Tue Track vz Powersolo – Tue spørger Powersolo

0
949
views

Tue Track har kørt Powersolo gennem en kødhakker på albummet The Unreal Zound. Igår bragte vi et interview, hvor Powersolo fik lov at stille spørgsmålene til Tue Track, i dag går spørgsmålene den anden vej. 

The Unreal Zound udkom d.15. april, men havde været på idéplanet i mange år, da den endelig blev en realitet – det kan man blandt andet høre om i minidokumentaren om albummet, som kan findes HER. Men nu er albummet på gaden, og byder på en fusion af hip hop og rock, af Tue Tracks og Powersolos universer.

I anledning af udgivelsen, har Tue Track stillet en række spørgsmål som Powersolo svarer på herunder – spørgsmålene den anden vej finder du HER.

Vi kommer vidt omkring, fra det vilde liv på hotel i New York, til en motorsavsjonglerende mand på scenen i Frankrig – og så selvfølgelig meget, meget mere.

Hvorfor Atomic Child Og Kim Kix?

Kim Kix: “Jeg døbte Bo til Atomic Child engang vi skulle udgive et kassettebånd. Til coveret skulle der bruges et billede af Bo men vi havde ikke noget kamera, så vi scannede et billede af Bo ved at proppe hans fjæs i en gammeldaws fotoscanner. Så kawlede jeg noget om at han sgudda var blevet atomstråle påvirket af den behandling fordi han virkede og opførte sig anderledes efter ansigtsscanningen. Deraf Atomic Child.

Kim Kix kommer sig af Chuck Berry’s “Get your kicks on route 66” helt tilbage i start 90’erne da jeg spillede i psychobilly bandet Godless Wicked Creeps hvor mit navn var Kim Kix Gople. Sløjfede så Gople da vi udgav Lemon Half Moon i 2001″

Kan I nævne fordele- og ulemper ved at være brødre og lave musik?

Bo: “Der er ikke de store ulemper. Vi kender hinanden ind og ud. Rollerne er definerede, vi kan vores kram hver især. Jeg tænker nogle gange over hvordan vi kan være fuldkommen enige om at eksempelvis lave et break samme sted i et nummer uden nogen som helst forudgående aftale om det. Det oplever vi sgu rimelig tit. Vi ved begge hvorledes vi skal drive forretningen og oplevelsen fremad og det betyder at vi giver plads og tager plads som det bedst passer til situationen”

Den mest Rock’n Roll tour oplevelse I har haft og hvor?

Kim Kix: “Altså hvis vi sådan skal tage den helt udpenslede og klichéagtige udgave, så kan jeg nævne en tour til New York City en af de første gange vi spillede der. Vi skulle spille en tre-fire shows i løbet af en uge. Og det gik fuldstændigt op i druk af den allerubehageligste slags. Det startede i flyveren og sluttede en uge efter.

Vi skulle rundt og promovere denne hersens plade der hedder It’s Raceday And Your Pussy is GUT! og kotume var at alle tog sin tørn på de ture. Blandt andet skulle vi sætte plakater op rundt omkring Bowery på Lower East Side men vi endte på Mars Bar og saboterede vores eget promo fremstød ved at gå på druk og junk.

Vi hang ud med Bolivianske punks og et par clairvoyante damer i en uges tid. Vi boede på et hotel på Broome og Bowery der hedder Sorento Hotel. En aften efter at have drukket de berømte Vodka Lemon på The Great Jones måtte Bo bæres hjem af Nalna fra Tremolo Beer Gut og jeg måtte løbe hele vejen tilbage for ikke at falde om af udmattethed. Sådan blev det ved i en uge. Og hver morgen kastede jeg op nede i Little Italy og China Town ved stanken af affaldet der stille og roligt blev varmet op i morgen solen. Det var forfærdeligt.

Vi trashede også vores værelse en aften. Det var virkelig dumt. Men det var jo det sjove. At vi blev enige om at gøre noget virkeligt dumt. Det dummeste vi kunne finde på. Det var sjovt. Vi startede en pudekamp og det endte med at ventilatoren og det halve af loftet i værelset faldt ned i hovedet på os. Og for at det ikke skal være løgn, så var der brand på hotellet samme uge. Det startede med en meget øreskærende alarm ca. kl to om natten. Vores fysiske og psykiske tilstande var på daværende tidspunkt meget skrøbelig og vi var hårdt pressede, så man kan nok forestille sig at der gik TOTALT panik i stuen da alarmen startede til stroboskob på værelset og derefter evakuering.

Jeg husker at Bo ryger ud af sengen og kaster sig hen til hans guitar flightcase og river den op og begynder at hive og flå i den. Så ryger jeg op og råber “Hvad fanden har du gang i??!!” Det viser sig så at han i sit delirium tror at det er hans guitar der feed’er (feedback).

Han er helt væk – og vi bliver kommanderet ned af trappen og ud på gaden af Ladder 44 som var den lokale Fire Station. Der stod vi så i sengelinned og bar røv med alle de andre “beboere” på fortovet. De andre beboere var ikke som os, turister. De var fastboende. Gamle italienske mænd, sorte damer og andre typer vi aldrig havde set i lobbyen stod så der og råbte, røg cigar eller hilste på hinanden i anledningen af katastrofen. Et helt igennem absurd scenarie, hvis man kan forestille sig at der samtidig løb brandmænd og strissere rundt til lyden af walkie talkies og sirener, klingende telefoner og højrøstede stemmer.

Nå ja – og så spillede vi naturligvis røven ud af bukserne til de shows der var linet op. Den tour gav os et ualmindeligt rigt og senere nært forhold til NYC, som vi har besøgt, spillet og indspillet i mange gange siden”

Gummisko eller cowboystøvler? Hvorfor?

