Suckerpunch: Badass Boogie ★★★☆☆☆

0
842
views

Suckerpunch er 1,2,3, 4 rock ‘n roll med pedalen i bund og af sted ud over rockens noget slidte landeveje. Fordelen er, at bandet ikke prøver på at være andet end de er, og leverer en uforpligtende omgang fis og ballade rock. Ulempen er førnævnte slidte underlag og at man hurtigt kommer til at savne lidt mere substans end evnen til at tælle til 4.

De er nu ret gode til at tælle til 4 og høvle letfordøjelige numre af sted, der sådan cirka handler om at rocke, hvor fedt rock er, hvor fucking fedt det er at rocke ud, hvor rock ‘n roll det er at være rock ‘n roll og så råbe “GUITAR” engang i mellem. Det fungerer upåklageligt i meget små mængder, hvis man lige skal have et kvikt rock-fix, der får blodet til at pumpe og løfte sindet fra alt for dybsindige og deprimerende tanker.

Er det så en dårlig ting? Næh, ikke nødvendigvis, som sagt, hvis man har brug for en instant rock-opkvikker, så er Suckerpunch hverken værre eller bedre end så mange andre, også danske, bands der har kørt lignende veje tynde. Det er nok et temperamentsspørgsmål, om man finder bandets, bestemt energiske, udskejelser på omgangshøjde med, eller lige lidt bagefter, det massive felt de konkurrerer med.

Af de 4 numre, er sang nummer 2, “High Speed Rock ‘N Roll”, og afslutteren, “1-2 Fuck You”, de mest primitivt rockende – og mindst interessante. Den tempofyldte og ganske fængende højoktan-rock er godt nok hørt utallige gange før, men man må også medgive, at sættes skidtet bare nogenlunde kompetent sammen, så er det bare en formel, der fungerer og er elementært medrivende. “High Speed Rock ‘N Roll” er nærmest prototype fartgal rock og rul, men forudsigeligheden holdes på tålelig afstand med tilføjelsen af noget hektisk klaver-basken. Det har Jerry Lee Lewis godt nok været leveringsdygtig i siden Eisenhower var præsident i USA, men det er alligevel med til lige at give nummeret et ekstra pift, så man kan tåle endnu en tur i ellers velkendte omgivelser.

Teksten handler tilsyneladende bare om at spille rock, og at de er kommet for at rocke, altså en typisk “mission statement” sang – godt for dem! Det bliver dog hurtigt lidt trættende og forglemmeligt med al den fokus på hvor rockin’ det hele er, ikke mindst i afslutteren “1-2 Fuck You”, der brillerer med følgende lyriske lækkerier i omkvædet:

(are you ready? let’s rock ‘n roll)
1-2 fuck you
3-4 give me more
5-6…6…6 I’m a son of a bitch

Ja, sværere behøver det jo ikke at være, og jeg kan ikke benægte at det har sin egen lidt elskværdige og tumpede charme, men det bliver hurtigt lidt trivielt. Især fordi, der ikke kommer mere indhold end det. That’s it. Ikke charme eller humorforladt, det hele leveres med lige så meget selvironisk glimt i øjet (lader det til) som gåpåmod og spilleglæde. Det er bare ikke helt nok på den lange bane….

Der er dog heldigvis glimt af noget mere end “blot” gang i gaden og fart på drengen, og på EP’ens 2 andre numre viser Suckerpunch, at de måske har lidt flere værktøjer, der med fordel kunne bruges lidt mere fremover.

Åbneren og titelnummeret, “Badass Boogie”, lever godt op til sin titel. Det er som om der er lidt mere tyngde og, nå ja, gyngende nosser, i lydbilledet her. Tempoet er i den sejt vuggende midttempo ende, hvilket klæder bandet rigtig godt. Lyrisk sker der også lidt mere end bare at tælle til rock, vi får en lille fortælling om en klassisk rock chick (hun er sikkert stripper). Det kommer ikke til at vinde nogen litteraturpriser, men i det mindste sker der da lidt på tekstfronten. Samtidig har bandet fat i en ganske glimrende boogie-rocket melodi (ikke helt ulig noget Kiss’sk), et catchy omkvæd og noget syng-med-venligt kor.

Mest interessant er måske EP’ens tredje nummer, “I Don’t Care”, hvor bandet styrer noget væk fra AC/DC møder Airbourne i Detroit-klangen og over til noget mere 80’er hardrocket. Opbygningen er mere tålmodig og langsom, og med 5 minutter er det også EP’ens suverænt længste udflugt. Musikken får lov til at arbejde lidt mere, inden vi når et virkeligt godt eksekveret omkvæd. Det virker genkendeligt, man får lyst til at synge med, men det virker ikke helt så letbenet som andre steder på Badass Boogie. Det skiller sig klang- og stilmæssigt lidt ud fra resten, og jeg ved ikke om det ville fungere over flere numre, eller om det stikker ud her fordi det bryder 1,2,3,4 skabelonen – men det var måske værd at eksperimentere lidt med for bandet?

Suckerpunch er typisk et navn af den slags, hvor jeg ville sige: “jeg ville nok hellere opleve dem live”. Så det er hermed sagt. På en scene, hvor man kan se guitaristen fyre fede riffs af i mens der sendes et frækt smil til tøserne på forreste række. hvor man kan se trommeslageren sidde og kampsvede i bar overkrop med forvrænget Lars Ulrich grimasse. Hvor bassisten bouncer voldsomt med hovedet og ligner en, der har svært ved at stå stille, alt imens forsangeren koket trampe-danser scenen af, svejer til de smittende rytmer og opfordrer til sing ‘n clap along.

Alt sammen noget, der kunne få en til at glemme, at det her er hørt før. Virkningen af bandets hurtige stød fortager sig desværre lidt for hurtigt, når man ikke kan svede om kap med bandet på et spillested. Vi lander på 3 store og venligt stemte stjerner, med et håb om mere Badass Boogie, fremfor 1-2 fuck you, næste gang.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Suckerpunch på Facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here