The Mars Volta: Noctourniquet * (1/6)

0
539
views

The Mars Volta har med skiftende held været eksponenter for en frenetisk progressiv rock med masser af temposkift, snørklede passager, buldrende guitarer og ind i mellem de infernalske guitarer, nogle fine melodier. ‘Noctourniquet’ er bandets sjette album, og meget langt fra deres bedste. 

Albummet indledes i en form for bastard industrial-rock med ’The Whip Hand’, et nummer jeg ikke helt ved hvad jeg skal stille op med. For på en måde rykker dele af sangen med det tempo-opskruede gotiske omkvæd, og på en måde er den også belastende for øregangene med sin forvrængede synth og skævt slæbende rytmer.

’Aegis’ lyder mere som Muse i musical-land med en uklar lyd og uskarp vokal (formentlig delvist forårsaget af nogle bækkener, der fylder for meget i produktionen og ligger som en konstant baggrundsstøj). ’Dyslexicon’ lyder som om den skulle have været del af et soundtrack til Aladdin, inden Rodriguez-Lopez og Bixler-Savala fik fingre i nodearket og gik i gang med distortionguitar og rytmeroderi. Og det er ikke ment positivt.

’Empty Vessels Make the Loudest Sounds’ sætter tempoet ned, og trommerne nedtones, men det hjælper nu ikke sangen voldsomt på vej, da det er en gumpetung sag med en tilforladelig guitarfigur og ikke meget andet, der taler for sig, heller ikke de maniske temposkift og trommebaskerier der dukker op undervejs. I det hele taget er ’Noctourniquet’ lidt af en prøvelse at komme igennem. De gode elementer undergraves kategorisk af enten upassende trommestikførsel, dårlig brug af støjeffekter og/eller mangel på gode melodier. Især trommerne ligger som et konstant irritationsmoment i baggrunden, hvor trommeslageren åbenbart bliver aflønnet efter hvor mange gange han rammer et eller andet på trommesættet – og bækkenerne har åbenbart den største flade…

På ’The Malkin Jewel’ går der igen musical i den – denne gang er det noget i retning af Balkan møder Nick Cave. På sin vis fungerer nummeret egentlig okay, og det er blandt de bedste på albummet – i hvert fald indtil de sidste par minutter. Det siger desværre mest om den øvrige kvalitet. ’Lapochka’ er en lidt stillestående omgang med enkelte velfungerende elementer. ’In Absentia’ lægger interessant ud med langsom opbygning, inden der går helium-prog vokal i foretagendet og der sker…ikke rigtig noget. ’Imago’ er endnu en tungrøvet heliumsballade med forstyrrende trommespil, ’Molochwalker’ forsøger at krydse alt hvad der er irriterende ved prog (inklusive titlerne) med en tempofyldt poppet melodi. ’Trinkets Pale of Moon’ understreger at The Mars Volta i hvert fald heller ikke råder over specielt gode vokalister i endnu en sang, der lyder som om den burde gøre sig bedst på et soundtrack til en film, der gerne ville minde om noget af David Lynch.

’Vedamalady’ byder langt om længe på et nummer, hvor trommer og resten af bandet spiller i nogenlunde samme retning, på en desværre derudover halvkedelig sang. Synes du denne anmeldelse er en lidelse at komme igennem, så kan jeg berolige dig med at der kun er to numre tilbage. Det ene er titelnummeret, som ligesom mange af de øvrige numre på albummet kværner i et langsomt tempo, men med trommer i et andet spor. Jeg var personligt begejstret for dele af Mars Voltas tidligere produktion, især fra ’Frances the Mute’, men på ’Noctourniquet’ bliver man desværre snydt for de saftige riffs og overraskende temposkift, og spises i stedet af med et mere slæbende lydbillede, hvor variationen især kommer fra diverse blip-blop lyde fra keyboard og elektronik, tilsat en masse percussion og trommestøj. Det er ikke nogen god cocktail.

Sidste nummer, ’Zed and Two Naughts’ er et tilforladeligt prog-rock nummer med obligatorisk mystisk lydpassage og breaks, og bestemt samlet set et af albummets bedste. Sammen med de andre ok passager, kunne nummeret forsvare at give 2 stjerner, men jeg lander alligevel på én. Det meste af tiden er albummet en blanding af stillestående kedeligt og forstyrrende støjende, og med tanke på hvilke kvaliteter The Mars Volta tidligere har vist at de besidder, kan jeg ikke svinge mig højere end én stjerne. Til jer der har fulgt min lidelseshistorie til ende, tak fordi I læste med – jeg vil nu vederkvæge mig ved nogle øjeblikkes stilhed…Aaaah.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyheder om rock, rul, metal and the what have you – hver dag.

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here