Superloader: Travel In Time ★★★☆☆☆

0
890
views

Danske Superloader kan næsten betegnes som en art københavner-rock “supergruppe”, da de 5 medlemmer tidligere har huseret i bands som Black City, The Bandit, Cherry Overdrive, The Breakers, Hard Candy og Bullet Train Blast. Og så har du måske allerede en idé om, hvor debuten Travel In Time tager os henad?

Albummet ER en form for rejse tilbage til en mere ubekymret tid for rocken, der her, lidt firkantet formuleret, kunne kaldes 90’er rock. Forstået på den måde, at albummets 10 numre gennemstrømmes af en følelse af noget ubekymrethed, rock for rockens skyld, fest og fart og en vis form for eskapisme. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting overhovedet, og rock-håndværket er da også bundsolidt.

Det er bare hørt før. Mange gange. Og samtidig er det også en af den slags udgivelser, der ikke gør noget galt i mens musikken ruller, men heller ikke gør nok til, at de fleste af numrene bliver hængende i hovedet på en når musikken rinder ud. Superloader er uden tvivl et velspillende og sympatisk bekendtskab, men ikke et der gør en afgørende forskel på musikscenen i 2016. Det er også lidt det karakteren afspejler, det er 3 positive stjerner, men det samlede indtryk er ikke mere end “ok fint”, og derfor også en middel bedømmelse.

Når musikken spiller, så leverer de 5 herrer (m/k), Bjørn Poulsen, Thomas Bjerre Duus Stølsvig, Lasse Tolstrup Jensen, Karen Gudiksen og Morten Mariegaard, fuldstændig hvad man kunne forvente ud fra præmissen. Det er stedvis ganske catchy, som i den tempofyldte åbner “City Lights”, der som titlen antyder føles som en hurtig tur rundt i byens flakkende lys, med speederen trådt godt ned. Et fint 90’er klingende omkvæd holder nummeret kørende, indtil vi rammer det efterfølgende titelnummer “Travel In Time”.

Her er grundrytmen mere i retning af noget huggende Queens of the Stone Age light, der på driftsikker vis får os hen til endnu et velfungerende, og synge-med-venligt, omkvæd. Og sådan bliver det egentlig ved de resterende 30 minutters tid, der er tilbage til de sidste 8 stop på Superloader’s tur ud på rockens motorvej. Af og til løber slæden lidt tør for idéer og tomgangen truer, eksempelvis på semi-balladen “Mary Lee” cirka halvvejs, der hænger lidt med bagenden indledningsvis, inden et effektivt break 1 ½ minuts tid inde i nummeret kortvarigt giver et boost. Desværre varer det ikke ved, og på en eller anden måde bliver sangskrivningen her ganske enkelt for formularisk.

“Up In Flames” og “Flying” er andre eksempler på, hvor der sker for lidt for mig og det bliver for forudsigeligt. Førstnævnte lyder næsten, beklager, lidt Big Fat Snake tøffende indledningsvis, inden vi rammer et omkvæd, hvor det lykkes mig at synge dele af refrænet fra Manic Street Preachers og Nina Persson duetten “Your Love Alone Is Not Enough”, i nedsat tempo. “Flying” letter, trods titlen, aldrig ordentligt for mig, den indledende vokal-effekt, og nummerets klang, giver ellers en fin fornemmelse af, at høre musikken suse forbi lidt på afstand. Men så er det som om at det hele kommer til at virke lidt for velkendt.

Til gengæld er det, i øjeblikket, ret medrivende, når Superloader bare bekender ren “lun sommeraften i 90’erne” kulør. De 2 numre, “A Star For Me” og den rammende betitlede “Last Summer Night”, er blandt albummets højdepunkter. “A Star For Me” svæver luftigt fremad i tilbagelænet og afslappet midt-tempo, beroligende og opløftende på samme tid, no worries, solen skinner! Og så får de tilmed toppet den af med et rigtig godt, lille omkvæd. “Last Summer Night” kører i et lidt højere tempo, men grundstemningen er i samme boldgade. De her sommer-rockere, dem har Superloader sgu’ helt styr på!

Men når vi når til den mere pågående albumlukker “Enemy” sidder man, desværre, med følelsen af, at nu har man ligesom set og hørt deres tricks. Det er på ingen måde dårligt, det er bare lidt for velkendt og næsten for sikkert? Det kan virke små-tarveligt, at køre lidt på, hvad bandet IKKE spiller, men jeg kunne virkelig godt tænke mig at se, hvad der ville ske, hvis Superloader udfordrede sig selv mere.

Det virker ikke som om hensigten er andet end bare at rocke igennem på klassisk, afprøvet og tryg vis. Ud på den tættrafikerede rock-motorvej, i samme retning som mange andre. Men det ender med at blive lidt for lige ud af landevejen, der er fred og ingen fare, ingen truende udskridning i sigte, og alle gældende færdselsregler overholdes.

Vi når sikkert frem til vores destination, men turen er ikke en man husker for de overraskende begivenheder, derfor ender vi også på de 3 middle of the road stjerner.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Superloader på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here