RF10: The Prodigy – Orange Scene, Lørdag ****

0
1049
views

Små pinlig pensionist party reddet af publikum

Meget kan man sikkert sige om The Prodigy’s relevans i 2010, og deres headliner koncert på Orange lørdag nat., men kedeligt blev det aldrig – hvilket især skyldtes et særdeles feststemt og danse klart publikum. For bandet på scenen virkede tiltider ærlig talt, som nogen der var fanget i en patetisk tidslomme, eller bare brændt tilstrækkeligt ud til at være parate til at blive rullet på rave party plejehjem.

Da The Prodigy kom tonsende op fra undergrunden i start/midt 90erne, var hitlisterne mestendels domineret af den dødende grunge scene, og den spirende brit pop scene. Bandets lyd havde dog intet tilfælles med disse populære genre, men var en hybrid af techno, rave, electro-industrial osv. tilsat punkattitude og bombastiske beats. Og den lyd har de stort set dyrket lige siden, uden at videreudvikle den nævneværdigt, om det skyldes dovenskab eller manglende evner skal jeg ikke gøre mig klog på – men kreativt er det dælme ikke.

Nuvel, formelen virkede glimrende for dem i de fede år, først med gennembrudspladen ”Music for the Jilted generation” i 1994, og senere på deres kommercielle højdepunkt, ”The Fat of the Land” fra 1997. Ovenpå dette one two punch gik tromler trioen nærmest fuldstændig i stå, både som nævnt kreativt, men også rent udgivelses mæssigt. Først i 2004 lod de høre fra sig igen med ”Always outnumbered, Never outgunned” og senest i 2009 på ”Invaders must Die”, begge 2 plader der ikke ligefrem satte hverken anmeldere eller hitlister i brand.

Nu stod de halv gamle firestarters så på Orange scene, foran et hav af neon knæklys og solbrændte festival gæster. Og klassikeren ”Firestarter” satte naturligvis ild til det støvede dansegulv på behørig vis, da den blev blæst ud af højtalerne ca. midt i sættet.
Aftenens playliste var en blanding af de kendte hits, og en pæn mængde numre af nyere dato – ikke at man kunne høre det på lyden af materialet, ud over at de nyere sange blegnede en smule i energi i forhold til klassikerne.

”World’s on fire” fra ”Invaders” slæbte festen i gang i et lettere fesent tempo og tilhørende stemning, før ”Breath”, allerede som andet nummer, fik hele det Orange udendørs diskotek til at eksplodere i en blanding af alkohol, sved, kroppe og kunstigt lys. ”Omen” og 90er giftbomben ”Poison” forlængede selvfølgelig denne enorme energiudladning fra publikum, der tydeligvis ikke havde tabt pusten efter endnu en varm dag.
Men tilgengæld begyndte de at tabe pusten oppe på scenen.

Jeg har ikke tal på hvor mange gange der blev råbt ting ala ”All my fucking warriors” eller ”fucking” det ene og ”fucking” det andet. Nu har deres tekster aldrig efterladt et indtryk af, at vi havde med litterære sværvægtere at gøre, bevares, og det behøver man da heller ikke til sådan en slå hjerne fra fest som denne – men deres ensformige råb og skrål blev satme belastende i længden.

Nye numre blev afløst af gamle, ”Voodoo People”, ”Invaders must Die”, ”Smack my bitch up”, de var der alle, imens man ude i mørket væltede og bumlede rundt og fik flimmer for øjnene pga. hyperaktivt lysshow, og folk klædt ud som kulørte lamper.

På scenen var trioen efterhånden reduceret til en lidt små sørgelig selvparodi, som man egentlig godt kunne få lidt ondt af. Jo, der var smæk på ude på pladsen og folk havde det skide sjovt, men det havde de også haft hvis det havde været en DJ der havde sørge for The Prodigy’s bulldozer beats. Alt imens hoppede 3 plus 40 år gamle mænd rundt på scenen, som små pinlige hyperaktive teenagere uden realitetssans. Minder mig om Blinkende Lygter ”Nej Thorkild, du ER 40”…

Må man så ikke fyre den af og feste når man er så gammel? Jo bestemt, men det virkede ærlig talt som om de gav køb på alt hvad der hed værdighed og misforstod publikums festrus og nostalgi feber for noget andet – nej, i er ikke hippe længere, og har ikke på nogen måde været det siden 1997, og det er jeres egen skyld! Havde de gjort noget der kunne minde om at udvikle sig, og ikke bare leve videre på fortidens meritter, så havde det hele måske ikke virket helt så kikset. Og nogen genre er bare ikke gode at blive ældre i som performer.. Rave og punk virker som 2 af dem!

Så et uskønt anfald af virkelighedsflugt hos The Prodigy, blev reddet i land af en festlig virkelighedsflugt hos det fremragende publikum – forskellen er at efter koncerten var de fleste af os tilbage i 2010’s virkelighed, det tvivler jeg på bandet var. Men vi havde det sjovt alle sammen, og det er helt i orden af og til, lige meget hvor indholdsløst dette øjeblik så muligvis måtte have været.
Party on.

Kodi

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here