The Shrines – Blues-inspiration, MPC og ny kreativitet

0
1084
views

Interview: The Shrines er et nyt duo-projekt fra Rasmus Hamann (Puppet Arms, Bias, mfl.) og Anne Jensen (Bias mfl.), der finder inspiration hos blandt andre Jack White og The Kills – og i anvendelsen af en MPC. I foråret er der kommet to smagsprøver på bandets musik i form af to tracks indspillet med Mellow Sessions og i den anledning fangede vi Anne og Rasmus til et interview om projektet. 

The Shrines dukkede op lidt ud af det blå, med først et enkelt nummer, ‘Nighfall’, optaget som one-take med Mellow Sessions, og siden endnu et one-take, også i Mellow Sessions-regi, i form af ‘You’re Dangerous’, som havde premiere for en uges tid siden. Anne Jensen og Rasmus Hamann har tidligere arbejdet sammen musikalsk i Bias, som udgav albummet Biased tilbage i 2013 (anmeldt HER – dengang interviewede jeg også Anne og Rasmus i forbindelse med albumrelease, det interview kan læses HER) – dengang var stilen kompleks og melodisk tungrock. Nu er stilen en lidt anden i det nye projekt, som har været i gang siden sidste efterår.

Men hvad er The Shrines egentlig for en størrelse, hvordan er det at arbejde med duoformatet, hvad gør en MPC ved sangskrivningen – og hvad er en MPC overhovedet for noget? Rasmus og Anne fortæller herunder om lidt af hvert i forbindelse med projektet.

Fra mere til mindre

I har det her nye projekt – hvad er historien om det?

Rasmus: “Jamen historien er jo egentlig, at vi tidligere har spillet sammen og lavet musik sammen i Bias, som vi lukkede ned for halvandet år siden. Der havde vi en fælles idé om og var lidt forelskede i duo-formatet, at det handler om at lave den helt fede sang.

Hvor det gamle projekt, Bias, var sådan et hvor alt gjaldt, der var strygere på flere numre, for eksempel, så handler det hér om at lave det helt fede nummer. Det er egentlig lidt hiphop-inspireret, med at lave nogle fede beats, og få det lagt sammen med at vi har skrevet en fed blues-sang”

Anne: “Det er noget med at skære ind til benet, i virkeligheden. Både i besætningen, og i beatsene, og i hele arrangementet. I virkeligheden også gøre det mindre komplekst.

Der er et eller andet mere grundlæggende som vi havde lyst til at kommunikere ud, hvor vi tidligere arbejdede mere med kompleksitet på en anden måde, taktarter, og noget med at skubbe til publikum. Men nu har vi mere lyst til at skrive nogle gode sange og på en eller anden måde finde ind til kernen i det”

Rasmus: “Jeg tror egentlig for mit vedkommende, som musiker, at det også handler om at jeg er vokset op med blues-musik. Hvis jeg tager en guitar og sætter mig og spiller musik, så er det gamle rock- og blues-ting, det som jeg er vokset op med at spille. Jeg har egentlig gået i mange år og haft lyst til og tænkt at jeg skulle lave en solo blues-plade, og det skal jeg ikke, for det giver ikke nogen mening, det er der nogen, der helt sikkert er bedre til end jeg er.

Men jeg har lyst til at lave noget, som er meget blues-inspireret, men som stadig bevarer det der beskidte udtryk. Det er, meget inspireret af The Kills og Jack White i lyden.

Vi har været i studiet – det er ikke så svært når man ejer den ene del af et studie (Tallman studiet, red.). Så da vi havde skrevet et nummer, ’Nightfall’, tog vi i studiet med Anders Ruby, som er min faste makker på stort set alt det musik jeg har lavet, og sagde; vi har det her nummer, og det er helt simpelt, vi synes der er et eller andet her, så lad os prøve at lave det.

Ikke noget med at starte med at finde flere musikere, det var bare Anders og Anne og mig, der sad i studiet, for at prøve at finde ud af, hvad kan det her nummer. Og vi endte så med at ringe til en af vores venner som er trommeslager, som kom ned og spillede nogle trommer, og resten er dubbet med en elendig gammel 80’er trommemaskine jeg havde. Ikke sådan en smart 808 eller 909, bare noget gammelt lort.

