The Furnivalls: The Furnivalls EP ★★★☆☆☆

0
160
views

Aarhusianske The Furnivalls har været på rov i rockhistorien, hvor de har lånt og ladet sig inspirere af nogle af genrens helt store og vægtige navne. Ambitionerne er selverklæret store, potentialet er der også, men bandet får det ikke helt indfriet på denne første EP.

Men vi er da nogenlunde godt på vej med disse 4 numre, hvoraf de to peger i den helt rigtige retning (i min optik) og de to andre er mere forglemmelige og måske lidt nogle blindgyder.

Bandet, der har eksisteret siden 2015, nævner selv koryfæer som  The Eagles, Beatles, Stones, Led Zeppelin, Pink Floyd og Lynyrd Skynyrd som nogle af inspirationskilderne. Det er jo navne med en hvis ballast og også en række navne som utallige andre har ladet sig inspirere af. På det punkt er der ikke den store opfindsomhed at spore hos The Furnivalls.

Og det er måske også gruppens største problem lige nu, det er ikke videre opfindsomt, det der præsenteres over 4 numre, hvor bandet lyder som en fin hyldest, men savner noget personlighed og flere idéer fra egne rækker. Ligesom vokalen måske lige skal finde ud af, hvilken stil og klang der helt sigtes efter. Den rammer stedvis noget der fungerer rigtig godt, mens det i andre perioder bliver en kende anonymt.

Kort og godt synes jeg bandet skulle glemme de fleste af forbillederne, udover nævnte The Eagles, og hive mere af den Crosby, Stills & Nash (+ måske Young) klang, der er tilstede momentvis, længere frem i lydbilledet. For i de to numre, hvor man særligt kan fornemme de californiske ørnes, og til dels CSNY’s, vingesus med flotte vokalharmonier og “blød”, amerikansk rock til de store vidder, da rammer The Furnivalls noget der virkelig rykker.

“Coming home from work, just trying to find myself”, lyder det næsten snakkende, og lidt nedslået, som det første på “House of Cards”. Herefter følger en tålmodigt opbyggende del, hvor vokalen får lov til at stå ret alene, mens instrumenterne på rigtig fin vis kun antyder inden der skrues op, spilles igennem og vokalharmonierne også slippes fri. Det fungerer upåklageligt og bandet rammer det der “løft” i musik og atmosfære, som der lægges op til i opbygningen.

“Mother” indledes endnu mere afdæmpet og afventende, vi skal heeeeelt ned i tempo og stemning. Efter 50 sekunder hæves stemmen lidt, og musikken følger med, mens der opbygges en forventning, eller nærmere et håb om, at The Furnivalls smider The Eagles kortet igen, så vi kan få noget payoff på opbygningen. Og igen skuffer de ikke, faktisk er vokalharmoni-passagen og den tilhørende højt svævende musik nok EP’ens højdepunkt for mig. Her bredes vingerne virkelig ud, det letter og bandet svæver elegant ud mod horisonten. Meget mere af den slags!

I den helt anden grøft har vi “Man or Mouse”, en noget gumpetung og underligt tilstræbt “funky”, semi-bluest rocker. Det lyder lidt som et americana band, der sidder og vipper på verandaen og beslutter sig for at fyre en sydstatsblues af, bare med lidt 70’er funk smidt i rytmen. Det er jeg ikke fan af, ligesom jeg her synes vokalen, der er mere lys og “energisk”, kommer lidt på vildspor. Det er ikke den her vej jeg synes The Furnivalls skal bevæge sig ud af.

“Hail To The Morning” reddes af, at der er mere opdrift og krudt i nummeret, der ellers er en lidt generisk 70’er rocker, i hvert fald på nummerets første halvdel. Der er lidt “praise the lord” gospel stemning over det, hvor det bare er “morgenen” der hyldes fremfor en Gud, indtil nummeret lidt skifter retning og vi får et stykke med ret vellykket instrumentalt guitarlir. Ikke banebrydende, men en spade er nu en spade og hvis den bruges kompetent går det aldrig helt galt.

Helt galt går det langt fra for The Furnivalls på denne EP, den lider bare under klassiske “børnesygdomme”, som de fleste relativt nystartede upcoming bands skal igennem.

Bandet skal finde deres sound og en mere tydelig retning, vi skal ud af forbilledernes skygge, i hvert fald dem der ikke gavner bandet fremadrettet og så skal sangskrivningen bare styrkes og finpudses. Der er ikke nogen mirakelkur her, det er bare at klø på, svede i øveren og sangværkstedet, være kritiske og selvkritiske og ikke bange for at slå nogle hellige køer eller egne darlings ihjel.

For potentiale aner man bestemt i noget af det her, det skal bare have mulighed for at blive fremdyrket yderligere. Indtil da lander vi på en middel upcoming karakter.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg The Furnivalls på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here