expand
GFR
GFR

Franklin Zoo havde taget det store arsenal af sange med til deres aarhusianske releasekoncert på det nye, glimrende Red Skies album – måske endda også et lidt for stort arsenal. Aarhusianske Turbochild leverede den veloplagte opvarmning.

Aftenen bød også på norske Souls of Tide, men de var netop færdige da jeg nåede frem, efter at have kæmpe mig igennem festugeaftenen, som blandt andet bød på en reggae-scene 20 meter fra indgangen til Radar, der i aftenens anledning havde niveaudelt scene, hvor den midterste del af scenen var sænket, ligesom der var podier rundt i lokalet man kunne sætte sig eller stille sig op på. Et fint træk til at gøre rummet mere intimt på en aften, hvor Radar var et godt stykke fra at være udsolgt.

TurboChild ★★★★☆☆

Det blev Turbochild som blev første levende billede, og den aarhusianske kvintet var veloplagte fra start. Den niveaudelte scene, noget jeg ikke har set før på Radar, fungerede godt for bandet, og i praksis betød det at forsanger Richard Schuster og bassist Jakob Trolle var tæt på at være helt i øjenhøjde med publikum, mens resten af bandet havde plads en tak højere oppe. Sidst jeg så bandet live var for et halvt års tid siden på samme scene, og det er egentlig ikke fordi, der er så voldsomt meget at tilføje til anmeldelsen fra dengang, ud over, at jeg synes bandet virkede en tak mere velspillende, tighte og energiske denne aften.

Men nu er det jo ikke sikkert du gider og rode rundt og finde et link til en gammel anmeldelse, så jeg prøver at sætte lidt nye ord på. De aarhusianske rocklømler indledte instrumentalt, med de to guitarister, bassist og trommeslager på scenen, inden bandets omdrejningspunkt, forsanger Richard Schuster, trådte ind på scenen, klar til at give den gas på ‘Back to Me’, der ligesom bandets øvrige materiale er energifyldt melodisk, blueset rock med klare tråde tilbage til 70’erne.

Richard Schuster i front for TurboChild

Richard Schuster i front for TurboChild

Allerede efter ‘Back to Me’ står det klart at bandet er på hjemmebane, og en del af de tilstedeværende er kommet mest for at opleve TurboChild – “Hej Richard!”, råber en publikummer, “jeg er nøgen!”. Så var tonen ligesom sat, og TurboChild honorerede publikums medleven ved at fyre den af. Den stærke ‘Kings of the Valley’ gjorde godt væsen af sig, ligesom den bluesede ‘Mojo Workinø Man’, hvor Schuster lagde sig på scenen i følelsesfuld vokal udladning – det fungerede måske bedre visuelt end vokalt, men det fungerede. Schuster har i det hele taget en fin vokal, som bliver brugt med masser af power, og ofte suppleres af kor fra guitaristerne.

‘Take It Or Leave It’ med versstykker hvor Schuster’s vokal stod alene sammen med trommerne var blandt højdepunkterne, selvfølgelig sammen med bandets nok mest catchy nummer, ‘Still My Love’, som lukkede et effektivt og veldisponeret sæt ned. Vi fik også et par lidt tungere sager ind i mellem i form af ‘Heavy Thunder’ og den mere Mötörhead-klingende ‘So Bright’, hvor Schuster smed skjorten, og dermed egentlig også et pænt varieret sæt, som blev fyret af på en god halv time.

Ligesom sidst kan jeg konstatere at TurboChild er et godt live-band, og ligesom sidst mangler de stadig et par virkelig stærke numre mere før taget løfter sig, men samtidig synes jeg også der var udvikling at spore i udtrykket, som altså virkede lige en tand mere energisk og intenst end da jeg så dem i marts. 4 store stjerner til rocklømlerne.