Men det var fuldstændig det udtryk, som vi ledte efter. Det andet nummer vi lavede, det er så lavet i et hjemmestudie med den der MPC. Det kan godt blive lidt det samme at sidde som guitarist, især når man som jeg har spillet en del år. Så giver det noget at bruge den her maskine og lave et beat, som kunne lyde som noget fra Wu-Tang Clan, og så spiller jeg et blues-riff oveni, for at se hvad sker der så. For mig giver det en helt ny måde at skrive sange på”

Anne: “Og en anden spilleglæde også, ikke?”

Rasmus: “Jo, det er noget helt andet. Så er der ikke så mange andre ting man skal tage stilling til, og det er ret fedt og nyt, egentlig. Vi har altid tænkt ”mere”, nu tænker vi ”mindre”. Og samtidig vil vi bevare hele den der rå feeling, og lege med udtrykket, for det er jo ikke en normal guitarlyd der er på.

Jeg tror vi har en bank på 11 numre, sådan halve numre, som vi så, når vi mødes, tager op, sidder og lytter igennem. Vi har måske lavet noget ugen inden, som vi syntes var fedt, og når vi så hører det ugen efter, tænker man: nææh, den var der ikke, og så skrotter vi det. Det handler hele tiden om DEN gode idé. Og det tror jeg også man vil kunne høre til efteråret, når der begynder at udkomme noget musik, at alting er bygget op om, at der er en god idé”

Anne: “Man kan ikke arrangere sig ud af ikke at have den gode idé. Jeg tror det er det, vi har indset. Den skal fandme være der, og hvis ikke den er der, så skrot det! I stedet for bare at bygge ovenpå. Så det er det der med bare at skære ind til benet, og så måske jagte en lyd i stedet for”

Rasmus: “Lige præcis. Jeg kan arrangere mig ud af alt musikalsk, man smøre det ind i alle mulige lækre ting, og så lyder det cool. Men hvis man så begynder at pille lag af, så kan man godt høre, at det er en halvkedelig sang. Og det går ikke her. Når man hører guitaren og vokalen, så skal man kunne fange at der er et eller andet specielt her, en sound, eller en melodi. Og det føles pissefedt, fordi det har åbnet for en ny kreativitet”

Det gør vel også nogle ting nemmere?

Rasmus: “Jo, det gør det helt sikkert”

Anne: “Ja, det er jo simpelt at vi kun er to. Fra starten havde vi tænkt at vi skulle kunne være i en personbil, når vi skulle ud og spille, så vi bare lige kunne pakke det ind på bagsædet og så komme afsted. Så vi har det her setup, som er mobilt, så vi kan spille alle mulige forskellige steder. Det er på en eller anden måde musikken der er i centrum, det er igen det simple, kernen i det. Og så kan man selvfølgelig altid tage nogen med, hvis man vil”

Rasmus: “Vi havde egentlig planer om at vi skulle have en trommeslager med i halvdelen af sættet, men det første gig vi spillede til noget for Djurslands Bank, med Frank Hvam, nede på Centralværkstedet, var det jo bare os to, også på det nummer, der er lavet med rigtige trommer. Og det fungerer pissegodt. Det kan noget helt andet”

Anne: “Ja, det var sådan en test. Med 700 mennesker som publikum. Men det gik godt og det var en anderledes setting”

Rasmus: “Jeg er i hvert fald glad for at jeg har spillet koncerter før”

Anne: “For os var det lidt et forsøg, for at se om det ville gå, og det gjorde det”

Rasmus: “Det var et ultrakort sæt, vi spillede 3 numre. Vi spillede de numre, som var færdige på det tidspunkt, og det ene lavede vi færdigt til koncerten, og det endte faktisk med at blive rigtig spændende”

Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

Inspiration fra Nashville og London

Anne: “For to år siden stod vi overfor Jack White’s studie i Nashville, og stod og lurede ind ad vinduerne – man kan komme ind i noget af studiet, og så står man bare og lurer ind, og vi blev enormt fascinerede af den måde at gå til det på. Han arbejder analogt, og alt muligt andet, men den der måde at nørde lyd på, skære ind til benet, og finde ud af hvad er det, der er spændende, det fangede os lidt”

