The Cult: Choice Of Weapon ***** (5/6)

0
614
views

Endnu engang ryster man lidt på hånden, før man trykker play for at lytte til nye numre fra et aldrende band, denne gang britiske The Cult, der snart kan fejre 30 års jubilæum. Tre årtier med løbende udskiftning af personalet, hvor de medlemmer der har været længst i tjeneste er, forsanger Ian Astbury og guitarist Billy Duffy, der har optrådt sammen siden 1983.

De begyndte som Southern Death Cult, blev til Death Cult og tilsidst det knap så farligt klingende The Cult – navnet udspringer af Astbury’s mangeårige fascination for det oprindelige amerikanske folk, hvor Southern Death Cult har forbindelse til indiansk religion fra det 14. århundrede.

Den indianske inspiration ser man også kigge frem i Astbury’s indimellem shamanske fremtoning og ageren på scenen, noget han har tilfælles med legendariske Jim Morrison fra The Doors. Han er da også ofte, både af udseende og stemmepragt, blevet sammenlignet med netop Mr Mojo Rising. Astbury spillede endda i en kortere periode med 2 af The Doors overlevende medlemmer, Ray Manzarek og Robby Krieger, i Riders Of The Storm, som jeg havde fornøjelsen af at se optræde på Train i Århus i 2006 med blændende udgaver af The Doors nærmest hellige sangskat. Ian Astbury er dog ikke en Morrison klon, men har i høj grad sin egen mægtige stemme, den minder blot i klang om The Doors frontmanden – for de der har brug for at putte ting i kasser.

The Cult har som nævnt gennemgået en lang række udskiftninger, udover Astbury og Duffy, den nuværende opstilling, med Chris Wyse på bas og John Tempesta på trommer, har spillet sammen siden gendannelse nummer to i 2005/06. Første gang The Cult faldt fra hinanden var i 1995, efter interne stridigheder og diverse misbrugsproblemer. En gendannelse i 1999 holdt indtil 2002, hvor det så igen blev til et par års pause. Efter 2007 albummet Born Into This proklamerede Astbury, at det var slut med studieplader fra The Cult, og at de ville kaste sig ud i den digitale tidsalder ved at udgive et par sange på nettet hvert kvartal, og på den måde droppe albumformen. De var dog, med egne ord, et par år for tidligt ude med den ide, som ellers virker meget logisk i iTunes tidsalderen vi lever i nu, og hele deres maskineri var ikke gearet til den form for distribution og udgivelse, så projektet blev aldrig til det helt store.

Siden har Astbury og Duffy tydeligvis ændret holdning, og vil nu hverken be- eller afkræfte, at der også fremover vil komme nye plader fra The Cult, men faktum er at der ligger en ny skive klar, med 10 nye sange. Tak for det, for hvilke sange!

Lad det være sagt med det samme, det her er et pragtfuldt album, med 10 vitale rocknumre fra et stadigt overraskende og imponerende vitalt band.

Det første man lægger mærke til på den lidt aparte, men sprælske og medrivende, rock-åbner “Honey From A Knife”, er den næsten naturstridige urkraft og pondus Ian Astbury’s letgenkendelige vokal stadig besidder. Det lyder simpelthen som om de 30 år ikke har sat mærkbare spor på stemmebåndet, javel ja, man kan selvfølgelig lave mange tricks med den slags i et studie, men det her lyder ubesværet, uberørt og imponerende kraftfuldt. Det samme kan heldigvis også siges om selve sangen, der rocker derudaf så støvet hvirvler op – og det er ikke fordi det er bandet selv der støver. “We got the drugs, we got the drugs, we got the drugs, the drugs in here” lyder mantraet i det hakkende omkvæd. Duffy får også høvlet en fuldfed solo af i dette glimrende åbningsnummer.

Derfra ser The Cult sig faktisk ikke tilbage på de resterende 9 numre på Choice of Weapon. Tempoet, men ikke kvaliteten og energien, sættes en smule ned på næste nummer, den illuminerende “Elemental Light”, der vokser og vokser og bygger op og bygger op, imens Astbury messer på skønneste vis

I run into the wild places
I’m so alive.
Search for the others’ traces
And I’m so alive.

Every one of us feels alone inside
And every one of us has forgotten our name

Mørke og lys på samme tid, både i tekst og musik, ikke specielt dybt eller noget, men dragende og opløftende – de kan sgu endnu de gamle drenge!

“The Wolf” sparkes i gang med et klassisk Duff riff, og en rytme der giver en lyst til indianerdanse eller lave “the strut” på åben gade, lidt på samme måde som “She Sells Sanctuary” giver mig den slags lyster. Nummeret er dog ingenlunde en kopi eller opfølger til The Cult’s vel nok største hit, men en kontant guitarbasker, der slår de rigtige kombinationer med den rette timing, og demonstrer hvilken formidabel rocksanger Ian Astbury stadig er. Bare lige for at gentage mig selv, den aldrende herre synger røven ud af de nu lidt mere udfyldte bukser.