Franklin Zoo ★★★★☆☆

Københavnske Franklin Zoo udgav fredag Red Skies, et glimrende tungrock-album, hvor de udbygger den grungede lyd fra debutpladen Untamed. Sidst jeg oplevede bandet live var på sidste års Copenhell, hvor de havde fået en tidlige eftermiddagstid, hvilket nu ikke afholdt dem fra at give den gas dengang. Det gjorde det lidt ustabile publikumsfremmøde i Aarhus heller ikke – hvor TurboChild havde en nogenlunde fast forsamling foran sig hele vejen gennem deres sæt, var der noget mere gennemstrømning under Franklin Zoo, som til gengæld også spillede over dobbelt så langt et sæt. Det var måske også lige i overkanten til en koncert i Aarhus, hvor bandet ikke har et helt så dedikeret publikum, som det lod til var mødt frem på Loppen dagen før.

Men det er at foregribe begivenhedernes gang. Franklin Zoo lagde tempofyldt ud med først ‘Burning Man’, fulgt af den glimrende tungrockbasker ‘It’s Not Me’, hvor både bandet og forsanger Rasmus Revsbech fik understreget, at evnerne de viser i tungrockens kunst på albummet, bestemt ikke kun er noget, de kan i studiet. Revsbech i front virkede veloplagt, men ind i mellem også lidt rådvild, når hans dunkle og sammenbidte attituder undervejs i koncerten blev mødt af aarhusiansk festuge-godmodighed og tilråb af den mere bøvede slags.

Det betød også at han missede en del af et vers i et af numrene, fordi han kom til at grine. Sammen med et par stemme-pauser, gjorde det også at intensiteten et par gange røg ud af koncerten, og måske var det medvirkende til at publikum, efterhånden som koncerten rundede en halv time, tre kvarter, at sive lidt ind og ud af lokalet. Franklin Zoo lod sig heldigvis ikke mærke af det, og der var da også konstant et par rækker foran scenen som gav den gas.

Franklin Zoo

Franklin Zoo

Det fortjente numre som ‘Red Skies’, der blev sendt afsted som en tungtrockende storm, og ‘Fail Again, Fail Better’ fra debuten, med det karakteristiske riff, også, og i glimt understregede Franklin Zoo altså at de godt kan gå hen og blive stjerner på den danske tungrock-scene. Men efterhånden som bandet blev ved med at sende bredsider ud over Radar, og koncerten rundede en time, var det også som om noget af energien var blevet suget ud af lokalet. Det blev også tydeligt at selv om Red Skies som album virker relativt afvekslende, så ville en over en time lang koncert have godt af et par numre mere, der ikke kører i samme kværnende mellemtempo.

Revsbech, som i parentes bemærket også live har en imponerende kraftfuld vokal, og kumpaner fortsatte dog ufortrødent, selv om flere omtumlede publikummer var ravet ud i festugenatten og vi fik heldigvis også den fremragende ‘Cold’, der netop har lidt af det anderledes udtryk jeg netop efterspurgte, og en sammenbidt udgave af ‘Face Down’, inden der blev lukket og slukket med ‘Tangled Pain’. Så var det aarhusianske publikum også lige så møre som bandet så ud, men det var trods alt nok et godt tegn at mange af de tilbageværende stimlede sammen om merchandise-boden.

Franklin Zoo vandt aftenens tolv omgange på point med en kværnende indsats. Som nævnt kunne jeg, når sættet var så langt, godt ønske mig større variation i bandets materiale, og der var et også par skønhedsfejl hist og her. Et  mere komprimeret sæt havde nok scoret højere i karakter, for det blev simpelthen en kende ensformigt i længden.

Men for pokker, der er ikke noget at sige til at Franklin Zoo bare gerne ville spille alt hvad de kunne – og det gjorde de sgu egentlig ret godt. Vi lander på 4 stjerner, både til Franklin Zoo og den samlede oplevelse af en aften, som bød på to ret forskelligartede koncerter.

Anmeldelse og foto: Jonas Strandholdt Bach

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook