Swans, Voxhall, 5/5 – 2015 ★★★★★☆

0
1006
views

Swans besøgte senest Danmark da de spillede i Store Vega sidste år, mens det var første gang i den nuværende inkarnation at genfødte Swans besøgte Aarhus. Det gjorde de med en lang, repetitivt støjende, men også imponerende tight og velfungerende performance. 

Der var en vis forventningsfuld summen omkring og inde på Voxhall op til koncerten – det er en relativ sjældenhed at et navn som Swans kommer til Aarhus. Det havde også resulteret i et pænt fremmøde, selv om der var et stykke til udsolgt.

Som opvarmning har Swans medbragt cellisten Okkyung Lee, som, alene på scenen med sin cello, formår at vride lyde ud af sit instrument, som man ikke skulle tro var muligt. Ind i mellem lyder det som melodistrukturer fra en skrækfilm, ind i mellem bare som lydsporet til et mareridt. Celloen, skramler, hviner, hyler og lyder ind i mellem også mere som en cello sædvanligvis lyder, når den anvendes i mere konventionel musik. Lee ser ud til at gå i en form for symbiose med sit instrument og aftvinger det nærmest sit udtryk. På en måde virker det mere som en art kunstperformance end en koncert, og selv om Lee’s musik har fascinerende elementer og man forstår hvorfor Swans har valgt hende til at varme op, efterlader det mig egentlig mere fascineret end rørt af musikken. Men publikum tager godt imod, og kvitterer med et stort bifald.

_32B0505

Swans

Det starter med dæmpede slag på gong-gongen fra percussionist (med mere) Thor Harris, som er første mand på scenen. Mens de langsomt vokser i intensitet, sniger først trommeslager Phil Puleo sig ind på scenen og begynder at støje med bækkener, så er det Christoph Hahn, der sætter sig ved sin pedal steel guitar og bygger flere lag på til støjopbygningen, inden frontmand Michael Gira sammen med guitarist Norman Westberg og bassist Christopher Pravdica sammen traver ind efter godt 10 minutter, og begynder at bidrage til opbygningen, hvor lydniveauet efterhånden er så højt at jeg sætter stor pris på mine ørepropper.

Gira begynder at messe, og hele opbygningen ender i en støjende finale hvor slagtøjet bliver gennembanket, inden nummeret pulserer videre over i en ny komposition, der hurtigt bygges op til en buldrende lydmur, som snart gennemsprænges af dunkle guitarriffs, inden de vitrer sig ind i det samlede lydmurværk, som bliver endnu mere bastant og voldsomt. Det er højt, meget højt, men alligevel formår Swans at bygge yderligere lag og volumen på undervejs. Det er i øvrigt noget Swans excellerer i hele koncerten – de langsomme, repetitive opbygninger, der alligevel næsten umærkeligt bygger lag på i intensitet, og små variationer undervejs.

Gira i front indtager ind i mellem en nærmest shamanistisk fremtoning, mens han i andre øjeblikke smiler nærmest venligt afventende til publikum, og i øvrigt holder snakken på et minimum. Efter godt 40 minutter byder han velkommen med ordene: “Hello aarhusians. Number one academic capital of the world. We have to fix something, so we’ll just have to take a little break”. Og en kort stund afbrydes den nærmest meditative seance af Christoph Hahn’s pedal steel skal sættes ordentligt fast på sit stativ. Puleo og Pravdica banker en rytme i gang, højt og tungt, og Gira sætter i med sin guitar, og vi er tilbage i den trancelignende tilstand, der kun forstyrres af et par unge mænd, der er lidt for meget oppe at køre og har brug for at snakke med hinanden konstant om hvor fedt det er. Harris har bevæbnet sig med en trombone, som i øvrigt ikke forhindrer ham i at betjene flere af de andre instrumenter i hans lille instrumentpark i det ene hjørne af scenen, med trombonen balancerende over den bare skulder.

_32B0582

I front vifter Gira med armene som en gal shaman, der ælter verdensaltet, mens repetitive opbygninger af støj bølger omkring ham, og det hele toppes af Harris’ trombone, der blæser ind over den voldsomme afslutning, der tromler af sted som et bjerg på larvefødder.

På næste komposition griber Harris noget, der ligner en violin uden krop (kun gribebræt), og en lang, bølgende og sitrende indledning, hvor det kun er trommerne, der får lov at buldre, glider langsomt over i en tordensky, der formørker øregangene med et instrumentalt skybrud. Sitrende stykker med Gira messende “Sorry” på vokalen, afløses af et dæmpet stykke med klokkespil betjent med hamre. “I’m falling”, synger Gira, mens han vifter langsomt med armene, som prøver han at flyve i slow-motion, eller som om han prøver at finde noget at gribe fast i, i et langsomt fald mod afgrunden.

Snart er det Pravdica, der lægger den hårde grundrytme med bassen, inden trommerne bygger på, guitarerne hugger ind, pedal steel og violin stemmer i, før en inciterende grundrytme drevet af bas og trommer sætter grundsporet for næste stykke af Swans’ musikalske tæppe. Et monumentalt værk, der bølger mellem passager, hvor Gira messer, og stykker, hvor støjen hærger som en orkan om ørerne på publikum. Således hamrer bandet afsted, minutterne passerer næsten umærkeligt, indtil en tungtriffende bredside sætter fart og intensitet, inden vi igen skal ned, og Gira afslutter med nærmest at hviske “living in a wonderland”. Og bang, så er ‘Just a Boy’ ovre.

_32B0681

Inden næste nummer sættes i gang, finder Hahn tid til upåvirket at rede sit hår tilbage med kammen fra baglommen, og da en publikummer råber “Make some noise”, mens bandet stille gør klar til næste nummer, ser Gira med et smil ud over publikum og siger “shhh”, inden han sætter tonen med et dystert riff fra sin guitar, og vi får endnu en tur i Swans’ musikalske maskine.

Afslutningen er endnu et monumentalt mesterstykke, som starter med noget, der lyder som klokkespil, svirrende guitarstøj, og hakkende pedal steel, spillet med Hahn’s føromtalte kam, og støjen omkranser Gira’s vokal, som pludselig slår over i et helt andet tempo, end lyden omkring ham – det lyder som en forstyrret, rablende udgave af en børnesang, der svæver ud gennem støjen. I mens får Pravdica lejlighed til at skifte en sprængt streng på bassen, og før man ved af det, slippes stormen igen løs over Voxhall. Bandet finder igen tilbage til en bastant, tung grundrytme, der leder os lidt ud af uvejret, mens Gira rabler hen over den insisterende og medrivende dunderbund. Rytmen hamrer videre, mens Gira står med et stille smil og kigger ud på publikum, inden der igen skrues på intensitetsknappen og en rasende rockstorm blæser ind over og gennem salen.

_32B0602

“Lalalalalalalala”, vrænger Gira, som det sidste, inden nummeret bremser op et afsluttende crescendo, inden Gira lukker med et spring, og alle i bandet stopper samtidig. Hele vejen igennem er det i øvrigt imponerende hvor tight spillende bandet er, og hvordan de formår at time samarbejdet med blik rundt på hinanden, og især på Gira, som ind i mellem signalerer til sine bandmedlemmer med diskrete håndbevægelser.

Til slut præsenter Gira bandet, som træder frem til scenekanten, og bukker og vinker til publikum i en enkel og alligevel særpræget koreografi. Lidt ligesom Nick Cave og hans Bad Seeds har Gira og bandmedlemmer alle karakter og er interessante at se på under koncerten – selv om ingen af dem springer rundt eller bevæger sig synderligt fra deres pladser, så er der et eller andet ved dem, der fastholder éns blik. På samme måde er der også noget over Swans’ voldsomme, repetitive strukturer, lange opbygninger og bragende bulderstykker, der gør at de fastholder opmærksomheden musikalsk, også selv om seancen varer 2 timer og 2o minutter denne aften. Swans har deres eget særegne udtryk, som de har perfektioneret, og har man ikke oplevet Swans før, så bør man gøre sig selv den tjeneste at indløse billet næste gang de besøger Danmark. Vi balancerer på kanten til de 6 stjerner, men en fornemmelse af rutine og enkelte halvdøde perioder undervejs, gør at vi ender på 5 store stjerner til Swans.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

Foto: Anders Teibel/Voxhall

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here