HUA (Al Pacino voice), hvilken fremragende trio af sange at indlede en plade med. Tempoet sættes lidt ned igen i den balladeprægede “Life>Death”, tilbage til lys/mørke dynamikken, et smukt nummer med lidt klaver klimperi kastet ind – det fungerer også for The Cult. Dødskult guruen balancerer flot mellem det meget højstemte, følsomme og flammende, hele bandet brænder bare igennem på dette nummer. 4 i streg for The Cult. Det er jo en sand fornøjelse at anmelde, og lytte til, noget der bare flyder så elegant ud af højtalerne.
På den efterfølgende “For The Animals” er vi klar til Shaman dans/strut igen, en skarpskåret rocker, som drøner ubesværet fremad. Ikke helt på samme tårnhøje niveau som de første 4 numre, men et glimrende og energisk mellemspil halvvejs igennem Choice Of Weapon’s 10 numre. Sangen var førstesingle fra albummet, og det forstår man egentlig godt, et oplagt valg der markerer “hey, we’re back”, og der er stadig masser af strøm på kultens batterier.

Et skærende riff åbner “Amnesia”, der forsætter i samme tempo som der forgående nummer, her slår både vokal og instrumenterne bare endnu mere gnister. Et nummer der sikkert også kunne have gjort sig som single, det går aldrig i stå for The Cult, og de rocker forbilledligt med sømmet i bund, så man ikke skulle tro det var en 30 år gammel kværn. Klogeligt sættes tempoet ned i “Wilderness Now”, hvor Astbury endnu engang leverer varen

I can’t wake from this dream,
Death walks right beside me,
The light shines bright behind me.

Raise your fist and soul to the sky
Nights lead your cry forever and ever.

Through the terror and the hate,
I see your blackest eyes

Endnu en manifestation af kultens mageløse genkomst.

“Lucifer” uddeler stik med treforken i sin tunge start, så blodet drypper og ørerne varmes op. Og det er vist på sin plads at nævne, at de to nyeste Cult medlemmer ikke har noget at skamme sig over i Duffy og Astbury’s fine selskab. Det er en kult der virkelig viser tænder her, og flår lytteren rundt med en kantet og sylespids sang, more more more! Efter djævlen, ankommer døden på sin krikke i “A Pale Horse”, hvor blues prægede vers afløses af et catchy omkvæd. Og Hr Død er ankommet for at uddele klø og undergang, “I’ll crush your sweet skull, Yeah you don’t stand a chance” … “Well you don’t stand a chance, You poor little hipster” – FUCK YEAH. Astbury crooner og danser død og ødelæggelse som få andre, som Jim Morrison og Glen Danzig’s britiske lovechild… Okay, det ved jeg så ikke helt hvordan skulle fungerer i praksis, men som i sikkert har forstået, så synes jeg i allerhøjeste grad det fungerer for The Cult på Choice of Weapon.

“All my friends are drunk in a sense of flame, Will I see them again?” spekulerer Astbury over i den dunkelt klingende albumlukker “This Night In The City Forever”, der med sin fortættede og knugende stemning, både på vokalen og i musikken, er et perfekt punktum. Lyset lukkes ind i sidste halvdel af sangen, hvor Astbury postulerer “We can make it right” imens The Cult løfter nummeret op fra mørket. Fade Out. Stilhed.

The Cult spiller på årets Roskilde Festival, og med Choise Of Weapon har de lige gjort det til en absolut must see koncert, om de så skal kæmpe med en Orange Scene death spot eller et Arena telt med lidt langt mellem folk, det her skal nok blive uforligneligt live. The Cult har på ganske enestående vis formået at skabe et meget helstøbt og homogent album i det der “burde” være deres karrieres efterår, hvis ikke vinter. Det er proppet med fremragende sange, gamle og nye tricks i skøn forening, og masser af musikalske muskler.
Det eneste der forhindre topkarakter er de to uptempo rockere midt på pladen, ikke dårlige numre overhovedet, men bare lige et halvt skridt efter resten. Momentvis kunne man også savne en lidt mere “rå” produktion, men vi er i småtingsafdelingen.

Tror jeg har lyttet til pladen 20 gange denne uge, og for mig bliver den bare ved med at vokse, øjeblikkeligt fængende og genkendelig, men spændende og spændstig nok til ikke at man ikke bliver hurtigt træt af den. The Cult danser ubesværet rundt mellem det dystre og det lyse, så ingen af delene på noget tidspunkt får overtaget. En gammel kult der stadig besidder masser af tiltrækningskraft, magi og evner til at forføre – where can I join?

Anmeldt af Kodi

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!