Swans, Voxhall 12/3 2017 (support: Little Annie)

0
920
views
Foto: Kim Song Sternkopf / @HeartMatter Artworks

Søndag aften er i manges bog ikke den typiske gå-i-byen-og-få-en-koncertoplevelse-aften. Men nok en gang viste Voxhall at denne tilgang kan gøres til skamme med de rette bookinger. Især opvarmningen viste verdensklasse inden Swans i godt to timer inviterede Troels-Henrik og resten af publikum på Voxhall ind i deres verden af støj.

Swans er et ikke ukendt band i dansk sammenhæng, hvor de flere gange har kigget forbi med deres post-rockede noise og sfæriske smadder.
Men inden vi fik en tour-de-force ud i støjende og sfærisk musik, skulle søndagspublikummet overvældes af Little Annie.

Little Annie ★★★★★★

Akkompagneret af en pianist (Paul Walfisch?), leverer Little Annie en performance på 12 numre som stille og roligt blæste det fremmødte publikum bagover. Stilen er sikker, og Swans’ keyboardspiller kommer på scenen og leverer støtten for Little Annie på henholdsvis tangenter og b-vokaler.

Under første nummer – Johnny Cash’s ‘Folsom Prison Blues’ – stormer vores kære tangentspiller rundt og spiller percussion på hvad som helst, mens aftenens support-højdepunkt synger teksten i en damet, cool dyb stemme.

Med sin uanseelige statur og sine tørklæder om hoved og skuldre virker Little Annie ikke som noget særligt. Men med de altid tilstedeværende øjne og med sin intense levering af tekst viser hun en særlig klasse som entertainer og giver et bud på hvordan underholdning – og kunstnerisk påvirkning – bestemt ikke er død i 2017.

Det er egentlig ikke fordi der er så meget nyt under solen fra Little Annie; det er hudløst ærlige – eller sarkastisk beskrivende – tekster om New Yorks dekadente livsstil, og numre som ‘Adriana’, som falder som andet nummer, kunne lige så godt være fremført af Tom Waits; det er om kvinder, der lever på gaden og som (måske) savner en stemme – men hvor Tom Waits har lange køer af håbefulde billetkøbere uden for udsalgene, når han endelig kommer til Europa, så får vi lov at opleve en særdeles levende Little Annie denne søndag aften, endda som support!

Hun performer med en ærlighed over for sit stof, men også med en professionel ligegyldighed overfor om der stod et stadion – eller et godt halvfuldt Voxhall. Det er ganske fremragende og med sine Karen Blixen-agtige intense, vågne sovekammerøjne forfører Little Annie Voxhall med covers såvel som originalt materiale.

Der er en indgående stemning af salon-musik, men hvor denne genre kan have en tendens til at falde i baggrunden, er der ingen tvivl om at Little Annie tager opmærksomheden – Vi bliver simpelt hen fanget ind af denne lille dame og hendes stemme.

Det er umiskendeligt New York og samarbejde med den udfordrede Baby Dee fornægter sig heller ikke i de sange, der bliver leveret;

det er intenst leveret med en pianist og ellers aftenens heltinde på vokal – rubato as fuck og til tider stille siddende på en barstol midt på scenen, mens pianisten skaber klangbund for stemmen. Når den er bedst er den dyb – men når den går i højden rummer den også en skrøbelighed. En skrøbelighed som de efterhånden mange år har lært Little Annie at mestre til perfektion.

Foto: Kim Song Sternkopf / @HeartMatter Artworks

‘Killing Time’ leveres på den vis med skrøbelig top og bedre bund (da de senere vers lægges ned) og vi får en sand perlerække af sange om det dekadente new yorker-liv – men også med eviggyldige pointer som vi alle kan tage med hjem. Og leveret af dette lille, uanseelige væsen med de konstant levende øjne og en næsten skræmmende nærhed på aftenen.

Der er noget cabaret over hele fremførslen – men aldrig på den lidt vulgære musical-agtige måde – og da ‘The Good Ship Nasty Queen’ leveres med sin tango-feeling, virker det ikke malplaceret, da aftenens midtpunkt bærer den frem med integritet, fortællelyst og indikation om at alle da bare kunne tage en svingom til tangoen…

Under niende nummer – endnu en ballade – falder klaveret pludselig ud (tekniske problemer) men vender hurtigt tilbage. Da dette sker, giver det en sjælden lejlighed for publikum til at klappe og huje og give deres tilstedeværelse til kende – for indtil nu har salen været tryllebundet af den lille dames performance.

