Then Comes Silence: Nyctophilian ★★★★★☆

0
980
views

Svenske Then Comes Silence er blandt de navne fra broderlandet vi har viet mest opmærksomhed. Måske lidt på grund af en tilfældighed i første omgang, da vi fik tilbudt et interview med dem under Roskilde Festival for to år siden, men siden da har vi fulgt svenskerne på udgivelse og live. Nyctophilian er tredje album fra Then Comes Silence, og kvaliteten er fortsat høj fra de mørkrandede svenskere. 

Nyctophilian er et af de der ord man er nødt til at slå op, og for at du slipper for det, så har jeg allerede gjort det. En Nyctophilian er én, der har en præference for natten og/eller mørket. Det er en ganske passende titel til Then Comes Silence’s tredje album, for bandet har netop en forkærlighed for de mørkere egne af rocken, primært post-punk, men også støjrock og gotisk rock.

Kort fortalt har numrene på Nyctophilian både energi, nerve, kant og melodi. Ja, så kort kan det egentlig siges, men det ville være ukarakteristisk os at gøre det så kort, så lad os hælde nogle flere ord på. Albummet indledes med mørkt pulserende ‘Strangers’, som let og ubesværet trækker i hvert fald denne lytter ind i Then Comes Silence’s postpunkede univers. Den føles op af ligeledes umiddelbart fængende ‘She Loves The Night’, som også bæres af medrivende rytmik, insisterende guitarspil og en stærk melodi.

Og hvorfor ikke fortsætte i det spor? Det gør bandet så på ‘A Living Soul Should Know’, som godt nok smider lidt variation ind ved at vokalen virker mere distanceret (den virker aldrig helt nærværende), men fortsat holde fast i de catchy elementer. Sådan fortsætter det også på ‘Spinning Faster’, som hurtigt kiler sig fast på hjernen med sit indledende guitarriff. Det er lige ved at man kører fast i catchy uptempo post-punk, men heldigvis smides der gode guitarstykker ind med lind hånd.

Og så begynder albummet for alvor at vokse med den stemningsfulde ‘Feed The Beast’, der lyder som noget Fantomas kunne finde på at indspille til en skrækfilm om vampyrer der hærger et gammelt tivoli. Det bumlende basstykke er jeg helt tosset med, selv om det er så vanvittigt enkelt at jeg selv kunne have fundet på det. Herligt enkelt og effektivt. Den efterfølgende ‘Demon’s Nest’ sætter tempoet ned og der leges med instrumenteringen, og det bliver sådan lidt dunkelt meditativt. Sådan noget man ville afspille som baggrundsmusik mens man mediterede over sin onde plan for at overtage verden, hvis man var til den slags.

Vi skal op i gear igen på ‘Animals’, der vender tilbage til det uptempo og catchy – her er vi næsten ude i en klub-rytme, en art mørk disko-rock. “Animals go out at night” messer vokalen, mens rytmen pumper afsted. Rideturen fortsætter med ‘Death Rides’, der opretholder tempoet og til dels den disko-rockende stil. Den afløses af ‘Wendy’, der mest er en mørk lydcollage, inden ‘Everywhere And In My Head’ sætter trumf på, med sin dæmpede, ildevarslende opbygning og noget, der lyder som et uhyggeligt børnekor, der bakker Alex Svenson’s vokal op. Det er fascinerende og en smule utilnærmeligt på en mystisk måde, samtidig med at man bliver draget af den dunkle melodi, og Svenson’s hvisken – “No sleep for the dead”.

Ganske passende afsluttes albummet med den mørkt-energiske ‘All Strange’, der hurtigt sætter sig i kroppen, så man vipper med, med fødder og hoved, og hvad man ellers har, der kan vippe. Her bæres vi igen fremad af en stærk melodi, mens Svenson synger “Nowhere to hide//Nowhere to run”, og man trækkes med af den medrviende rytme, som klamrede man sig til en badering spændt efter en speedbåd. Tempoet øges mod slutningen, og så klinger det ud. Knap 39 minutter i de dunkle svenskeres selskab veloverstået.

Svenson og kompagni vil fortsat gerne have os til at reflektere over døden og mørket, men det behøver man ikke engang at gøre, for at nyde Nyctophilian, for bandet har efterhånden så godt styr på stemning, melodier og virkemidler, at man helt kan glemme at det er et “crepuscularly devastated postcard of human misery”, som der står i pressematerialet. Then Comes Silence leverer catchy, mørk post-punk/støj-rock som fortjener opmærksomhed, også på denne side af Øresund. I denne omgang sikrer det dem også lige præcis 5 stjerner for et velsmurt album, hvor tiden må vise om langtidsholdbarheden også er med.

Tjek Then Comes Silence ud på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here