The Pixies: EP1 ** (2/6)

0
1031
views

10 år efter den officielle gendannelse og hele 22 år efter deres seneste udgivelse (singler undtaget), er The Pixies pludselig klar med nyt materiale i form af en 4 numre lang EP. Var det ventetiden værd og kan det leve op til fortidens store musikalske bedrifter? Ikke tilnærmelsesvis, desværre.

The Pixies historie har været lang, rodet og præget af interne stridigheder siden dannelsen i 1986, især mellem bassist Kim Deal og sanger/sangskriver Black Francis (Frank Black aka Charles Thompson IV). Gnidningerne, der nogen gange blev meget fysiske i form af flyvende instrumenter under koncerter, resulterede i første omgang i, at Francis (som han jo hedder i Pixies regi) opløste bandet i begyndelsen af 1993, hvor frontmanden fortalte de øvrige medlemmer om opløsningen via telefonopkald og fax (hvilket ville være totalt old school cool i dag, men nok kunne betragtes som ret dårlig stil dengang).

Gruppens medlemmer fortsatte hver for sig, Francis blev til Frank Black og bumlede videre med en noget ujævn solokarriere, guitarist Joey Santiago lavede blandt andet musik til tv-serier, Kim Deal startede The Breeders, som fik et ret stort hit med pladen Last Splash og singlen “Cannonball”, og endelig blev trommeslager David Lovering tryllekunstner! Bandet fandt dog officielt sammen igen i 2004, og har siden turneret on/off med stor succes og anerkendelse, den som de måske ikke helt fik i første omgang. Pixies solgte aldrig millioner af plader (slet ikke i hjemlandet) og var i deres første livscyklus ikke meget andet end et kultorkester. Men under den 11 år lange pause fra 1993 til 2004 skete der et eller andet, undergrunden kom op til overfladen, ikke mindst i form af grunge-bølgen, hvor ikke mindst genre-posterboy Kurt Cobain flere gange nævnte Pixies, som en af Nirvana’s vigtigste inspirationskilder – hvor “Smell’s Like Teen Spirit” var Cobains forsøg på at skrive et Pixies nummer.

Siden er Pixies udgivelser fra årene 1988 til 1991 blevet anset som nogle af de mere indflydelsesrige i rockmusikhistorien, og bandet har fået noget velfortjent, om end lidt sen, bredere anerkendelse – men det er nok stadig at betragte som et kultband, men et større et af slagsen.

Hvorfor så hele denne trivia smøre inden jeg kommer til, hvad dette egentlig handler om, nemlig den nye EP? Jo, for Pixies mægtige historie og indflydelse spiller desværre uundgåeligt ind i min bedømmelse af disse 4 nye numres kvalitet. Det er simpelthen umuligt for mig ikke at have “Veluria”, “Ed Is Dead”, “Planet of Sound”, “Bone Machine”, “Gigantic”, “Where Is My Mind?”, “Cactus”, “Is She Weird?”, “Subbacultcha” og HELE Doolittle pladen i baghovedet når jeg lytter det nye igennem. Og for ikke at lægge skjul på, at jeg ER Pixies fanboy og tilbeder.

Fanboy mentaliteten medfører så ofte een af to ting, når éns darlings nyeste kreative output skal bedømmes: Håbløs overvurdering af kvaliteten eller harme, vrede og skuffelse – kill your darlings. Begge dele er naturligvis yderpunkter, men ligegyldigt om vi taler film, musik eller andet, så er vi fanboys nogle ret sort/hvide typer. Efter adskillige gennemlytninger af denne nye EP, så er jeg gået fra massiv skuffelse og “KAST DEM PÅ BÅLET”, over “nå ja, måske er det ganske ok” til “det er bare ikke godt nok, der mangler noget?” og til nu at være lidt opgivende og trække på skulderne. Det er næsten det værste – ligegyldighed overfor noget man elskede højt engang.

Nu kan vi ikke trække den længere, EP’en åbner med “Andro Queen”, en underligt svævende sag i nedsat tempo. Der er noget nostalgisk over stemningen i nummeret, så man næsten kan se stumper fra gamle smalfilm rulle over ens indre skærm imens Francis, på sin egen særprægede facon, nasal-crooner sig igennem sangen. Man kan ikke tage fra nummeret, at den skaber en virkningsfuld vemodig og tilbageskuende følelse, men man savner et eller andet – noget bid og ikke mindst Kim Deal. Bassisten hoppede ud af bandet i sommers, og man kan ikke afvise, at nummeret havde løftet sig betydeligt ved tilføjelsen af hendes karakteristiske sirene-sang et sted i produktionen. Det skal vise sig, at afsavnet af Deal i det generelle lydbillede på EP’en, bliver et af mine største problemer med udgivelsen.