Bo: “For 5 år siden gummisko. Nu, flotte, sorte lædersko eller støvler. Aldrig: cowboystøvler”

Er der stor forskel op f.eks. amerikanske/franske/tyske/danske publikum? Hvem fyrer den mest af?

Kim Kix: “Jeg ELSKER franskmændene! De giver den bare gas. Amerikanerne har vi altid begejstret – de lader sig bare rive med når de får spaden rigtigt serveret. Damerne danser og fyrene råber! Elsker at spille i USA. Også Spanien og Italien er gode lande for PowerSolo, for der er SÅ meget kendskab og respekt for rock and roll genren og dens historie på de bredegrader, noget som Danmark ikke ejer en flig af. Her i landet er der ingen rock and roll historie ej heller den store forståelse. Det var vi altid været vant til. Sådan er det.

Men vi slår fortsat et slag for musikken i vores “hjemland”, og vi har et godt solidt og meget loyalt publikum i DK. Vi kalder dem “vores freaks” – og det er altid fedt at spille i København, Ålborg eller Aarhus, Randers eller Kolding for den sags skyld. Men det er syd for grænsen og på den anden side af søen at vi har vores liv”

Hvordan har I det generelt med sampling – mener I det er godt/skidt for kreativiteten i musik?

Bo: “Sampling har helt sikkert sin plads i musikken. Man har altid lånt af hinanden i musikhistorien, jeg tror det er med til at udvikle og ændre opfattelsen af musik.

Kreativitet er alfa og omega i musik. Jeg tror i bund og grund at man sampler hele tiden – ubevidst og bevidst. Ellers kommer man ingen vegne”

Jeres største møde med en musikalsk personlighed? (Star struck?)

Kim Kix: “I sin tid var det Jon Spencer fra The Jon Spencer Blue Explosion der var mit største møde. Jeg var nok ikke struck for den følelsedæmpede Jon Spencer selv ved hans rolige og meget nysgerrige henvendelse og samtale vi havde engang i Ludlow Street i NYC. Senere har jeg turneret overalt med ham som bassist i hans band Heavy Trash. Men han er en musiker som jeg har enormt respekt for og hvis musikalske originalitet og opfindsomhed simpelthen reddede de røvsyge 90’ere fra kun at være Pearl Jam og andet mainstreamificeret grunge lort.

Naturligvis var der mange andre bands i 90’erne der gjorde det der skulle gøres. Som for eksempel The Oblivians, The Gories, Butthole Sufers, Mudhoney – bands som jeg også har mødt siden og spillet med og har enormt respekt for”

Kender I Hank Robot? Hvis, hvad er jeres forhold til ham?

Bo: “Jeg har mødt ham et par gange. Han dukker op hist og her – jeg tror han bærer en høj, sort hat”

For at gentage jeres spørgsmål: hvad er det mest absurde/mærkelige/mm der er sket under en livekoncert? Hvordan blev det tacklet af dig/jer?

Kim Kix: “Der er mange – men jeg kommer straks til at tænke på en festival vi spillede på i Gigors tæt på Gap i Frankrig. Et flot sted i bjergene. Pludselig han man høre en totakt motor i teltet og jeg tænker -en tunet knallert eller en crosser! Men så hopper der en mand op på scenen med en motorsav og begynder at kaste rundt med den i cirkler, over hovedet og mellem benene og gasser op. Men han henvender sig så til mig og begynder at lave en rytme på saven, og vi finder så hinanden i et beat og det ender med at han spiller med resten nummeret, som på grund af hans tilstedeværelse bliver jammet ud i et 6 minutter langt intermezzo. Det var “Mean Old Cat” nummeret vi spillede”

Bo: “Der er sket mange underlige ting. Seks strømafbrydelser under et show i Frankrig. Vildere og vildere for hver gang strømmen gik. Vi fortsatte med at spille hver gang.

Under et show på Bornholm, låste Kim sig ude under en snestorm. Han bankede og bankede på sidedøren og kom først ind efter 7-8 minutter. Blå og kold men vi holdte gryderne i kog på scenen til han var tilbage. Dengang jeg tabte mine bukser under “Juanito” et sted i Berlin – vi spillede færdig og jeg tog pænt mine bukser på igen. Dengang jeg trådte i min guitarledning og faldt fladt på hovedet foran 600 publikummer.

Dengang i Thy lejren da vores koncert blev afbrudt af en mand der lige måtte bede ejeren af en hvid Passat om at flytte den fordi de skulle have slamsugeren ind. Klokken var langt over midnat. Og samme koncert hvor Kims guitar forsvandt fra P.A anlægget fordi en lille pige havde taget forstærker mikrofonen og besluttede sig for at synge med.

Da vi var på Skandinaviens tur med Bob Log III og vi havde så stor en fest ved siden af scenen under Bob Logs koncert, at halvdelen så Bob Log og den anden halvdel så os se Bob Log”

Skal I lave mere musik med Tue Track? Hvorfor (ikke)?

Kim Kix: “Altså lige nu skal vi jo først lige sende The Unreal Zound på gaden og så nyd at den lykkedes så godt. Men jeg kunne godt forestille ig at der komme en efterspørgsel på en live opsætning af The Unreal Zound, og den har jeg i tankerne, for dét tror jeg fanme kunne blive rigtigt fedt.

Men ingen hast. Vi tager på turné efter vores gig på Betty Nansen, og Tue Track skal også spille med sine projekter. Jeg tror vi tygger på den over sommeren og så tror jeg sgu at vi tager tyren ved hornene….”

Powersolo kan blandt andet opleves til Spot Festival i Aarhus næste weekend.

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here