Tyrants And Kings – Danmarks mest nørdede rockband?

0
1736
views

Fokus/interview: Rockbandet Tyrants And Kings har overtaget en gammel bygning på den nedlagte Flyvestation Værløse, hvor de indspiller og nørder løs på 140 kvadratmeter. Undertegnede har været en tur i Måløv, eller et stykke udenfor, og mødt bandet til en snak om musikken, autencitet, de nye omgivelser og om at få det optimale ud af de muligheder man har til rådighed.

Det var ikke fordi omgivelserne ligefrem skreg af rock ‘n roll, da jeg en kold, blæsende, grå og generelt lidt små-trist lørdag eftermiddag i marts, satte kursen mod den nedlagte Flyvestation Værløse, for at møde bandet. Nok hedder den Værløse, men ligger altså et lille stykke udenfor Måløv, i åbent, bakket terræn, hvor man lige skal være klar over, hvor man skal hen for ikke at køre forbi….. og ende hos en autoophugger af en art, der ligner noget fra en amerikansk sydstatsgyser.

Jeg blev mødt af et band, der ikke kun havde fundet vej rent fysisk, men også, om noget, virker som om de ved hvad de vil rent kunstnerisk. Og nu, endelig, har fundet de helt rette omgivelser til at føre den fælles vision ud i livet. På papiret virker det som en skør idé, hvilket bandet heller ikke ligger skjul på i løbet af den 2 timer lange audiens, i en bygning der tidligere har været brugt til at teste flymotorer.

I løbet af mit visit i Måløv skinner denne vision igennem i alt, fra bandets “byg-selv” attitude angående udstyr, anskaffelsen af en gammel mikserpult der kræver megen vedligeholdelse, erhvervelsen af et flygel som nu benyttes til at tage sangskrivningen i en ny retning, til hele projektet med overtagelsen af bygningen på det gamle militærområde.

Marts. Måløv. Moody.
Marts. Måløv. Moody.

Hop ud og svøm!

Ambitiøst? Måske, men, som guitarist/forsanger og sangskriver Dennis Kasten får forklaret flere gange i løbet af mit visit, så lever bandet på mange punkter efter en “hop ud og se om man kan svømme” mentalitet. Den gennemstrømmer også de enkelte bandmedlemmers holdninger og input, der dukker op i løbet af snakken, og bandet generelt – og den måde de gør tingene og arbejder på. Det er trail and error, learning by doing. Det er en pointe, som kommer til at gå som en rød tråd igennem snakken. Som bassist Jens Larsen formulerer det på et tidspunkt, “vi har nok altid været sådan lidt, se hvad vi havde, og få det bedste ud af det – det startede med 2 spor og et øvelokale…”.

Bandet overtog bygningen tilbage i oktober måned sidste år, og har brugt tiden siden på at varme lokalerne helt igennem, så mus og 7 års oparbejdet kulde forsvandt, sætte i stand, flytte grej ind og stadig rode lidt med musikken samtidig med. Det gruppens 4 medlemmer straks faldt for, var det potentiale og mulighederne der lå i bygningen. Ikke mindst fordi det største rum i bygningen, det de nu benytter til at øve og indspille, er fuldstændig lydisoleret og nærmest som skabt til at spille musik i. Trods der er højt til loftet, er der praktisk talt intet ekko i lokalet, hvilket virker både imponerende og lidt sært, når man står og taler i det.

Militært bevogtet rock-område forude!
Militært bevogtet rock-område forude!

Bygningen er blevet sat i stand, og gjort egnet til indspilning, ved vennetjenester af den ene eller den anden art, fra folk som har kunnet se fidusen i projektet – og har syntes det var fedt på en eller anden måde at være en del af det. Ellers kunne det slet ikke lade sig gøre, for det er i følge bandet nærmest umuligt, at tjene penge på rockmusik i Danmark. Eller som det bliver pointeret på et tidspunkt, så kommer de penge og den tid der er lagt i en plade, aldrig nogensinde ind igen, rent indtjeningsmæssigt.

