Superscum: Superscum (EP) ***** (5/6)

0
1268
views

Når det dårligste man kan finde ved et band er bandnavnet (hey, vi hedder GFRock, I know I know), så er man da ikke helt ude i skoven. Det er Superscum heller ikke, faktisk er de mere ude på den amerikanske prærie med en samling ypperlige country/folk sange, der viser et band med virkelig meget potentiale.

Superscum er dannet i 2012 og fandt sin nuværende form  i 2013, så det er et relativt frisk foretagende vi har med at gøre. Frisk er deres tilgang til den let overrendte og lidt slidte genre heldigvis også, for efter en mindre bølge af  danske country/folk’ede udgivelser her de senere år, var jeg ærlig talt ved at køre lidt død på de støvede landeveje. Superscum har tilmed allieret sig med 2 producernavne, som jeg ikke umiddelbart forbinder med denne form for musik, henholdsvis Carsten Heller (Nephew, Spleen United, Veto m.fl.) og Ole Bjørn (Duné).

Hvor meget indflydelse de 2 herrer har haft på den samlede pakke, er naturligvis svært at bedømme, men EP’en lyder laber og indbydende, med en friskhed og skarphed som man normalt måske ikke helt forbinder med genren, uden at det bliver for glat poleret og velfriseret at lytte til. Måske har det også fået Superscum’s “hemmelige våben” tydeligere frem i lydbilledet, nemlig brugen af mandekor i større eller mindre grad i gennem de 5 skæringer. Her har bandet for alvor fat i noget der fungerer, og får dem til at skille sig ud fra den efterhånden fyldige mængde af danske navne i genren.

Stilen Superscum lægger for dagen, når de rider ud over de store åbne vidder, ligger i den mere folk-rockede ende af spektret. Country elementerne er bestemt hørbare, i den moderne knase- og skrattefrie version som vi kender fra bands som Mumford & Sons – heldigvis uden at det bliver lige så kønsløst og sterilt som hos briterne.

“My head hurts, like a battlefield…” er de indledende ord på den tilbagelænede og stemningsmættede åbner, “Cursed”. Superscum kommer ikke blæsende med guns blazing og store armbevægelser, men slæber sig i stedet for gemytligt ud i den stegende middagssol, slingrer mod nærmeste saloon og sætter sig ind i skyggen for at nyde en “morgen” dram. Er kærlighed som en krig? Det er klassiske emner Superscum tager op på denne EP, men de får dem lige vendt og drejet med deres egen personlige touch af sanger og sangskriver Claus Flindt Bjerg og hans let-dybe røst, så man ikke døser hen til endnu en genudsendelse fra klichéfyldt countryland.

Et superfedt omkvæd, der sidder lige i skabet, løfter “Cursed” det sidste stykke op i radio airplay i P4 ligaen, hvor bandets effektive og veldoserede brug af kor også kigger frem for første gang. I første omgang som et lille antydet “HEY”, blot en forsmag på hvordan det for alvor får lov til at folde sig ud senere i nummeret, hvor det “whaa ahh’er” nummeret det sidste stykke op i cowboy himlen.

Vi kommer lidt ned på jorden igen i “Where This River Ends”, hvor cowboy bodega-turen fra “Cursed” fører til, at “I wake up wasted, whisky on my breath”. Op i sadlen igen, min ven! Hurtigt stiger tempoet i nummeret efter det døsige udlæg, og tempo og stemingsmæssigt får man fornemmelsen af at ride ud over de åbne vidder, ikke mindst på grund af nogle herligt galopperende trommerytmer der pisker krikken fremad. Man slipper tøjlerne, breder armene ud, bumler lidt i sadlen til den hakkende melodi og lader til sidst følelsen af at være fri og lettet for bekymringer får overtaget. Ikke mindst når cowboy/mande-koret for alvor sætter i. Pletskud!

Men vi opdagede åbenbart ikke kløften forude, for “When The Ink Dries Out” får os godt og grundigt ned i afgrundens mørke igen. Nummeret er måske bedste eksempel på hvordan Superscum formår at give et velkendt emne, kærligheden der forsvinder, et fint personligt twist og frisk pust. Nummeret handler i al sin enkelthed om, at det var godt at “you” ikke fik tatoveret hendes navn på kroppen, for vores fortæller betvivler om “she would be the same, when the ink dries up”. Voilá, simpelt lille billede Superscum får plantet, og så arbejder lidt ud fra med en vending som, “if she ever meant something for you, you would’nt need that tattoo”, og straks får de et velkendt emne gjort interessant nok til at man sluger det én gang til.

Samtidig drejes musikken i mere dunkel americana retning, som sammen med teksten får bygget en virkningsfuld ulmende og let ildevarslende stemning op (næsten på højde med Drowned Session). Guitaren hyler, skærer og flagrer mere rundt i lydbilledet, hvilket er med til at give det hele et skær af en let flosset og ustabil sindstilstand, ikke helt ulig noget man kunne finde hos Nick Cave.

Selv i de umiddelbart mindst medrivende stunder på EPen, som næstsidste nummer “I Know”, hvor det er faretruende tæt på, at blive lidt for behageligt og tilbagelænet for mig, er der elementer tilstede som hiver lidt i mig. Det handler også om tålmodighed, den har Superscum, og man gør klogt i også selv at væbne sig med en smule af den, for bandet er virkelige dygtige til at bygge op, lade ting udfolde sig organisk og til sidst levere den musikalske belønning. Også i “I Know”, hvor den stille traver indledning er lige ved at lulle mig lidt i søvn, men alligevel holder man et øje åbent og på vejen forude. Nummeret suger sig nærmest ind i sig halvvejs med en eller anden fadeout “sæt lortet i bakgear” effekt, inden det skubber fremad igen, koret dukker op med noget “ah ah” og alt er godt.

Superscum lukker og slukker EP’en med den atmosfæriske ballade “Sunny Sunday”, der emmer af længsel og “kom tilbage til mig” stemning og lyrik. Lige når man er ved at rulle ved øjnene og tænke ” nu gå der sgu da næsten Big Fat Snake i den”, så dukker kor-kavaleriet op to the rescue og får sammen med et lille tempoløft i omkvædet reddet tingene i land igen. En simpel, lidt banal, afslutter, der ikke er bange for gentagelser, men heldigvis ikke bliver hængende længere end den er velkommen med sine lidt over 3 minutters spilletid.

Superscum er både en artig lille overraskelse og et frisk pust her sidst på året, efter jeg egentlig troede, at nu havde jeg vist hørt samtlige mulige varianter over country/folk temaet i år. Bandet kan skrive sange, især omkvæd, som både sætter sig fast i hovedet på en, men som der også er kød nok på, både musikalsk og lyrisk, til at det ikke virker som en døgnflue. Radio-potentialet er bestemt tilstede, altså på en kanal hvor lytterne ikke har en koncentrationsevne som en præriehund, men både opbygningen af numrene og de små lyriske greb der udføres, viser et band som ikke bare vælger den nemme og for lettilgængelige vej til æteren. Og alligevel er musikken relativt nem at komme ind på livet af, hvis man lige giver den tid til simre. Flot lavet.

Vi sniger os stille og roligt op på en lille 5’er, ikke mindst på grund af koret!

Af Ken Damgaard Thomsen

Superscum udkom d. 22/11 via Target, besøg bandet på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here