Suckerpunch: EP *** (3/6)

0
953
views

“Badass rock n’roll” er betegnelsen Suckerpunch bruger om deres egen musik. Det dækker over en old school tilgang til hardrock med masser af svulmende riffs. 

Ind i mellem, undervejs på EP’en, føler man sig hensat til en tid i 80’erne hvor hårde rockbands som Guns N’Roses, Scorpions og AC/DC erobrede rockens midterspor. Det gør sig blandt andet gældende på balladen ‘Longing’, som i øvrigt er et velskrevet rocknummer med en stærk melodi, som formår at ramme en passende grad af patos, og fint guitararbejde. Kvintetten kan kort og godt deres håndværk, mens originaliteten til gengæld ikke er i højsædet.

‘Longing’ er eneste ballade blandt de 5 numre på EP’en, som åbnes af den buldrende, uptempo-rocker ‘Dirty Bitch’. Den tromler ganske effektivt afsted og i Jes Pihl Bjørnstad har Suckerpunch en god rockvokalist, hvis rå stemme passer godt til udtrykket. Solidt buldrende trommespil og en fin guitarsolo er med til at gøre nummeret til envelfungerende åbner.

Den følges op af ‘Tattoos N’Booze’, der tempomæssigt lægger sig i cruise control på midtersporet af highway’en. Der ligger den solidt og godt, omend turen bliver lidt ensformig undervejs. Heldigvis bliver der smidt et velfungerende break ind, men nummeret er alligevel en tand for langt. ‘Stay Away’ fortsætter i samme spor, og har samme problem, nemlig en lidt for lang spilletid, hvor de samme elementer bliver gentaget en tak for meget. Heldigvis følger ‘Longing’ op og giver tiltrængt variation i formlen.

Efter en velfungerende ballade, er det jo rart at blive rusket lidt i gang igen, og det er så lige præcis hvad ‘Undercover’ gør. Tung og tempofyldt, og igen med godt guitararbejde pumper nummeret afsted, muskuløst som en kamphund på steroider. Det fungerer.

Suckerpunch opfinder bestemt ikke noget nyt på denne EP, men til gengæld spiller de solidt, og især ‘Longing’ og ‘Undercover’ er stærke hårdrock-skæringer på hver deres måde. Håndværket er i orden, og det lyder til at Suckerpunch lægger liv og sjæl i det, og har en fest indbygget i deres DNA. Det giver 3 store stjerner for EP’en – et album skal nok byde på flere idéer og lidt nyt under solen for ikke at stå i stampe, men indtil et sådant er på vej, så smæk Suckerpunch på en fredag aften med gutterne og drik nogle bajere i godt rockselskab.

Tjek Suckerpunch ud på Soundcloud eller facebook.

Anmeldt af Judas

Like GFRock på facebook og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here