Men hvorfor så lave rockmusik og ovenikøbet på en måde, hvor de måske ikke ligefrem vælger den nemmeste vej? Fordi de ikke kan lade være, fordi et eller andet driver dem hen imod det – ad en rute, hvor man ikke bare sådan kan skyde genvej. Tyrants And Kings er nemlig, om noget, et virkelig nørdet “do it yourself” håndværker band, hvor man i mangel på penge, må prioritere hvad man bruger den sparsomme økonomi på af udstyr. Eller lave det man skal bruge selv!

Håndværk og nørderi

Bevæger man sig væk fra flymotortest-lokalet, forbi noget der ligner en opholdsstue og rummet hvor deres gamle mikserpult står, videre ind i det der kunne blive til et stort køkken, hvor deres ven Flemming roder med nogle kabler og strøm lige nu (eller fiser den af i køkkenet, som Dennis kalder det), kommer man nemlig ind til bandets lille værksted. Og her er det, at det bliver virkelig nørdet. Som Dennis forklarer, så fik de i et anfald af “naiv selvfedme” den indskydelse, at de måske kunne bygge ting de skal bruge selv, og få musikken til at lyde lige så godt, som med udstyr man kan købe. Og så er det, som han påpeger, blevet “et must, at forstå hvad der er bagved og inden i tingene”.

Der håndværkes og nørdes.
Der håndværkes og nørdes.

Jens forklarer, at det egentlig har været sådan siden bandets begyndelse, hvor han og Rune Højmark, (diverse strengeinstrumenter) fandt sammen med Dennis og trommeslager Mads Valther. Det var så skrabet som nærmest muligt, musikken blev lavet på hvad de lige kunne finde, låne og skrabe sammen rundt omkring. “Vi har været heldige, at møde folk, som lige havde et eller andet liggende af gamle ting – som vi kunne se en værdi i og bruge til noget”.

Det inkluderer også førnævnte mikserpult, som bandet uden lige at tænke konsekvenser og omstændigheder igennem, sagde “ja tak” til. Problemet var blot, at det aldrende monstrum fra 70erne befandt sig på 5 sal i en baggård med smal trappe, så det endte med, at de måtte save den i 3 dele og slæbe den ned stykvis. Nå ja, og så lige finde ud hvordan man samlede den igen efterfølgende. Men initiativet og arbejdet er endt med at bære frugt – nu har de deres egen retro-tastiske pult, og pladsen og muligheden for at bruge den.

Nyeste projekt er et mikrofonbyggeri, som Dennis har kastet sig ud i, hvilket efter eget udsagn har kostet utallige søvnløse nætter på nettet, for at søge efter viden og knowhow. Ingen manual, man må prøve sig frem – og trække på viden derfra hvor man kan finde den. Det har blandt andet også resulteret i, at bandet har taget kontakt til gamle lydteknikere i DR, eller andre der kunne lægge inde med viden, og på en måde gået i lære for, at lære gamle håndværk og teknikker, som ellers er ved at gå tabt.

“Det er langsommeligt og der er ikke ret meget viden. Der er masser der har en holdning, men ikke ret mange der ved noget”, fortæller Dennis om projektet, “afstanden mellem at lede efter viden, og så selv at begynde at sidde og lodde, er også ret lang”. Det er her bandet har draget nytte af de gamle rotter i faget, efter lidt snak frem og tilbage om, om man kunne tillade sig at kontakte folk vedrørende den slags. Ikke at bandet har fået denne viden og håndværket foræret, det er ikke blevet gjort for dem. “Det er mere en viden og information om, hvordan tingene fungerer, de gamle rødder har delt ud af – og så er vi blevet sendt hjem for at lave lektier selv”.

Tyrants And Kings, hard at work.
Tyrants And Kings, hard at work.

Det kræver, naturligvis, en vis grundviden om det tekniske, og ikke mindst en ordentlig portion interesse for, hvordan tingene hænger sammen og fungerer ned i den mindste, nørdede detalje. Hvilket selvsagt er nødvendigt når man vælger at anskaffe sig en semi-antikvarisk mikserpult, som kræver megen vedligeholdelse og en hvis teknisk indsigt at holde kørende – i hvert fald hvis man vil gøre tingene selv. “Fuldstændig tåbeligt og åndssvagt projekt”, som Dennis gentagende gange får kaldt det bandet har gang i – “men det er ikke nok for os, bare at få nogen til at lave det for os”.

Der kigger det nørd-gen frem, som er en anden rød tråd gennem alt hvad gruppen foretager sig. Nørderi af lyst og nød. I begyndelsen fordi der ikke var ressourcer til andet end at arbejde med det man havde, men også fordi det er blevet et motiv, og noget der driver bandet fremad – og, ikke mindst, fordi de med tiden har fundet ud af, at det simpelthen er den måde der fungerer bedst for dem.

Autencitet og følelsen af at snyde

Bandets første album (Tyrants And Kings, 2009) blev mikset på sofaen derhjemme, som Dennis formulerer det, og forsætter, “det virker ok for mig, ikke at have uendelige indspilningsmuligheder. Man skal ikke tro, at man kommer frem til målet ved, at springe nogle led over – det kræver utroligt meget tid og arbejde. Alle kan have et lucky punch, men det kræver simpelthen så meget arbejde bare at lave een plade – og meget mere, at lave en rigtig GOD plade!”.

Følelsen af, at man måske nok kunne gøre processen nemmere og mindre omstændelig ved, at bruge mere moderne indspilningsmetoder og hjælpemidler, går igen adskillige gange i løbet af samtalen. Det er ganske enkelt ikke en vej bandet kan eller vil tage. Det er en pointe og et budskab, de enkelte bandmedlemmer, på skift, kredser om, lige meget hvor samtalen så ellers er vandret hen ad. Det er samtidig vigtigt for bandet, at sætte en tyk streg under, at det ikke er en kritik af andre bands, og det at benytte sig af “forældede metoder” (som de selv kalder det), bare er det der føles rigtigt for dem, deres musik og den måde de arbejder bedst på. For når alt kommer til alt, så ER det musikken det handler om – og det der er det absolutte fokus. Hvad er bedst for musikken, og hvordan når de frem til de optimale rammer for den.

Bandets mikserpult fra 70erne.
Bandets mikserpult fra 70erne.

Dennis forklarer, “det handler selvfølgelig også om, at vi føler en vis stolthed ved at gøre, og kunne gøre det, på den her måde”.  Jeg spørger ind til om de selv ville føle at de “snød”, hvis de brugte mere moderne metoder i indspilningsprocessen. “JA, det kan jeg sige helt ærligt”, svarer Dennis. Mads supplerer, “men det er jo kun fordi vi har opdaget, at den her måde at gøre det på, fungerer for os. Det er jo ikke sådan, at vi synes de andre snyder, ved ikke at gøre sådan her”. Rune tilføjer, “det er kun fordi det virker så naturligt for os, det er jo ikke fordi det er sådan et dogme vi har presset ned over hovedet på os selv”. Dennis forsætter, “jeg kan ikke engang selv komme med et eksempel på, hvornår jeg synes det er helt ok, at vi bruger de redskaber vi har til rådighed og hvornår går over til, at vi “snyder”. Men når jeg sidder med det, så ved jeg og kan føle, “ej, det her, det går sgu ikke – ind og spil igen”.

Det perfekte “take” som band

Bandet ønsker nemlig fremover, at undgå brugen af “lagkage-teknik”, hvor man indspiller instrumenter enkeltvis og kan rette, slette og genindspille efterfølgende. På bandets første 3 albums har de benyttet sig af lagkageproduktion af nødvendighed, men deres nye studie giver nye muligheder. Hele molevitten skal indspilles som fuldt band, med et minimum af muligheder for at rette op på fejl efterfølgende – selvom bandet ikke vil kalde sig selv så puritanske, at de ikke kunne finde på at rette en fejl hist og her, hvor det kunne lade sig gøre. Altså med de stenalder redskaber de selv har snittet og hakket til. En tankegang og arbejdsmetode, som igen, er opstået løbende og ved, at bandet har fundet ud af hvordan tingene fungerer bedst for dem selv. Jagten på det perfekte take som band, fremfor det perfekte take på hvert enkelt instrument, er gået ind.

