The Great Dictators: Killers ★★★★☆☆

0
762
views

The Great Dictators er allerede nået til 5. udgivelse på 3 år, hvilket dækker 3 EP’er, debutalbummet Liars fra sidste år, og nu, album nummer 2, Killers. Det er tilsyneladende ikke gået ud over kvaliteten af numrene, at bandet er så produktivt, men til gengæld virker det som om bandet er på vej i en ny og spændende retning – de er bare ikke helt i mål endnu på Killers.

Nu ved jeg naturligvis ikke om der er et egentlig musikalsk “mål” for The Great Dictators, men Killers virker med et ord, “søgende”. Bandet træder et godt skridt ud af den skygge af The National, der har hængt over bandet siden begyndelsen. Fair eller ej, jeg tror egentlig ikke det har været specielt bevidst. Det skyldes ikke mindst forsanger Dragut Lugalzagosi’s karakteristiske dybe røst, som man ikke kommer udenom minder en del om Matt Berninger’s, ligesom der musikalsk bestemt også har været sammenfald med The National. Men, det lyder ikke som om Dragut har prøvet på at efterligne nogen, og man synger nu engang med den stemme man er blevet udstyret med.

Hele den snak er også lidt ligegyldig nu, ja, der er stadig National’ske ekkoer hist og her i løbet af de 11 numre på Killers, men The Great Dictators er på vej i en anden retning. I pressematerialet loves der, at man kommer til at opleve bandet i en mere støjende indpakning end hidtil, og der er da også skruet op for larmen i korte glimt, ikke mindst en overrumplende passage i åbningsnummeret “Holy Creatures” – men den overraskelse vil jeg ikke ødelægge for nogen. Ligeledes loves der, at bandet er gået i en mere mørk retning. Det er muligt, men den overordnede følelse jeg har efter nogle uger i selskab med Killers er, at det et langt stykke hen af vejen er en ret rolig og afsøgende størrelse.

Efter den fremragende single, “Strange Ways”, der sparker albummet rigtig i gang som andet nummer, og forresten skriger til himlen med hitpotentiale, flader albummet ud. Lyset dæmpes, tempoet sættes ned og bandet vugger, rokker og tøffer fra sang til sang, så det momentvis er lige på kanten af at blive en smule FOR stille. Jeg kunne godt have brugt en enkelt eller to af “Strange Ways” støbning i løbet af pladen, for lige at få pulsen lidt op igen. “Strange Ways” kombinerer sådan en uptempo indie-vibe, med noget der minder mig om en form for slut-90’er rock? Måske lidt hen ad Feeder omkring “Buck Rodgers”? Anyway, forrygende nummer! Og altså et der stikker ud på pladen og ikke rigtig er et pejlemærke for det, der følger.

Lyrisk flirter bandet en del med religiøse/kristne tematikker, udover naturligvis den gode, gamle kærlighed – på godt og ondt. Her har bandet fat i noget der fungerer rigtig godt, selv et fortærsket emne som kærligheden, keder det mig ikke at lytte til endnu et nummer om. Det skyldes ikke mindst at Dragut har en voldsomt behagelig røst, og virker i totalt stemmemæssig kontrol, men også at teksterne generelt bare er gode – og ikke lyder som uheldigt skoleengelsk.

De bæres så frem i roligt bølgende tempo på langt de fleste numre på Killers, når vi lige ser bort fra den ildevarslende lille “folk’sy” åbner (I can hear Apocalypse coming, messes der i første linje), super singlen og det instrumentale titelnummer, der afslutter pladen. Numre som den langsomt hakkende “We Don’t Have Sound” og den sagte svævende “Shame” er lige ved, at få albummet til at gå helt i stå. Dog har bandet en evne til, at fyre et smittende omkvæd, eller passage, af, lige når man virkelig begynder at trænge til det. “Shame” hives eksempelvis op af et luftigt omkvæd, med lidt diskret kor-backing, så stemningen næsten bliver helt lun og forårs-agtig.

At det ikke behøver gå helt i stå for mig, når The Great Dictators er nede i tempo, viser de med den fine, fine skæring “Heathens”, på albummet første halvdel. Godt nok hænger der en snert The National-duft i luften her, men den veldoserede brug af kor, lidt klaver, den let længselsfulde stemning og behagelige melodi, er bare svær at modstå. Sangen bygger tålmodigt op og hen imod en anden halvdel af sangen, hvor stemningen næsten bliver helt gospel-lignende, og den finurlige vending, “God spelled backwards is at true friend of man…”.

“In The Name Of The Father” (der har vi referencen til noget religiøst igen), der falder midt på pladen, er et andet afdæmpet højdepunkt. Vi lægger langsomt ud, det klinger næsten lidt hen ad en Frank Sinatra “My Way” farvel-hymne. Lidt akustisk guitar og klaver bærer nummeret fremad indtil det svinger op til et brusende omkvæd, der understøttes af en veltimet trompet, som giver det hele en bismag af støvet prærie og store åbne vidder. På en måde er der noget Blur i midt/slut 90’erne over opbygningen, vellydende og lækkert er det under alle omstændigheder.

På anden halvdel af Killers dukker der lidt flere eksperimenter op, men de mangler måske lige den sidste medrivende effekt, som nogle af de foregående numre momentvis indeholder. Til gengæld peger de fremad og i en ny retning. “Vote For Me” indledes med en summende elektronisk puls, der ender med at være det bærende element gennem nummeret. Diverse udefinerbare klange og lyde kigger frem i det summende lydbillede, mens Dragut synger om, “every day I help delivering a child..”. En smuk klaver-melodi lægger sig ovenpå den lidt flimrende lydcollage-bund, trompeten kigger frem i baggrunden, inden den får mere plads som nummeret skrider frem. En lidt sær og sammensat sang, men samtidig meget atmosfærisk og stemningsmættet.

De 2 sidste numre med vokal på Killers, “We Will Survive” og “Rockets” vugge-tøffer lidt videre i det tilbagelænede indie-folk’ede spor, hvor vi stille og roligt rider fra solen og ud i tusmørket med bandet. Begge 2 fine og rare numre, men man begynder at savne lidt mere drama og måske lidt større armbevægelser mod slut.

Netop mere drama, er måske hvad dette album allermest trænger til? Der er spredte antydninger og små udbrud, men efter den livlige indledning på albummet er det i lange stræk en, i hvert fald på den musikalske overflade, udramatisk tur. Det er bestemt en behagelig og flot tur, for The Great Dictators er uden tvivl ferme sangskrivere og melodisnedkere. Man fornemmer næsten, at de har forsøgt at undgå, at være FOR flashy og udfarende, efter den hit-boblende “Strange Ways”?

Killers ender med, at blive en følgesvend, der for mig udsender lidt modstridende signaler. Det hele virker enormt gennemarbejdet og ikke mindst gennemtænkt, med masser af flotte små detaljer og finurligheder hele vejen rundt. Men det virker også en anelse famlende, ikke usikkert eller rodet som sådan, men som skrevet indledningsvis – søgende. Skal The Great Dictators være et band der laver catchy indie-rock numre? Skal de elektroniske elementer og de mere collage-prægede flader have mere plads? Eller skal de lave mere dunkel indie-folk af den lurende og ulmende slags (så må det forresten gerne være endnu mere mørkt)?

Killers giver ikke et entydigt svar, til gengæld er det bestemt ikke uinteressant at være med på The Great Dictators udforskende rejse. I den henseende lyder Killers også som et nødvendigt album og skridt for bandet – jeg glæder mig til at se hvor vi skal hen!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here