Strings To Disorder: Shitload (demo) ** (2/6)

0
969
views

Strings To Disorder er et relativt nyt band, der startede i 2012, og allerede har været igennem medlemsudskiftninger, pause og en ny start. Genren er et grunge/punk/metallisk hard rock opkog, noget man kan få en smagsprøve på, på deres 11 numre lange demo Shitload.

Som titlen antyder, så får man et ordenligt shitload musik på Shitload, alt sammen med en upoleret, skrællet og kantet demo-klang. Derfor kan udgivelsen også være lidt en mundfuld, og udfordring for øregangene, at komme igennem i ét drøjt hug. Jeg anbefaler man bider den lidt over i mindre bidder, ellers får man sgu nok demo-overload og de fine tendenser der gemmer sig i bandets musik kommer til at drukne lidt i mængden.

Middelfart-knægtene har helt overordnet et fint greb om simple, klassiske og små melodier, det er ikke de mest komplicerede udflugter gruppen tager på Shitload, og jo mere simpelt de holder det, jo bedre fungerer det. Det kan helt sikkert have noget med bandets relativt unge alder at gøre, så det virker fornuftigt at begynde med de simple byggesten fremfor at knække nakken. Når de enkelte gange varierer deres formel lidt, så er det da også faretruende tæt på at kollapse i hænderne på dem.

Vi befinder os i et krydsfelt af rocket grunge-punk, med rå vokal, en vokal der veksler mellem at fungere fint og blive lige lovlig upoleret, især hvis man snupper samtlige 11 numre i ét hug. Vi befinder os i et musikalsk univers med sangtitler som “Drunk, Beat and Happy”, “Not Even Worth My Piss”, “Scarred” og “Sex, Cigarettes And A Bottle Of Emptiness”, selvom sidstnævnte lyder en smule emo, så er det altså en ruskende og ret beskidt omgang vi får serveret.

Over det 70’er punkede på første nummer “Drunk, Beat and Happy”, der med lidt kluntet outsider tekst rumler tempofyldt derudaf, det mere trampende på “I Feel Blue” til den brummende grunger “Just The Same” – Shitload kommer hæderligt fra land. Sidstnævnte overrasker endda med en tekstbrok om nygifte og kuldsejlede følelser for hinanden, en dejlig afstikker fra de mere forudsigelige og lidt slidte teksttemaer der ellers præger demoens numre. Nummeret er nok det blandt de 11 som jeg synes fungerer bedst, her er både tyngde i musikken, nosser i melodien og så er der noget dejlig kontant og selvsikkert over sagerne. På “Kinda Rusty” mudrer lydbilledet endnu mere til, det lyder nærmest mørkebrunt, og tyktflydende… anyway, igen slår vi ind på sporet med outsider lyrik, “all my friends are gone… I don’t need anyone”, det ophidser mig ikke videre, men den grumsede melodi har et eller andet der virker for Strings To Disorder.

Så er det som om det hele begynder at falde en smule fra hinanden (eller jeg begynder at få lidt trætte ører). Midteraksen på demoen med “Not Even Worth My Piss” og “Scarred” bumler noget uelegant fremad, faretruende tæt på grøften, faktisk er “Scarred” helt ude og snuse til rabatten, hvor især vokalen kommer skævt fra land. Kort og godt er det bare ikke et særligt godt nummer, jeg kan se idéen i at sænke tempoet en anelse og lege lidt med sangstrukturen i forhold til de tidligere numre, men, missionen mislykkes.

De 2 grunge-punkede numre “”Sex, Cigarettes And A Bottle Of Emptiness” og titelnummeret “Shitload” bringer os fint tilbage på kørebanen igen, der føjes ikke væsentligt til bandets lidt begrænsede kasse med værktøjer, men det rykker fornuftigt og lyder om ikke andet sammenbidt og intenst. “Six Miles High” eksperimenter for alvor med formlen ved at sætte tempoet helt ned, og tilføre musikken noget svævende og let-tåget atmosfære, ikke helt ulig hvad man finder på nogle Pearl Jam numre fra 94-00 perioden. Jeg kan lide idéen, udførelsen halter dog en smule, sikkert ikke mindst på grund af bandets begrænsede midler. En ordenlig indspilning og lidt tid til at kæle for detaljerne, så har bandet måske en god stener i hænderne her.

Den efterfølgende “Thanks”, demoens næstsidste skæring, er noget nær en katastrofe. Kort og godt lyder vokalen ganske ulidelig og nummeret i bedste fald amatøragtigt og gumpetungt, så er det sagt. Næste. Ja, det lød måske lidt hårdt, men “Thanks” gør ikke noget godt for nogen, slet ikke bandet – så er der straks lidt mere håb i “The Rising Dead”. Zombie grunge-punk, tja, hvorfor ikke… er zombier stadig in? Nuvel, god rumlende melodi, et toneleje hvor vræle/vrænge vokalen ligger godt og ingen tendenser til at Strings To Disorder bliver tunge i røven her. Fint nummer.

Der ligger helt klart en kæmpe stykke arbejde foran Strings To Disorder inden de er klar til at forlade demo niveauet. Det er der hverken skam eller noget forkert i, det er bare en simpel konstatering. Lige nu er der lige rigeligt langt mellem snapsene, især hvis man sidder igennem samtlige 11 numre på Shitload ud i et. Der er bestemt lyspunkter, og enkelte sange virker som om de ikke behøver justeres og finpudses voldsomt inden de er brugbare. Nogle trænger helt klart til en tur mere på tegnebrættet og enkelte er lige til skraldespanden.

Sådan må det nødvendigvis være for et ungt band, Strings To Disorder er på ingen måde håbløse, de er bare stadig ved at finde vej, og ikke mindst deres vej. Den vej er først og fremmest belagt med øvetime, efter øvetime, efter øvetime, efter øvetime… så kunne de være klar til at rykke fra Middelfart. Klø på!

Anmeldt af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Strings To Disorder på Facebook

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here