Them White Blokes: EP ***** (5/6)

1
2032
views

Er du til rock ‘n roll tilsat semi-sumpet blues stemning, en lille snas country feeling og godt med L.A. glam på toppen, så er denne lille EP fra danske Them White Blokes så godt som uomgængelig.

Nogle gange får man sig sgu bare en herlig overraskelse. Sådan en var denne EP, en jeg havde smidt ind på MP3 afspilleren og så, no disrespect, glemt en lille smule, fordi der var andet i kø inden. Så står man der ved busstoppestedet og ruller igennem musikbiblioteket, Them White Blokes fanger mit flakkende blik, og jeg tænker “ah ja, nu er det vist deres tur”. Indrømmet, selvom vi/jeg tilstræber at give alt musik vi får tilsendt fuld koncentration og opmærksomhed, så kan første lyt af og til godt være lidt tvivlsomt – man skal lige i gang, ikke.

Ikke desto mindre blev jeg flået ud af min eftermiddagsdøs af de fængende toner der borede sig godt ind i øregangen på mig. “Fuzz” rammer som et rock ‘n roll godstog, med en let-vuggende melodi der glider ubesværet fremad som på skinner, guitaren lirer løs på den helt rigtigt doserede hvor det lyder blæret, uden at det bliver for meget – det rykker simpelthen. Min første indskydelse, da jeg hører vokalen, er en ung Jesper Binzer, hvor der er skruet ned for den skingre skærebrænder og snerren, og op for whiskyen. Der synges “baby, baby, baby” og andre lignende rock-klichér, nej, Them White Blokes genopfinder bestemt ikke rocken på ny på denne EP, men det leveres så overbevisende, og lyder så “let”, at det kun kan komme indefra. Et bankende rock-hjerte kan bringe én langt, især hvis man som dette band tydeligvis kan skrive sange. Der tages små krumspring, vi får et lille sejt rockende mellemstykke når det er nødvendigt, alt sammen med til at Them White Blokes, trods den velkendte stil, ikke bliver for forudsigelige.

Inden man får slappet af i nakken og bentøjet efter den herlige omgang rammes man af den endnu mere uimodståelige “LA Moody”, hvor glam rocken, Sunset Strip versionen, for alvor kigger frem i Them White Blokes rock-aftapning. Det er midt-tempo sleeze af fineste skuffe, med tilpas duft af røg og spiritus, en melodi der dypper snablen lidt i den sumpede rendesten, hvor især brugen af 60’er klingende orgel i baggrunden bidrager til den autentiske stemning. Det er langt hen ad vejen relativt simple “tricks” bandet benytter sig af, men for helvede hvor de virker når det leveres så kompetent som her. Ikke mindst det cirklende mellemspil, hvor melodien bare kører i ring og langsomt skruer op for intensiteten er lækre sager. Ja, gu’ faen er det hørt før, og et klassisk trick, Them White Blokes får det bare til at lyde frisk og indbydende så man skyller cocktailen ned endnu engang og beder om en omgang mere.

På det her tidspunkt havde jeg fuldstændig glemt, at jeg sad i en bus en regn grå eftermiddag – hvor blev Amagerbrogade af… og hvor pokker er jeg?! Ah, det amerikanske midtvesten, og jeg er “Sleepless” ved lejrbålets flammer imens Them White Blokes tilfører den nævnte sjat country stemning til musikken, i en smagfuldt udført ballade. Mine tanker sendes uvilkårligt i retning af Bon Jovi, bare med større nosser i de slidte jeans. Nu kan det måske lyde som et voldsomt stilskifte, men springet fra LA til den støvede prærie er ikke så voldsomt, at det lyder stilforvirret på nogen måde. De forskellige nuancer Them White Blokes tilfører musikken overdoseres aldrig, grundstemningen, den røde tråd om man vil, synes jeg helt klart man fornemmer hele vejen igennem de på overfladen ret forskellige numre på denne EP.

3 numre, det er alt man får i denne omgang, og jeg er, indrømmet, solgt. Shut up and take my money, jeg vil have mere! Jeg er skide ligeglad med om det er hørt før, Them White Blokes har fat i et eller andet, og hapseriet i musikhistorien til trods, så synes jeg også de har deres egen klang. Om ikke andet, så skriver de så gode sange, at man glemmer at man måske har hørt det før, ikke nødvendigvis fra samme band, men hist og her i løbet af de sidste 30-40 år. Her bliver de klassiske rock-klodser igen sat sammen på en måde, der både formår at overraske nok til at virke som et friskt pust og samtidig velkendt nok til at man føler sig hjemme og godt tilpas i musikken allerede ved første lyt.

Gentagende lyt, i og udenfor bybusser, har ikke svækket mit første indtryk. Them White Blokes har bare at lave mere musik i en fart, jeg vil have mere og jeg er en utålmodig mand! 5 store stjerner til en upcoming EP, der ikke kan skæres meget bedre.

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Sving forbi Them White Blokes på Facebook

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

1 COMMENT

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here