The Raveonettes, Vega 11/12-2014 ***** (5/6)

0
1076
views

The Raveonettes tog forskud på dagens storm, og blæste et godt fyldt Store Vega godt og grundigt omkuld torsdag aften.

Lydmanden havde skruet helt op på ca. 1000 stykker, og havde generelt fint styr på begivenhederne, lysmanden leverede et imponerende stykke arbejde, og bandet, ja, de gjorde deres ypperste for at give publikum varmen, en råkold torsdag aften.

I vanlig stil trissede Sharin og Sune plus trommeslager/backtrack-mester stille og roligt på scenen, alle iklædt sort fra top til tå, og lagde fra land med en lydmur af støj. “Endless Sleeper” fik lov til at åbnet støj-juleballet, og det var i den grad en værdig åbner, bandet spillede tight og overbevisende og fik lynhurtigt publikum med. Jeg stod og tænkte, at hvis de kan holde niveauet, så bliver det her en af de koncerter der står klart indtil hjernen en dag står af. Det kommer den så sandelig også til hos mig, men ikke udelukkende på grund af musikken.

Denne koncert blev nemlig koncerten hvor frontmand Sune, valgte at træde frem fra sin safezone, det vil sige bag mikrofonstativ og guitar, og kaste sig ud i disciplinen, sang-og-bevægelse-på-scene-uden-guitar. Og nej, det var ikke et hit, det virkede meget akavet og pletvis usikkert. Det der med armbevægelser og fagter til teksten, gå ned på knæ for at synge til de forreste rækker og semi-danse på scenen, det skal den gode Sune holde sig fra, det er IKKE cool. Men kredit for forsøget skal han da have, og jeg fik oplevet noget jeg ikke troede var muligt, og som nu er uforglemmeligt. The Raveonettes skal holde sig, i min optik, til det de mestrer til perfektion, nemlig deres minimalistiske og übercoole optræden og ellers bare fyre deres støj-pop-rock sange eftertrykkeligt af.

Og det var netop hvad de gjorde størstedelen af tiden, og en del mere varieret end jeg tidligere har oplevet bandet gøre. Det føromtalte lys, der passede sublimt til duoens lyd, herunder konsekvent brug af én farve pr. sang, og en lyssætning der fik bandet til at fremstå som silhuetter, var smukt. Især den massive brug af strobelys var fænomenalt, det understøttede støjen perfekt, og at det samtidig gjorde det næsten fysisk umuligt at tage billeder, gjorde det jo ikke dårligere. Keep those phones in the pocket! Ydermere havde de valgt at lave om i arrangementet i en del af sangene, så det ikke bare var “same same but live”, forfriskende.

Der blev disket op med en god håndfuld sange fra deres seneste album Pe’ahi, har du ikke hørt det endnu, så få det gjort i en fart. Her iblandt “Sisters”, som blev serveret lige efter “Endless Sleeper”, og på trods af lidt tekniske problemer i starten af sangen, så levede det op til niveauet på åbningsnummeret. Boooom!

Duoen leverede et meget varieret sæt, og langt, hele halvanden time, it’s a rave record! Og de var, som tidligere skrevet, en anelse mere løsslupne end set før, men der var stadig ikke meget snak mellem sangene, og sådan skal det være. Sange som “Attack Of The Ghost Riders”, “The Christmas Song” som blev fremført helt nedbarberet uden bjælder og halløj, men derimod discokugle!, skabte en god julestemning, og det var sgu hyggeligt. “Love In A Trash Can”, “Kill!” (her troede jeg at Vega ville falde sammen, shit et lydtryk), og sidst men ikke mindst, afslutningsnummeret “Aly, Walk With Me”, hvor trommerne endelig skar igennem, og bandet sparkede det absolut sidste energi ud i salen, gjorde at man blev helt forpustet, og tørstig.

Det lyder jo altsammen helt fantastisk, men ikke alt er fryd og gammen i min verden. Jeg har et helt generelt problem med The Raveonettes live-besætning. For det virker sgu lidt mystisk at stort set alt bas er indspillet på backtrack, det gør ikke ligefrem musikken dynamisk eller energisk, når trommeslageren er bundet til et click-track. I min verden skal støj-rock flyde og svæve, og må gerne stige og falde i tempo, selvfølgelig indenfor rimelighedens grænser, men når det er præ-indspillet, ja så er man jo bundet til det. Jeg vedkender mig at det er en del at bandets koncept, men det afholder mig ikke fra at håbe på, at opleve bandet i en 100 % live-besætning. Dog var trommerne heldigvis opgraderet fra semi-elektrisk-stå-op-sæt, til stort set good ol’ analog, pånær en enkelt digi-pad, hvilket jeg inden koncerten var meget glad for at se. Men, men, men, hvad hjælper det, når lyden på trommerne får en eller anden form for effekt på, så de lyder elektroniske, I don’t get it. Her kunne man jo netop adskille sig lidt fra studieindspilningerne, og give live-shows et ekstra spark. Trommerne lød, på nær i sidste nummer“Aly, Walk With Me”, pap-agtige, og forsvandt lidt i den massive støj. Men som sagt, det er bandets koncept, og det må jeg jo efterhånden lære at leve med. Men lidt brok skal der på bordet, man er vel jyde.

Alt i alt leverede The Raveonettes torsdag aften på Store Vega, en af de bedste koncerter jeg gennen tiderne har oplevet fra bandets side, de forsøgte vitterligt at give publikum noget ekstra, og det fik de både visuelt i form af det ekseptionelle lys, sangmæssigt – da mange af sangene ikke var 100 % gengivelse af studieversionerne, og lydmæssigt – tror aldrig jeg har været ude for et så massivt lydtryk, ikke på Vega ihvertfald. Det var et gedigent bombardement for både øjne og ører – et rigtigt rart bombardement.

Jeg vakler lidt mellem 4 store stjerner og 5 små, men hva’ faen, det er jo jul, så 5 små, men til gengæld meget støjende julestjerner, sender jeg efter Sune og Sharin. God jul, Ravers.

Sætliste:
Endless Sleeper
Sisters
Killer in the Streets
Wake Me Up
Hallucinations
Dead Sound
Black/White
The Christmas Song
Break Up Girls
Gone Forever
Love in a Trashcan
Attack of the Ghost Riders
My Tornado
Summer Ends
When Nights is Almost Done
Recharge & Revolt
Kill!
Aly, Walk with Me

Anmeldt af Thomas Bjerregaard Bonde
Foto: Thomas Bjerregaard Bonde

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here