Rasmus: “Ja, man kan også indspille live, hvis man går derind, og få lagt direkte på vinyl, og der er et eller andet helt fantastisk over det. Og alt det med lyden er egentlig ret centralt, for når jeg for eksempel arbejder i Puppet Arms, så arbejder vi i mange lag, flere vokaler, og alt sådan noget, og det er også superinteressant, men her er det ikke de mange lyde som spiller sammen og bliver til et eller andet interessant, men DEN lyd. Det her beat, med den her guitar på, og så vokal. Og det er sgu en helt anden udfordring. Det vi har brugt mest tid på de sidste to gange vi har øvet, har været at ramme den helt rigtige guitarsound”

Anne: “Ja, og så finde en vokalklang som passer sammen med den, og som også er lidt mere rå end så meget andet, det er absolut ikke en clean lyd vi arbejder med”

Rasmus: “Det er fedt at tage det der minimalistiske greb. Nu har vi lige været i London for en måneds tid siden og besøge nogle folk, og hænge ud på nogle spillesteder og tjekke steder ud, og der er måske et eller andet om at vi i Danmark er en lille smule forkælede, og vi bitcher rimelig hurtigt hvis vi møder op et sted og anlægget ikke lige er tiptop. Sådan er det ikke derovre, der spiller man bare på den bar, der er, og så vil folk skide på lyden, bare det er fedt. Og det er sgu også meget inspirerende. Der er vores setup jo meget nemt at tage med, og hoppe på en flyver. Og jeg er faktisk ved at sætte den første koncert op i London, via noget netværk. Det bliver nok meget England og Tyskland vi kommer til at bruge nogle kræfter på fra start. Der er noget i lyden som passer ret godt

Jeg sendte det første track til en publisher, som bed på, og signede det på en publishing deal, og sagde det vil vi gerne arbejde med og publicere, vi tror det vil passe godt til nogle amerikanske tv-serier, blandt andet. Det er jo superfedt at have sådan en deal i hus, og det siger jo også noget om at vi har fat i et eller andet, når det første nummer vi har lavet får en aftale. Det er fedt at få en tidlig bekræftelse på at nogle andre andre også synes at vi har fat i noget”

Samspil med det visuelle

I har også en klar visuel stil allerede? 

Anne: “Ja, der er også nogle muligheder i den visuelle side af det, det er i hvert fald lidt mere tilgængeligt”

Rasmus: “Vi mødtes med Morten Rygaard (fotograf), og han var ret vild med musikken, så han forstod godt, hvad det var vi ville. Og så havde vi en fuldstændig fantastisk foto-session nede på havnen og rundt omkring i byen i Aarhus”

Anne: “Så var han sådan set med til at skabe den visuelle side, og skabe en slags univers omkring det. Vi havde en idé om at vi gerne ville have ham med, og det viste sig jo at han var helt med på den. Vi har også en plan om at vi skal have en omgang mere med ham. Det gav fuldstændig mening, og der var også nogle ting, der faldt på plads da vi havde det visuelle, så vi kunne koble det auditive med det visuelle”

Rasmus: “Ja, det lyder egentlig fuldstændig åndssvagt, men så kunne vi også se, ”nå ja, det er sådan her projektet ser ud, det er det her vi begge to har gået med inde i hovedet”. Og det giver også inspirationen den anden vej, til at skrive nogle flere sange indenfor samme univers”

Anne: “Det var mere en følelse af, at der var et eller andet, der faldt i hak, end at vi gik og tænkte at nu skulle vi se sådan her ud. Så jeg tror også at vi skal fortsætte med at arbejde visuelt”

Rasmus: “Vi lånte Radar til optagelserne med Mellow Sessions og vi lånte en masse lys, og blev enige med Uffe fra Mellow Sessions om at vi skulle lave noget anderledes. Han brugte ufatteligt lang tid på at sætte op og sætte lys, og det var rigtig fedt. Og rigtig fedt for os at få noget videomateriale, hvor vi kan vise at det er det her univers, og meget af det man ser, det er jo sådan set sådan vi er live. Det er lidt mere barberet ned, men det er sådan det er. Det er jo ”Mellow”, så der er skruet lidt ned for alting”

