The Psyke Project: Guillotine ****** (6/6)

0
1166
views

Jamen hold nu kæft mand, nu havde jeg lige lovet mig selv, at Essence var de eneste der skulle modtage 6 stjerner i år – i hvert fald af danske udgivelser. Og så overfaldes man af dette frådende monster af en metal udgivelse, hvor The Psyke Project tager et gigantisk skridt fremad og blæser til nådeløst angreb på alle fronter.

Ja, det er egentlig alt du behøver at vide, så anmeldelsen er sådan set slut… men ok, vi uddyber lige en smule.

The Psyke Project er dannet tilbage i 2001, og tæller man demoer med, så er Guillotine deres syvende udgivelse – og måske deres  bedste. Tidligere har bandet mest bevæget sig indenfor hardcore-genren, der blander metal og punk, en genre jeg ikke har beskæftiget mig voldsomt meget med. Har dog set The Psyke Project live en eller to gange over årene, præcis hvor og hvornår er blæst ud af min hjerne, men min generelle oplevelse af bandet har været, at “de er da helt okay”.

Indtil nu. Guillotine er et uhæmmet frontalangreb, hvor The Psyke Project går direkte efter halsen på lytteren for at bide hovedet af. De flår og råber sig igennem pladens 11 sylespidse og skarpe skæringer, som var det med livet som indsats. Samtidig har gruppen rykket deres musik i lidt nye retninger, der blandt andet inkluderer udflugter over i regulær black metal, tunge melodiske stykker og helt overordnet bare enormt tung “pissed off” Metal med stort M. Guillotine er indspillet live i Dead Rat Studio på kun 7 dage med Jacob Bredahl bag knapperne, der har sørget for en rå og uforsonlig lyd pladen igennem.

Pladens numre falder cirka i to tempi, de eksplosivt udfarende og de lidt mere møgtunge og slæbende – begge gennemsyret af en følelse af konstant vrede, desperation og “come get some”. Der veksles så med tilpasse mellemrum mellem disse to indstillinger på The Psyke Projects kødkværn, men tag ikke fejl – der kværnes konstant og uden hensyn. Sangene handler i følge pressematerialet om “individet, dets sjæleliv og livsbetingelser”,  og ifølge trommeslager Rasmus Sejersen (som du kan læse vores Q&A med HER) om “melankoli og menneskelig ondskab” – og det lyder satme også sådan!

Nu skal “uden hensyn” ikke forstås som decideret “hensynsløst” overfor lytteren, det skønne ved de barske løjer er, at man som lytter aldrig føler sig hægtet af. Der er altid lige nok rum i numrene til, at man får mulighed for at kunne følge med, selvom det lyder som om man befinder sig i fjendtligt territorium. Og fjendtligt, det lyder det fra begyndelsen med titelnummeret “Guillotine” og de efterfølgende “Death Sight” og “The End”, en knogleknusende brutal indledning, der lige kræver at en ellers mere melodisk metal orienteret makker, som undertegnede, søger dækning og lytter fra sikker afstand.

Lyden er stor og kompakt, og farer lige i flæsket på dig fra første sekund, men bare sænk paraderne, det er herlige tæsk at tage imod. “Guillotine” åbner med stormende instrumenter, og midt i det bidske blæsevejr står forsanger Martin Nielskov og skriger mod vinden. Momentvis i en sådan grad at man nærmest kan høre mundvandet fosse ud på mikrofonen, imens musikken pisker med fuld kraft mod ens trommehinder. Det kan være svært at afkode præcist hvad der synges (bandet er nu begyndt at lægge tekster ud til sangene på bandcamp), men The Psyke Project lyder eddersparkme SURE. “Death Sight” er den mere buldrende forsættelse til “Guillotine”, hvor man både bliver rusket, rykket rundt og tildeles dybe stød så man er helt mørbanket bagefter, inden The End” knæler ned og forsøger at give dig nådestødet. Guitarerne slår gnister og skærer lunser af dig, trommerne leverer hurtige og præcise salver og vokalen spytter dig direkte i fjæset. Det er nok indbegrebet af det, min mor ville kalde “larm”.

The Psyke Projects voldelige overfald virker dog på ingen måde umotiveret eller planløst, det udføres med musikalsk præcision og timing – lytteren skal kun pacificeres, ikke moses fuldstændig. “Partisan” sætter tempoet ned, og giver dig mulighed for at ligge og tænke over hvad du mon har gjort for at anspore dette raserianfald, som Guillotine er. Det mægtige nummer doom-kværner langsomt og olmt af sted, men den ondskabsfulde stemning er ikke mindre intens end på den mere udfarende indledende trio af sange. Det er tværtimod mere fortættet, sammenbidt og så mastodontisk trampe-tungt at du nok bør rulle til side, i stedet for at ligge der og bløde. “We pray for something, that will never happen”, kan man tyde i forsangerens lidt tilbageholdende forpinte skrig, som om budskabet tvinges ud mellem læberne med tænderne bidt sammen og skærende mod hinanden. Den efterfølgende 2 1/2 minut korte “The Mute”, holder tempoet nede i det slæbende, det dundrer langsommeligt fremad i en dommedagsagtig atmosfære. Vokalen antager en mere parole-råbende karakter, og bjæffer en repeterende sætning ud inden nummeret de sidste 40 sekunder futter af i flammende støj. Herligt lille intermezzo, inden det for alvor eksploderer igen.