“Det er også det der har tændt os ved det her, muligheden for at kunne få processen på bånd, hvordan lyder det når vi 4 laver musik i samme rum. Det er faktisk første gang, vi har lokaler til at indspille det hele på een gang. Vi har tit snakket om, at det måske nok er der vores største force er”, Dennis bliver kortvarigt afbrudt af Mads, der indskyder, “FOR DET ER I HVERT FALD IKKE  PRESSEFOTOS”. Dennis forsætter, “det, at føle hinandens dynamik og så arbejde med det. I stedet for at følge en skabelon der allerede er lavet, så kan man her følge hinanden. Det andet har vi tidligere gjort af nød. Men vi vil gerne prøve at bevise det andet, at vi kan spille det hele på een gang, og så lyder det ligesom en “lagkage-indspilning” – det kunne være fedt!”.

Gear opstillet under ophæng til flymotor.
Gear opstillet under ophæng til flymotor.

Mads forklarer noget af tankesættet, “vi er ikke blevet klogere på ALT lyd, vi er blevet klogere på VORES lyd. Men der ER også et større billede. Før optimerede man (uddannelse/øvede) inden man indspillede, nu optimerer man efter. Jo federe rammer jeg får, jo mere får jeg lyst til at optimerer INDEN vi går i gang. Jens byder ind, “mange taler om, at fejlprocessen i at lave musik er blevet elimineret, altså det der med at lave fejl eksisterer ikke, fordi du kan klippe alting op. Du bruger ikke fejl til noget, du klipper dem væk. Det der med, at du kan gøre ting godt, og indspille dem, det kræver altså også, at du KAN dem. Det kræver sateme, at man spiller ordentlig, når man gør det på den her måde – ellers bliver man altså afsløret!”.

Lige meget hvad snakken drejer sig om, så fornemmer man klart, at stolthed over at kunne gøre tingene selv, og ordentligt, samt den troværdighed og autencitet det kan give bandets rockmusik, er ekstremt vigtigt for samtlige medlemmer af Tyrants And Kings – uden at de virker højrøvede, eller giver udtryk for, at de dermed  synes de er bedre, eller mere ægte end andre.

Spejderånd og hyperrealisme

Dennis vender gentagende gange tilbage til et af de centrale omdrejningspunkter; det handler i bund og grund bare om, hvad der er nemmest for Tyrants And Kings, og ikke så meget andet.

“….for os er det en nemmere måde at gøre det på, end skulle sidde ved en computer – som virker mere omstændelig for os! Jeg ved ikke hvorfor, men sådan har det bare vist sig at være?! Det er sådan set lige meget for os, om vi har alt det her grej eller ej, men det er bare nemmere, at vi har! Jeg er fuldstændig sikker på, at hvis du er dygtig nok til at bruge en computer, eksempelvis kører alle dine guitareffekter igennem en computer i stedet for at stå med tusind pedaler, så kan de komme til at lyde fuldstændig lige så godt – men det er bare ikke en måde vi kan gøre det på. Det er meget, meget nemmere for os at håndtere, at vi kan gå og rette til ved, at dreje på en knap her og der. Og hvis der er noget der er gået i stykker, så er det ikke en fil der er blevet slettet på en laptop. Så er det sikkert bare et kabel der er røget – det virker for mig meget, meget nemmere at fejlsøge”.

Sangskriveren er dog på ingen måde sikker på, at det for udenforstående på nogen måde vil kunne høres på bandets musik fremover, “men det gør en stoltheds-forskel. For os 4 gør det et eller andet, at der er en form for spejderånd omkring det”.

