expand
GFR
GFR

WordPress database error: [You have an error in your SQL syntax; check the manual that corresponds to your MariaDB server version for the right syntax to use near ') ORDER BY menu_order ASC' at line 3]
SELECT ID FROM wp_posts WHERE post_type = 'attachment' AND ID in () ORDER BY menu_order ASC

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Women er tredje del af The Great Dictators’ albumtrilogi. Del et, hvor de lød relativt meget som The National, på en god måde, havde jeg fornøjelsen af at anmelde for nogle år siden, mens Ken tog sig af del to. Nu er diktatorerne så klar med del tre, som har fået titlen Women.

Hvor The Great Dictators har forsøgt sig i flere musikalske retninger tidligere, og afsøgt både det folkede og alt.countryede og noget der snerpede henad akustisk black metal i korte perioder, er de nu på sin vis gået back to basics, forstået på den måde at det er en ganske almindelig elektrisk guitar og et keyboard, som er de dominerende instrumenter på Women. De tre gutter nævner selv i pressematerialet, at verden har brug for rocken som kur mod den fordummende populærmusik, og det er svært ikke at give dem ret i, at verden godt kunne have brug for en kur mod det fordummende, uanset hvilken form den så måtte tage.

The Great Dictators har altså valgt rocken som våben, og det er et våben, de bruger ganske godt. Efter en meget kort ‘Intro’, slås tonen an på ‘Hands’, der er bygget op om en slæbende elektrisk guitar og Dragut Lugalzagosis brummende, dybe vokal. Henadvejen kommer også trommer og tangenter til, og med sine over 6 minutters spilletid og lange outro er det et modigt valg som albumåbner. Nu virker The Great Dictators også som et band, som ikke er bange for at afsøge forskellige udtryk, og på den måde passer det jo meget godt ind.

Den tordnende dunkle, og samtidig smukke, ‘The Road to Blacking Out’ er albummets stand-out track, som på sine godt 5 minutter både rummer mørke dybder, tyngde og god melodi. Her viser The Great Dictators sig både som innovative og kompetente rockhåndværkere.

På ‘Freaks’ får The Great Dictators hjælp af kvindelige korvokaler, som også dukker op og skaber et øjebliks nærmest Cohen’sk stemning på den ellers uptempo ‘We’re Almost Here’,  mens koret på ‘Angel Flesh’ er mere sfærisk (måske passende, titlen taget i betragtning), mens bunden igen svinger sejt, og guitaren skærer huller i luften. “I want your body, and I want your soul//I want it now and then I’ll cry out for more”, synger Lugalzagosi, og et øjeblik knækker vokalen en smule, og der er noget, der stikker hovedet frem midt i den ellers tilbagelænede coolness, som kendetegner hans vokalarbejde. Det synes jeg egentlig er helt rart at opleve, og det måtte for min skyld gerne ske oftere.

Guitarbredsiderne fortsætter på ‘Blood’, som har et touch af alternativ 90’er guitar-rock, men selv om melodien tager godt fat, og det er veludført, føles det simpelthen for langt, når The Great Dictators igen trækker spilletiden godt over de 5 minutter. Det synes jeg i hvert fald ikke helt, ‘Blood’ kan bære, sine kvaliteter til trods. Det er måske også min udfordring med albummet som helhed, for nok viser The Great Dictators sig ganske opfindsomme og kompetente, men de fleste numre strækker sig også lidt længere, end jeg synes de behøver. Og selv om jeg synes Dragut Lugalzagosi har en glimrende vokal, går der lidt for meget tilbageholdende distance i den ofte.

Den drømmerockende ‘Flipside’ er et af få numre, der holder sig omkring de 3 minutter, mens udgangsreplikkerne, den relativt dæmpede ‘Caves’, hvor en kvindelig andenstemme gør sit til at løfte sangen, og den inciterende ‘Dream No Evil’ begge hører til blandt albummets bedre sange. Især sidstnævnte får med sin halvsyrede drømmestemning godt fat i mig – igen dukker kvindekorstemmerne op, og her føjer de igen noget overjordisk, og, ja, drømmeagtigt til udtrykket, også på den dæmpede afslutning, hvor den elektriske guitar (selvfølgelig) ligger som eneste instrumentale underlægning.

The Great Dictators er et dygtigt band, og med den elektriske guitar som primært våben udforsker de nye sider af deres udtryk på Women. Det er prisværdigt, og selv om albummet ikke rammer mig lige i hjertekulen, så er niveauet generelt godt. Bandet har også et par esser i ærmet, især i form af ‘Angel Flesh’ og ‘The Road to Blacking Out’ – begge glimrende numre. Men det er også som om der bliver tærsket lidt langhalm ind i mellem, og selv om  Lugalzagosi’s vokal er et stærkt kort, bliver den distancerede brummen også lidt ensformig på Women. Det kan den ind i mellem glimrende brug af supplerende kvindevokaler (fra blandt andre Ida Wenøe) ikke ændre på.

Women  får 4 pænt store stjerner –  og The Great Dictators er fortsat et band, du bør tjekke ud.

Du kan finde The Great Dictators på facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

 

Notice: WP_Query was called with an argument that is deprecated since version 3.1.0! "caller_get_posts" is deprecated. Use "ignore_sticky_posts" instead. in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-includes/functions.php on line 4021

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Notice: Undefined index: disable_share_linkedin in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 50 Notice: Undefined index: disable_share_twitter in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 54 Notice: Undefined index: disable_share_digg in /customers/2/8/0/gfrock.dk/httpd.www/wp-content/themes/urbannews/footer.php on line 58