Settet afsluttes af endnu et cover, som stille og roligt – for al sin 80’er gennemtærskethed – viser at sange, der synges af de rette personer, kan få ny relevans. Her kort efter kvindernes kampagne, 8. marts, er ‘Dear John’ en fin sang om kvindelig styrke og skrøbelighed, og ‘If I Were a Man’ står også skarpt på aftenen. I en tid hvor gode storytellers som Father John Misty prises, stortrives Little Annies salonmusik og insisterende person.

Little Annie bliver dermed årets hidtil bedste live-oplevelse for undertegnede  og jeg ville gladeligt rejse for at opleve denne New York’ske version af Tom Waits igen! Det var noget helt, helt særligt – og selv om der var ’fejl’ her og der, så var der ingen tvivl om at vi var vidne til en ganske særlig performance på denne søndag aften.

Swans ★★★★★☆

Hvor supporten Little Annie i høj grad bar præg af at være tydelige, adskilte numre – enten selvskrevne eller covers – så er det langt sværere at indfange Swans i en sang/nummer-ramme denne søndag aften.

Alene det faktum at det tager det meste af 20 minutter fra første taktslag til at der er bygget op til et nyt tema – eller en rytme, der følges af bandet – indikerer at vi er i post-rockland og at tingene kommer til at tage tid.

Med red indian-inspirerede dronevokaler og langsom, langsom opbygning af numrene blandt de ikke helt nye musikere, stod det klart at vi efter de første 20 minutter nok ikke skulle forvente tre-minutters hits for resten. Ikke at det gjorde noget, og netop den kompakte lyd og det intense udtryk Swans leverer gjorde aftenens hovednavn ganske interessant. Nej, vi var ikke kommet for at kunne synge med, og nej, det kom vi heller ikke til.

Det vi så derimod fik, var en til tider voldsom performance hvor lydniveau såvel som intensitet i kompositionen bølgede op og ned.

”Det er som at lytte til en voldsom bølgegang” sagde min makker flere gange og beskrivelsen var ret præcis: temaer og støj fletter sig ind i hinanden og der lægges op for at bruse af – hvorefter der bygges op igen. Der er en særlig forbindelse bandet imellem, og de voldsomme lyd-udbrud times ved en stærk kommunikation på scenen.

Det hele virker på én gang meget frit og improviseret – men også indøvet og tjekket. Som da guitarens indsats passer præcist med bassens figur. Flere gange virker det som om at Swans har fat i naturens urkræfter og Michael Giras vokal – oftere med ’ah’ snarere end ord – underbygger denne oplevelse.
Og det ér Gira, der dirigerer showet og på den måde bliver den krumtap der skaber den nødvendige orden i det ellers noget kaotiske lydbillede.

At beskrive Swans koncert som numre vil ringe mening give, men der er noget naturligt, destruktivt og tektonisk over udtrykket. Det bliver aldrig rigtig brutalt på metal-måden. Men højt, insisterende og vedkommende. Også selv om der går lige rigeligt ’nu lukker vi ned for at kunne vende tilbage med frisk støj’-tænkning i processen.

På den første halve time når vi på den måde ”kun” igennem to numre, men til gengæld har det været en særdeles fysisk oplevelse! Og sådan fortsætter det for øvrigt i næsten to en halv time; først til slut får vi mere strukturerede sange med mondæne ting som fx et Rock 1-beat. Ellers har aftenen været én stor tour de force ud i post-rockens arketypiske starten stille ud og så byggen op, op, op.

Det er et yderst fokuseret band, bestående af tangenter (Walfisch), trommer, guitar, lap steel og bas ud over Gira, der både mestrer guitar og vokaler. Både lap steel-guitaristen og bassisten tygger hele vejen igennem koncerten tyggegummi. hvilket underbygger illusionen om, at det er to dygtige maskin-arbejdere, der fokuseret betjener deres maskiner eller instrumenter i dette inferno af støj og stilhed. Det er ikke voldsomt udadvendt, men som publikum får man lov at være med til trods for denne indadvendthed.

Walfisch varierer lydbilledet virkelig fint og viser flere gange hvor forfriskende det kan være med et enkelt klaver – men også hvordan et hammondorgel kan være brutalt og destruktivt, når det får distortion nok.

Er vi så vidne til en dag på kontoret? Nej, det virker mere som værende et soundtrack til en voldsom natur, der på én gang virker meget fjern på denne søndag, men som også bliver sluppet løs inden for Voxhalls vægge. Det er i hvert fald nemt at glemme at det er søndag – og gys! i morgen mandag! – og man går ikke upåvirket fra en Swans-koncert. Når det så er sagt, så er det også krævende musik at lytte til, så man føler sig godt mør efter godt to timer i Swans’ selskab – men det fortjener 5 stjerner.

Anmeldt af Troels-Henrik Balslev Krag

Foto: Kim Song Sternkopf @Heartmatter Artworks

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here