Frisk luft til spejderne.
Frisk luft til spejderne.

Snakken kommer også ind omkring inspirationskilder, som bandet er enige om ligger en del år tilbage i tiden. Dennis lytter meget til Nina Simone for tiden (navne som The Beales og Ray Charles kommer også på banen), hvilket glider over i en snak med Mads om, hvor voldsom hendes musik virker, selvom den er indspillet med begrænsede hjælpemidler og produktionsmæssige teknikker.

Mads udbryder, “det skal fandeme lyde autentisk. Dem der lytter i dag, bliver jo nærmest angste, hvis de kan høre en vejrtrækning i musikken”. Efter et mindre sidespor om hvordan rockmusik lyder “beskidt”, forklarer han:”….det er jo ikke sådan, at instrumenterne skal lyde dårligt, have en mislyd eller være stemt forkert, for at det lyder autentisk og beskidt?! Jeg synes man kan høre på mange demoer, der kommer i dag, at folk måske ikke ved, hvordan man indspiller det ordentligt, så det får den effekt – uden at du behøver at spille dårligt!?”.

Jens og Dennis snakker lidt om begrebet hyperrealisme, og nævner Colgate tv-reklamer med overeksponeret lys og glat klipning som eksempel. Et orkester som Muse hives frem som eksempel, hvor “alt spiller lige højt og alt er skuet op på max”. Rune opsummerer på sin egen enkle facon, “vores musik er måske bare lidt mere som gammeldags fjernsyn. Det kører lidt længere inden man klipper, og billedet er lidt mere grumset”.

Hele snakken om autencitet leder os hen til, hvordan bandets musik og især deres lyd, er blevet modtaget rundt omkring. Mads funderer:”Modtagelsen af den sidste plade var eksempelvis sjov. Nogen kaldte lyden “autentisk”, andre at det lød “fuldstændig som at stå i øvelokalet” – og de mente det som noget negativt. Men i Tyskland skrev de eksempelvis, “hold da kæft, det er fuldstændig som at stå i øvelokalet” – og de mente det som noget positivt. Det kan tit komme til, at lyde som om , vi er imod “den anden lyd”, det er vi ikke, men det er da ærgerligt, hvis man ikke bliver forstået”.

Netop behovet for at blive forstået, eller måske nærmere, at bandets mission og mål ikke bliver misforstået, synes at betyde meget. Konstruktiv kritik er fint, eller at man måske bare ikke kan lide musikken, men at man ikke forstår, hvad det er bandet prøver på, det lader det til går dem på og rammer dem lidt på stoltheden.

Men kan bandet så overhovedet koncentrere sig om det, som hele dette projekt handler om og driver dem. At lave musik?

Bandets nye "legetøj", flyglet.
Bandets nye “legetøj”, flyglet.

Musikken og sangene i centrum

“Der gik lige et par måneder efter vi overtog stedet, hvor vi funderede over, hvordan man tænker kreativt her?”, fortæller Dennis og forsætter, “men igen, det er måske noget af det der kendetegner os; vi finder en løsning! Vi har haft et mindre setup til at lave demoer, det er ikke sådan, at vi bare stopper med at lave musik på grund af det her projekt. Det går selvfølgelig lidt langsommere, men vi laver stadig musik – det ER trods alt DET vi laver, og det der er det vigtigste!”.

Dennis forsætter, “hvad musikken angår, er vi nogle utålmodige svin. Er sangen god? Nej? Nå, væk med den”. Bandet er rørende enige om, at de arbejder hurtigt, når musikken først skal indspilles, hvilket igen peger tilbage på, at de går meget op i, at kunne tingene og være velforberedte inden de går i gang.

Jens forklarer videre, at bandet ikke har lyst til, at lave den samme plade to gange, eksempelvis har de anskaffet sig et flygel, som Dennis skriver demoer på nu, fremfor guitaren. “Det bringer os helt automatisk i en ny retning, da det er en meget mere dynamisk måde at skrive sange på”, forklarer Jens. Det er ikke ensbetydende med, at flyglet pludselig bliver dominerende i bandets lyd, på det næste album, eller at det gøres fordi det er en fiks idé sangskriver Dennis har fået: “…det er ikke fordi, at Dennis skal bruge flygelet til personlig udvikling, det er fordi, det er klart der, at sangene bare er bedst lige nu. Og det er en måde vi prøver, at udfordre os selv på. Og så ville det jo også være dumt ikke at gå den vej (bare fordi det er “forbudt” med flygel i rockmusik), når det føles som om, det er der energien er lige nu – og der sangene kommer”, fortæller Jens.

Mads tilføjer, “på grund af flygelet, er der nogle demoer, som vi tidligere har forkastet, som vi nu kan begynde at arbejde med igen. Udfordre sangen, fremfor instrumentet. Nogen gange, kan man komme i tvivl om, om folk spiller instrumentet for deres egen skyld, eller for sangenes skyld”.

Sandheden er derude.
Sandheden er derude.

Det kreative værksted

Bandet har heller ikke konkrete planer om, at de kommer til at tjene nogle penge på at leje studiet ud, når de er helt færdige. Jens forklarer:” Meget af det grej vi har samlet sammen lyder rigtig godt til OS. Hvis du kom udefra, og skulle indspille, så er det ikke nødvendigvis det her du ville vælge, for det er så farvet i lyden”. Dennis forsætter, “prioriteten er, at VI kan indspille VORES musik. Hvis vi lejede det ud til andre, ville der gå for mange timer, som vi kunne bruge på selv at indspille, på at reparere udstyr, fordi det bare bliver slidt. Grunden til, at vi har studiet, er ikke for at tjene penge eller konkurrere med andre studier, det er KLART for at lave musik. Et kreativt værksted”.

Et værksted, hvor bandet kan nørde i fred, når tiden tillader det. Som et unavngiven bandmedlem udbryder hen imod slutningen af mit besøg, så skal konerne og familien ikke med herud og se hvad alle pengene er gået til!

Hele snakken om musikken og hvad bandet har fundet ud af fungerer for dem, får Mads til at reflektere lidt over, hvad de måske ikke er så gode til, og hvorfor der ikke rigtig er nogen der overhovedet har hørt om, hvad de går og roder med ude i Måløv: “Vores svaghed er, at vi er rigtig dårlige til det kommercielle. Lige så stor interesse vi har i at lave musik, og nørde med det, lige så lidt lyst har vi til eksempelvis til at stå og få taget billeder, sælge os selv og hele den del af det. Og det er naturligvis pisse ærgerligt på nogle punkter, vi er eksempelvis skide dårlige til Facebook. Der går vi så i stå. Det er også lidt vores egen skyld, at vi er lidt overset (som nogen mener) – det kan vi så arbejde lidt med”.

Brændstof.
Brændstof.

Da jeg efterfølgende stod udenfor porten til det militære område (hvor militærpolitiet i øvrigt stadig patruljerer, for lige at gøre det lidt mere rustikt), og vendte de foregående par timers snak, var der en ting der gik igen.

Tyrants And Kings er et band der både virker meget seriøse og samtidig super afslappede, man kan vel nærmest sige hviler i sig selv, fordi de er så afklarede omkring den måde de gør tingene på. Det resulterer i ro og selvsikkerhed. Ikke selvfedme, men ro og plads til at lave fejl, gøre tingene på deres egen måde og tage sig den tid og de friheder det kræver, at nå dertil. For deres egen skyld, og for musikkens skyld – ikke mindst.

Musikken kan du opleve live 2 gange indenfor nærmeste fremtid, først d. 11/4 i Huset KBH (support for norske The Dogs) og dernæst d. 1/5 i Amager Bio (support for Electric Guitars).

Af Ken Damgaard Thomsen

Find Tyrants And Kings på Facebook, eller besøg deres Hjemmeside HER

Find vores anmeldelser af bandets seneste 2 albums, Phosphor Anthems og Run March Burn, HER

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here