Der kommer lidt mere melodisk ryk i sagerne på den efterfølgende “Another Toe”, der ganske hyggeligt vugger tilbagelænet af sted, med den klassiske snert af Pixies surfer-hygge som nummerets største force. Omkvædet er ok catchy, men igen savner man noget, for det virker samlet set lidt små-tamt og uforløst. Santiago får lov til at lade guitaren skære og flyde labert, som kun han kan, men man mangler den sidste eksplosion og fornemmelsen af nødvendighed – hvilket ærgerligt nok går igen EP’en igennem. Det lyder ikke rigtig som om der er noget på spil.

Francis’ velkendte vokalvanvid, som stort set har været fraværende på EP’en i de to første numre, begynder endelig at kigge lidt frem på “Indie Cindy”. Vi befinder os i verset (igen) i det nostalgisk klingende hjørne, men omkvædet og andre mellemstykker gnistrer en smule med Pixies’ mere bistre og skingre eksplosioner. Det til trods, og sangen ER faktisk hæderlig samlet set, så sidder man stadig med en trist følelse af, at det kunne og burde have været meget bedre. Er “helt ok” godt nok for Pixies, når man kigger på deres imponerende bagkatalog af udødelige sange og skal vi, og de, lade os nøjes på denne måde? Det virker ærlig talt lidt uambitiøst.

“What Goes Boom” afslutter Pixies første udgivelse siden 1991, og den gør det på en måde, der trods alt efterlader et lille håb om, at der et eller andet sted stadig er noget sprængfarlig dynamit tilbage i det amputerede orkester. Støjen får mere plads, der kommer noget stærkt savnet dynamik ind i melodien og det er på mange punkter nok det nummer på EP’en, der føles mest sammenhængende og veludført. Det er helt klassisk poppet Pixies støj, ingen nye tricks, men den gammelkendte kombination af semi-frenetisk og rastløs energi, ulmende sindssyge, der af og til bliver helt udfarende, og Francis’ rablende stil holder stadig nogenlunde. Nogenlunde… rædselsfuldt at man skal sige det om en Pixies sang!

Da Pixies i sommers smed singlen “Bag Boy” på nettet til gratis download blev jeg positivt overrasket. Langt fra gruppens bedste nummer,  niveauet er også nærmest urimeligt højt, men den rummede dog nogle af Pixies bedste sider, samtidig med at den lød ganske frisk og spillet af et band, der stadig lød inspirerede og relevante. Intet af det hører jeg dog i store nok mængder på EP1. Man gider næsten ikke engang lytte til teksterne for at høre om der gemmer sig nogle guldkorn om UFOer, det gamle testamente, ludere, lommetyve, obskure popkulturelle referencer og andre af Francis’ normale tekstmæssige troper. Pixies, jeres lade musik gør også mig lad som lytter!

Der virker lidt idéforladt, dovent, uinspireret, uvedkommende og ikke mindst halv-færdigt og unødvendigt. Måske er det bare mig og mine, indrømmet, meget høje forventninger, som de nok aldrig havde en chance for at leve op til, men tror de reelt selv helt på det her? Fraværet af Deal’s fingeraftryk numrene igennem gør, at det hele fremstår en lille smule ufærdigt – som om de simpelthen har skåret hendes tilstedeværelse ud af sangene, uden at tilføje noget nyt. Hvilket jeg sagtens kunne forestille mig Black Francis gøre. Tilbage står 4 numre, der veksler mellem at være uinteressante og “ikke dårlige”, men EP’en føles samlet set half-assed og tam.

Er jeg så en forsmået og skuffet fanboy med alt for urealistiske håb og forventninger? Lidt måske, men jeg synes også man helt objektivt (så objektivt det nu engang kan blive) med rette kunne forvente sig mere af et fremragende orkester som Pixies, der på grund af et fænomenalt sangkatalog har fået så stor musikhistorisk indflydelse og betydning, kultstatus til trods – hvorfor så ellers udsende nyt? Det her kom i lige så stor grad til at handle om Pixies historie som band, som den nye udgivelse selv, men netop denne historie og min egen begejstring for bandets gamle udgivelser hænger uadskilleligt sammen med skuffelsen over det nye materiale. En, der ikke er præget af disse faktorer vil måske finde EP’en lidt mere fornøjelig.

Med EP1 ødelægger Pixies ikke direkte deres eftermæle, men de viser i den grad hvor svært det er at genskabe magi. Lighting dosen’t strike twice i dette tilfælde. Desværre.

Anmeldt af superfan Kodi

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here