Anne: “Men det er set-uppet. Så simpelt som det, i virkeligheden”

Foto: Morten Rygaard
Foto: Morten Rygaard

Rasmus: “Radar var også meget venlige og åbne, og den del oplever vi mere og mere i musikbranchen i Aarhus. Nu arbejder vi begge to mere eller mindre i branchen ud over at være musikere, og der sker virkelig meget nu. Og det sker på forskellige scener og i forskellige genrer, og der er nogle kræfter i byen som også gerne vil have at der sker noget, og der dukker små virksomheder op, som arbejder med musik på fornuftig vis.

Og så begynder der at være de små scener, som måske hele tiden har været der, men nu begynder de at få et publikum også. HeadQuarters er for eksempel et fantastisk sted, synes jeg. Der er altid et publikum, og folk kommer tidligt. Det er også meget tydeligt med de musikere vi kender og møder, at hvis man knokler for det, så sker der ting. Og nu var vi også begge to på Spot i år, og det var den bedste udgave i mange år, både på kvaliteten og eksekveringen. Der var mange lokale navne, som gjorde det rigtig godt. Jeg synes også der er en god støtte, hvor man supporter hinanden, og tager hinanden med ud og spille. Vi har også fået de første bud fra nogen, der gerne vil have os med ud og spille”

Anne: “Men jeg tænker også at det her kan passe sammen med meget. Der er mange situationer hvor det kan være med, og man kan tage en trommeslager med eller lade være”

Rasmus: “Men det er også det vi har fundet ud af det sidste halve år, at det er duo-formen, der er grundformen. Det er en duo og så den der dumme maskine. Som er pissefed. Det tog mig tre måneder at finde en, der havde en som ville sælge en.

Det er den sidste af den slags maskiner som ikke skal hookes op på en computer, men så er der til gengæld nogle andre problemer. Men det er charmen. Den er grim og blå, men den kan det den skal, og den giver en anden lyd. Det giver også nogle muligheder for at lave noget meget hurtigt. Det kan meget hurtigt gå fra at have en idé i hovedet og så har vi selvfølgelig også en luksus i at jeg har adgang til et studie, så vi hurtigt kan prøve numrene af der også.

Der er også nogle bidder hvor jeg skal synge, og der fandt vi hurtigt ud af, at det klinger faktisk ret interessant med begge vores vokaler. Min er sådan lidt mere grim og punket end Annes, og tager lidt længere tid at indspille, men der sker et eller andet i det der blend. Og hvis vi bare havde siddet derhjemme, så havde det sgu nok lydt dårligt. Men når man står i et studie og kan indstille, så kan man hurtigere ramme noget, der lyder fedt, og så er det bare fedt at have en producer på så tidligt”

Flere sange, flere koncerter

Og hvad sker der så nu? Flere indspilninger, flere sange?

Rasmus: “Det næste stykke tid skriver vi sange. Og så prøver vi at lave noget a la det her med Mellow Sessions, hvor vi kan få noget ud, men hvor det ikke er deciderede udgivelser endnu. For at få noget ud, og vise vi er til stede, og få opbygget en following.

Så i sommerferien rykker vi i sommerhus i 2-3 uger og så tager vi en masse gear med og skriver sange, og indspiller måske, hvis settingen er til det. Og så kommer vi tilbage efter sommer, og får booket nogle shows til efteråret. Vi skal have lavet et eller andet fedt format til at få lavet en offentlig debutkoncert, og så et par shows i London og et par shows i Hamburg, forhåbentlig.

