sammenhæng skiller sig lidt ud med deres hardrock, har jeg også anmeldt en skive fra, mens det er blevet til roser både til Dirt Forge‘s EP og debutalbummet fra sidste år:

“Selvom man kan blive helt imponeret over HVOR meget tre mand kan larme, og hvor tungt de kan få skidtet til at lyde, så er der stadig en klarhed i lyden her. Og godt med luft og plads rundt om instrumenterne og vokalen, i en genre der eller af og til kan mudre til. Det synes jeg ikke jeg oplever her, det lyder fedt og klart, på den rigtige måde, hvor det stadig er tungt og beskidt.

Men lyden ville jo ikke have meget at arbejde med, hvis ikke sangene var gode. Det er de heldigvis, og lidt til, i en del tilfælde. Også her er der virkelig sket en udvikling med Dirt Forge siden EP’en, som jeg forresten godt kunne lide, på sådan en rå, primitiv og grim måde”.

Og så er der jo de der BAEST fra Aarhus, som sikkert er ved at blive ramt af metaljanteloven, fordi idioter som mig og andre bliver ved med at rose dem. Jeg har efterhånden lovprist dem utallige gange, ikke mindst for deres koncerter, så her får i lige nyeste svada, da jeg skrev om mine favoritkoncerter fra 2017:

“Jeg har set Baest 3 gange i år, på 3 ret så forskellige festivaler, og kunne, egentlig, have valgt hvilken som helst af de 3 da de hver især viste noget af det bandet er rigtig gode til. At overvinde publikum, få dem med og så save skidtet midt over.

Valget faldt i sidste ende på deres optræden på Roskilde Rising, hvor Copenhell var en slags hjemmebane sejr, under lidt udfordrende omstændigheder, og Uhørt var ren udebane dominans, så var Roskilde “abefesten” i hattricket. Ja, det var vildt og, ja, der var nok en stor del blandt de fremmødte der i en ordentlig Roskilde brandert syntes det “bare” var sjovt, at “lege metal”.

Det synes jeg dog ikke gør noget, og selvom kritiske røster (med rette) efterfølgende var fremme om, at folk ikke helt kendte spillereglerne og potentielt farlige situationer opstod, så er der også en værdi i det. Man er blandt andet nødt til, at starte et sted og lære de der spilleregler at kende, så man kan få nogle erfaringer. Den bane kridtede Baest i den grad op. Og så er der også et eller andet der pirrer mig ved kaos, uforudsigelighed og det farlige i det.

Nej, jeg ønsker ikke brækkede lemmer og hjernerystelser, men på den anden side så er det risikoen, når man kaster uerfarne soldater ud på slagmarken. Så er Roskilde Rising, på alle punkter, forhåbentlig lidt mere hærdet til en anden gang. Tak til Baest for lærestregen, det talte til dyret inde i mig”.

Lille Vega // d. 13/1 // Kl. 18.00 // 165 kr.




Af Ken Damgaard Thomsen

Foto: Lene Damgaard/GFR, BAEST på Uhørt ’17

Previous articleSkoldhed Koldsved: Underhund (EP) ★★★☆☆☆
Next articleMedio September: Herfra ★★★★☆☆

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.