The Tristesse of Enola: The Styx Riverflow (EP) ***** (5/6)

0
678
views

Aarhusianske The Tristesse of Enola er klar med deres anden EP, The Styx Riverflow. En EP med 4 stærke sange, og et fokuseret udtryk, der bringer bandet et stort skridt, eller to, fremad.

The Tristesse of Enola’s første EP bød også på gode sange, men på The Styx Riverflow er udtrykket blevet mere fokuseret, produktionen er virkelig god, og sangskrivningen er af høj kvalitet.

The Tristesse of Enola bevæger sig i grænselandet mellem melankolsk  singer-songwriter, akustisk baseret rock og americana, og formår at kile sig ind et sted mellem genrerne med et ganske personligt udtryk.

Lad os tage et mere detaljeret blik på de 4 sange på EP’en. ‘The Styx Riverflow’ indleder EP’en – en mørk sang, om at blive skubbet ud på Styx, i græsk mytologi floden, som adskiller de levendes verden fra underverdenen, Hades. Selv om metaforikken er dyster og stemningen i sangen præget af afslutninger, åbner lyrikken også op mod noget lysere i løbet af sangen. Fra Jesper Hother synger You’ve put stones in my pockets/But forgot the coins for my eyes,  til afslutningens So I float peacefully/I just might break a smile, er der bevægelse, en form for udfrielse, inden det afsluttende break og sangstykke, som sætter sig fast, som honning i øregangen, eller peanutbutter på franskbrødsmaden.

På ‘Suburbia’ befinder vi os i de kvælende forstæder, bag gardinerne i et hus, som ser normalt ud udefra, men hvor virkeligheden er en anden hos familien bag gardinerne, hvor Time dies in the afternoon/It’s suburbia life/But the coffee is toxic. Også denne sang har et godt tag om melodien, og et varieret lydbillede, som gør at den vokser på én, for hver gennemlytning.

‘Adorate’ rammer en lidt lysere og luftigere tone, omend teksten stadig er i det mørke hjørne. I’m not alone/I’ve got me, myself, faith and a bunch of no ones/I’m dirty as a little whore/Cut me down clean/Watch me bleed before you, kalder ikke just på at blive sunget som fællessang til familiefrokosten. Men det er nu alligevel et virkeligt ørehængende nummer.

‘Requiem’ er igen en sang, hvor den anslåede tone er mørk, men hvor lyset alligevel også får lov at titte frem. Selv om der i The Tristesse of Enola’s tekster kan være bitre og mørke piller, er der også de her små glimt af lys, som gør at man ikke bliver deprimeret af at lytte til dem. Hér får instrumenterne også lov at buldre mod slutningen og The Tristesse of Enola viser, hvor effektfuldt det kan være, at slippe kræfterne fri, efter at have holdt dem i stramme tøjler undervejs. Det virker særdeles stærkt.

Det er nogle mørke temaer, Jesper Hother og kumpaner behandler på de 4 sange, men det gøres med et sikkert greb om både melodi og stemning og med en velklingende musikalitet. Doseringen af de musikalske virkemidler er flot afstemt, og det mærkes helt ud i fingerspidserne, når de tålmodigt opbyggede sange ind i mellem slippes fri i brusende kaskader, som i slutningen af ‘Requiem’. Henrik Øllgaard Olsen’s elektriske guitar ligger som regel diskret i lydbilledet, og giver ekstra nuancer, men får ind i mellem også lov at folde sig ud, Line Møller Andersen’s vokal føjer ekstra facetter til og understøtter forsanger Jesper Hother’s udtryksfulde vokal glimrende, mens rytmesektionen med Olav Lasthein Poulsen på bas og Simon Skovgaard på trommer leverer en pulserende bund, der får det hele til at hænge ualmindeligt godt sammen.

Alt i alt er det en virkelig velfungerende, velskrevet og veleksekveret EP, The Tristesse of Enola har begået. Sangene er alle stærke på hver deres måde, og man kan mærke der er noget på spil i vokal og tekster. Det musikalske udtryk er varieret og flot disponeret af dygtige musikere. I min anmeldelse af Memento Mori placerede jeg The Tristesse of Enola i upcoming-kategorien, og anmeldte dermed uden stjerne-vurdering, men denne gang skal der deles ud ved kasse 1, hvorfra jeg giver 5 store stjerner til The Tristesse of Enola.

Bandet skal efter planen i studiet endnu engang i år, og arbejder hen imod at udgive et helt album næste år.  Det bliver spændende at følge The Tristesse of Enola’s videre produktion.

The Styx Riverflow kan høres og købes til den nette sum af 25 kr. fra The Tristesse of Enola’s Bandcamp-side.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!