Og så har vi sange nok, forhåbentlig, som vi så kan indspille i starten af efteråret. Så skal vi finde ud af om vi selv skal udgive, eller om der er nogen, vi gerne vil arbejde med. Hvis det er, skal det være nogen vi synes er fede at arbejde sammen med, og som kan være med til at udvælge hvad der skal ud som førstesingle. Det er ikke sådan at vi skal ud og lave et album, men vi skal have noget materiale at plukke i, mest så vi kan sætte et fedt sæt sammen og komme ud og spille. Gerne i udlandet og gerne sydpå, for vi har begge to spillet mange steder i Danmark”

Anne: “Der har allerede været noget interesse fra en i Hamburg, som også var interesseret i at lave noget publishing med det, så vi kunne rigtig godt tænke os at se hvad det marked kan. Så det kunne vi godt tage som stepping stone, for der er nogle muligheder der. Men vi vil gerne arbejde sammen med nogen, for det er fedt at arbejde sammen med nogen. Men vi vil gerne vælge dem”

Rasmus: “Ja, vi skal ikke bare finde nogen for at finde nogen, det skal være nogen, der kan se ideen lige så klart som vi selv kan. Og der er nogle bud nu, som er kommet tidligt. Vi har faktisk snakket med et indie-label i Hamburg om at udgive en 7” vinyl, kun i Tyskland, bare for at se hvad det kunne give. Så det kan godt være vi får trykt 500 singler på vinyl i Tyskland. Det passer godt til stilen at gøre det, og hvis man vil høre det, så må man jo fat i den”

Anne: “Det er også det, der gør at vi tror på at det kan lykkes, og at der godt kunne være noget interesse. Vi har heller ikke supertravlt, vi har bare lyst til at lave det her. Men vi vil selvfølgelig gerne have noget afsted”

Rasmus: “Efter at have spillet i en del projekter, er det faktisk første gang jeg oplever der er sådan en interesse så tidligt, selv om vi faktisk ikke har noget ude, ud over et par live-videoer. Og det er også interessant, hvis vi kan få nogen med som kan være med til at bane vejen”

Anne: “Jeg vil i hvert fald gerne ud og spille med andre bands, og få lavet nogle pakker, der giver mening. Der er ikke rigtig nogen, der laver det vi laver, så vi synes der er et hul, men der er mange som det kunne være spændende at komme ud og spille sammen med”

Rasmus: “Jeg glæder mig også til at komme ud og få nogle fede opvarmningstjanser. Det er også fedt at være dem, som folk ikke kender, for så får man også en anderledes respons. Efteråret bliver nogen koncerter i hvert fald, og så få indspillet nogle sange, og finde den rigtige samarbejdspartner

. Med så komprimeret et set-up, kan jeg nærmest bære det hele, så vi kan spille alle mulige steder, og det gør at vi kan lege rigtig meget med formatet. Vi kan godt spille nogle skæve steder, og det kan godt være fedt. Jeg har en forkærlighed for de der små elendige klub-steder, hvor der ulækkert, og et dårligt anlæg, og det ligger nede i en kælder, og det er bare superfedt at spille der. Der er et sted i Hamburg, der hedder Astra Stube, som ligger under en jernbane, og det er bare et fedt sted”

Anne: “Det er også tit sådan nogle steder, der har et stampublikum, hvor folk møder op uanset hvad det er og bakker op. Det der med at musikken er integreret og at man ikke kun kommer for at høre nogen der spiller, men man kommer også for at hænge ud.

Også det der med at snakke til koncerter, det gør måske ikke så meget, når det er et sted, man også kommer for at hænge ud. Også det der med, om det er en koncert, eller en udveksling med publikum. Men det er helt andet emne, som man kan snakke om i lang tid”

Rasmus: “Hvis man skal konkludere et eller andet, så er det, at der skal være noget. Vi laver ikke nogle numre, bare for at lave noget – så dør de. Der skal være en klokkeklar idé, eller følelse, eller lyd, og femte gang man hører det, så skal det stadig være der. Så gør vi noget med det, og det er fedt, det med ikke at sidde og skrive numre for at få dem til at passe ind i noget.

Og der er der en kæmpefordel i ikke at være fem mand. Der er mange gange, og det må man godt sige når man selv spiller i rockbands, at man som regel spiller, fordi man synes det er fedt, det man selv spiller. Men det skal gerne være sådan at det man ender med at høre, skal være det samme som vi startede med at forestille os”

Anne: “Det føles også enormt ærligt – det føles rigtigt og ærligt”

Tjek videoen til ‘You’re Dangerous ud herunder og følg med i hvor The Shrines spiller koncerter, med mere, på deres facebook

Af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here