The Righteous: Never-Never Land *** (3/6)

0
768
views

Danske The Righteous er klar med deres andet album efter debuten Follow Me fra 2011. Never-Never Land er en  speciel oplevelse med masser af orgel og frontmand Timo Jeppe Møllenberg’s markante, dybe vokal  i front. Acquired taste? Måske.

Jeg sad længe og tænkte over, hvem det egentlig var, Timo Jeppe Møllenberg’s nærmest reciterende croon-vokal mindede mig om. Navne som Nick Cave og Steen Jørgensen var forbi baghovedet, indtil jeg landede omkring Leonard Cohen, uden at Møllenberg helt rammer hans afgrundsdybde. Uden direkte at sammenligne Møllenberg med de nævnte i øvrigt, men bare for at placere hans ‘lyd’. Dyb, nærmest talende vokal, der mest markant bakkes op af Kasper Dreyer’s orgel/piano, men også af Bartal Læarsson på bas og Andreas Wiggers på trommer på Never-Never Land. Møllenberg leverer også det ofte dejligt skramlede guitarspil.

Titelnummeret er først fra start og her får man en smagsprøve på The Righteous’ kendetegn; den mørke tale-croon, det brusende orgel, og den solide rytmesektion.

‘From A Window’ følger op med pulserende bas, og en god fremdrift i rytmesektionen, mens Dreyer’s keys leverer toppingen. Et fint rocknummer. På ‘My Girl’ er tempoet lavere, og der er kor på omkvædet, men sangen får alligevel ikke helt rykket sig væk fra udgangspunktet. På ‘Craving For Her Touch’ går der for alvor croon i den, i en langsom traver, der heldigvis friskes op af en guitarblæst og en orgelsolo undervejs.

På næste track, ‘What You Make Me Do’, var jeg en overgang bange for at The Righteous var gået i stå i samme ensformige tempo, men efter 1 1/2 minut skærer guitaren skarpt ind med en solo. Igen er det som om det ene nummer umærkeligt går over i det næste, som i dette tilfælde hedder ‘You Don’t Mind’. Hér bydes vi dog på albummets måske mest varierede skæring, hvor Møllenberg også kommer lidt ud af sin croonende comfort zone, hvilket er ganske befriende. Ellers er nummeret The Righteous business as usual, med den tunge rytmesektion, orgelet, og guitaren, der skærer lidt igennem, indtil afslutningen hvor koret og Møllenberg spiller op mod hinanden, mens der synges You don’t mind! med stigende vildskab. Det er helt rart at høre at det hele ikke er dybt croonende og kontrolleret overflade.

‘From Across The Room’ lader keys og guitar være underlægning til en afdæmpet sang, hvor vokalen igen er i centrum. På ‘If You Let Me’ er rytmesektionen klar med bagtæppet igen, især med fint dundrende trommespil af Andreas Wiggers, som sammen med guitaren kontrasterer klaverspillet i en dramatisk sang, som fungerer rigtig fint.

Møllenberg slipper vokalen fri igen i perioder på ‘I Need Some Skin (Lonely, Lonely, Lonely)’ – I’m so scared! skriger han, inden nummeret syrer ud i en guitarsolo. ‘By Your Side’ er igen i crooner-land, hvor der desværre er lidt for stillestående, for min smag, når melodier og tekster mangler noget, i forhold til de tidligere nævnte forbilleder. ‘H.Ford’ fungerer som outro med klaveret som det centrale element, og tale-samples der svæver i baggrunden.

Stilen er klar og tydelig hos The Righteous, og de har mange gode elementer i deres musik. Men i Timo Jeppe Møllenberg’s vokal er der også et tveægget sværd, som på nogle numre fungerer både som en effektiv identitetsmarkør og en inciterende fortæller, men over hele albummet bliver for monotont cool og overfladisk croonende i sit udtryk. Samtidig er de fleste numre også holdt i et drivende mellemtempo, og jeg havde, selv efter en del gennemlytninger, svært ved at skelne nogle af numrene fra hinanden. Det tror jeg sådan set er et bevidst valg fra bandet, men det fungerer ikke 100% som lytteoplevelse for mig. Jeg kunne godt bruge flere stunder, hvor vokalen giver los, og de øvrige instrumenter får lov at banke mere igennem, og det hele ikke føles så kontrolleret og cool.

Ingen tvivl om at The Righteous har potentiale. Live kan jeg kun forestille mig at der bliver givet gas, men albummet er bare ikke helt oppe og ringe for mig, trods det, at der ikke er decideret dårlige numre i blandt. Der er bare heller ikke nok, der skiller sig ud i den anden retning. Derfor bliver det ved 3 stjerner til The Righteous, som jeg tror har potentiale til mere.

Never-Never Land udkom d.3/11.

Anmeldt af Judas

Du kan se videoen til ‘My Girl’ her:

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!