“Empire” tromler alt ned. Hvis du inden troede du befandt dig i et sonisk stormvejr, så er det her en orkan. Vokal, guitar, hele arsenalet, smelter sammen i et kraftfuldt retningsbestemt TRYK, hold på hat og briller, eller glem det – LØB! Men du skal løbe hurtigt, hvis du skal løbe fra den efterfølgende “Ghost Fight”, hvor hardcorens metal-punk kigger lidt frem i en tempofyldt turbulent satan af en sang. Man kunne med rette frygte, at det konstante skrigeri på vokalen (noget der normalt ikke lige falder i min smag) ville blive for ensformigt i længden, men der varieres altid lige nok til at monotonien ikke sætter ind. Det samme gør sig gældende for musikken, selvom The Psyke Project egentlig har en ret enslydende klang albummet igennem, så er der stadig masser af afveksling, som f.eks. her i “Ghost Fight”, hvor bandet konstant skifter tempo og retning. Klangen er blot med til at styrke følelsen af sammenhæng albummet igennem, så Guillotine fremstår som et “værk” fra ende til anden. Det gælder også for stemningen af melankoli og menneskelig ondskab, der som nævnt er det The Psyke Project kredser om på pladen, lyt bare til den bistre “Hell Is Other People”. Bare titlen giver dig vel nærmest en idé om hvordan den lyder, men numrene åbner sig hele tiden nok op til at du kan putte din egen mening ind i sangene.

Intensiteten og brutaliteten får lige en lille pause, på det stemningsfulde instrumentale pusterum “When Man Became God”, der effektivt bygger op til pladens afslutning. Den vokser langsomt, og man er ikke i tvivl om at nu er der flere øretæver i luften, og så BRØLER “Good For Nothing” ud af højtalerne. Vokalen lyder her virkelig ubehagelig, og man bliver sgu helt utilpas ved at lægge ører til – men på en god måde, forstås. Der er lidt horrorfilms undergangsstemning over musikken, der faretruende cirkler rundt om lytteren, imens frontråber Nielskov rent faktisk bare begynder at netop RÅBE. Jeg vil hjem inden de skræller huden af mig…..

Heldigvis har The Psyke Project skrevet den næsten perfekte afslutningssang, et nummer der også fremadrettet burde kunne bruges til at lukke og slukke for koncerter. Den gigantisk klingende “Menneske” presser de sidste kræfter ud af både band og mig som lytter, med en tonstung melodi, der laaaaaaaaangsomt ruller sig fremad. Nummeret skiller sig ud ved at være på dansk, hvilket, i de tekststykker man kan tyde, lyder særdeles vellykket. Tænk at dansk kan lyde så ONDT, og ikke tilnærmelsesvist fjoget eller kikset, især når der virkelig råbes igennem på slagordsagtig vis i sidste halvdel af nummeret. En sidste overbevisende kraftanstrengelse af et megamuskuløst metalband – jeg vil ikke mere nu!

Der er ikke så meget mere at sige, udover at Essence’s Last Night Of Solace har fået kamp til stregen om årets album i min lille verden. Men hvilken luksus, tænk at vores hjemlige himmelstrøg bliver beriget med to så fantastiske, og forskellige, metalplader indenfor så kort tid?

Jeg er som nævnt normalt mere til den melodiske metal (eller stoner/doom), så derfor virker Guillotine måske også mere ekstrem på mig, end på andre mere hårdføre typer. Ja, du kan sikkert finde noget derude der lyder endnu mere grumt, men Guillotine gør det med så meget stil og finesse, at den fortjener den højst mulige anbefaling (som er de seks stjerner). Bandet lyder ikke bare onde og hårde, med dét som eneste motiv, det er fremragende sange, uden undtagelse, der er i centrum på pladen – den ondskabsfulde stemning er “bare” indpakningen. Her er meget mere at komme efter og dykke ned i, samtidig med at der uddeles kompromisløse, kradse klø.

The Psyke Project har med Guillotine forhåbentlig lavet det ondeste album jeg kommer til at høre i år, på den helt rigtige og indbydende måde.

Anmeldt af Kodi

Besøg The Psyke Project på Bandcamp, hvor du kan kan lytte til og købe pladen til den pris du selv ønsker

Guillotine udkommer i dag, mandag d. 6/5, på både cd og vinyl (link mangler)

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul,  metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here