Subterranean Street Society: I’ll Leave Me Before You Do ★★★★★☆

0
419
views

Bag kunstnernavnet Subterranean Street Society gemmer sig den erfarne gademusikant (blandt meget andet) Louis Puggaard Müller, der har en interessant historie og musikalsk rejse i bagagen. Som om det ikke var nok, har han også fået skruet et ganske fremragende album sammen.

Men først lidt baggrundshistorie, den har nemlig indflydelse på hvordan pladen lyder og fremstår, samt danner en fin ramme for hele oplevelsen. Det skal siges, at jeg først læste pressemeddelelsen efter jeg var færdig med mine anmelder-lyt, det gør jeg tit for ikke at få “forurenet” og farvet min opfattelse af musikken på grund af en eller anden vinkel i det medfølgende materiale. Her er presseteksten dog den sidste, manglende brik i puslespillet og prikken over i’et.

Puggaard-Müller pakkede en dag sin rygsæk og begav sig ud på landevejene, hvilket førte ham til Amsterdam, hvor han forfulgte drømmen om at gøre sig som god, gammeldags gademusikant og spillemand. For at opleve den kontante afregning fra et skiftende publikum, hvis opmærksomhed måske kun er til stede et flygtigt øjeblik. Det var han så god til, at han endte i Hollandsk TV. De 7 foregående år havde også budt på en gademusikanttilværelse rundt omkring, blandt andet tre somre på Interrail med bandet Camp Neverland. Med Puggaard-Müllers egne ord: ”Vi spillede Europa tynd for klapsalver! Det var den gamle drøm om landevejsrøverier, brandvarme kupeer og uendelige fester på barer og gadehjørner, der bare skulle opleves”.

Men oplevelsen i Holland førte til inspiration til at skrive egne numre, dem der nu er blevet til dette debutalbum. Puggaard-Müller har desuden medvirket som sanger i Hyldest Til Hyldemor arrangementerne på Loppen, og kommer ud af en musikalsk familie der tæller en onkel, der var med i det legendariske danske hippie-orkester Culpeper’s Orchard, samt en mor der har basket tønder i Shit & Chanel.

Alt dette strømmer igennem musikken på I’ll Leave Me Before You Do, der er et tætvævet musikalsk kludetæppe, som både er diskret spraglet i tone, stil og farvning men samtidig hænger rigtig fint sammen og smyger sig om en, når man lytter de ti numre igennem. I centrum er Puggard-Müllers særegne og personlige vokal, der også svæver vidt omkring i sin klang og udtryk, men overordnet kunne kaldes lidt “tør”, men meget følelsesladet og emotionel. Den er både tæt på og omklamrende, nøgen og lavmælt skrigende efter opmærksomhed, lettere flamboyant og samtidig helt jordnær – spændende bekendtskab!

Det er musikken bestemt også, heldigvis, hvor et væld af inspirationskilder mødes, smelter sammen, modelleres og formes til noget nyt ogpå ganske original og selvstændig vis. Det er egentlig synd, at hive enkelte numre ud og fremhæve dem fremfor andre, der er ikke rigtig nogen svage stunder imellem, kun et lille dyk i tempo lidt over halvvejs på pladen, hvor det måske bliver lidt for roligt. Og så er det bare en af den slags plader der vinder på, at man nyder den i sin helhed og skal opleves som et samlet værk, med stærke individuelle stunder. Men, vi prøver at tage et par smagsprøver for lige at få lidt flere ord på Subterranean Street Society’s lyd.

Vi kan lægge ud med nogle af de musikhistoriske vingesus jeg bilder mig selv ind at kunne høre. “Stay”, en 5 minutters lang udflugt, som lægger ud som noget der lyder som en akustisk kærlighedballade og ender i en spacey anden halvdel, får mig til at tænke “Tom Waits synger Bowie”, eller er det omvendt? På “Hurry”, der gennemstrømmes af en følelse af travlhed og let desperation, minder vokalen med sin vrængen om en ung Bob Dylan, men Lou Reed og Velvet Undergrund dukker også op, mens vokalen begynder at drukne i de rockede toner. På det skønne åbningsnummer, “I’ll Let You Go If You Don’t Leave”, lægges der ud med noget The Beach Boys harmoni og kor, mens nummeret vugger hen i mod en hyldende mundharmonika der scorer omkring 0.8 på Springsteen skalaen.

Af mere tidstypiske toner kunne man hive nummeret “Rover” ind, hvor vokalen minder mig lidt om Jacob Bellens, der tager en musikalsk tivoli-tur, så er der dømt karvevalsmusik, pariserhjul og carney’s. Men det er bare ekkoer og flyvske referencer, mest af alt er Puggaard-Müller helt sin egen, og skinner især når han blotter sig numre som den afdæmpede og eftertænksomme “Nothing Beats A Lover”, der lyder som en let-countryficeret drøm ved nattetide, eller den melankolske “Present We Past”, en art vuggevise i grå-blå nuancer.

I’ll Leave Me Before You Do er mange ting på samme tid, mange stemninger og mange forskellige følelser. Man kan mærke både en musikhistorisk ballast og inspirationer fra rejserne rundt, men også overblik og en fornemmelse for hvad der virker. På Love Shop’s “Fremmedlegionær” lyder det “alle rejser ud, for at finde hjem”, det må man sige lykkes for Louis Puggaard-Müller, der fandt sin egen stemme derude et sted.

Vi ender på 5 stjerner for en musikalsk spændende rejse, som er værd at tage med på flere gange.

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Subterranean Street Society på facebook

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here