Stranger the Horse: Play It On The Tannoys ★★★★☆☆

0
720
views

Stranger the Horse spiller deres egen “hjemmedyrkede rootsmusik” på Play It On the Tannoys, og den øvelse lykkes de overvejende godt med. Det er både diskret groovy, gyngende og fængende. 

I pressematerialet nævnes blandt andre Ry Cooder og Tom Waits som referencepunkter, sammen med punk – de to første forstår jeg, punken finder jeg ikke meget af på Play It On The Tannoys otte numre. Det kan måske nærmere have noget med tilgangen at gøre?

Nuvel, ikke at det gør noget. Stranger the Horse har nemlig gang i noget, der lyder relativt udansk, omend eksempelvis Tom Waits også har været musikalsk referencepunkt for en del andre danske musikere. Det er nu ikke så meget vokalmæssigt, men mere i forhold til det musikalske univers man skal tænke Waits. Stranger the Horse forsanger Julian Falck har ikke en Waits-vokal, den er noget nydeligere og lysere, men fungerer faktisk ganske fint i det musikalske billede.

Ry Cooder-inspirationen hører man på de latinsk klingende grooves, der befolker albummet, lige fra åbneren ‘I Am War’, som med livlig bas og whiskers (og en masse andre facetter) sætter retningen for albummet. Det er sådan en slags musik man nærmest kan sidde og danse til – man begynder nærmest pr automatik at vugge lidt i hofterne når man lytter, selv om man sidder ned. Ikke sådan forstået at vi er ude i noget sleazy salsa, med brulcreme i håret og pailletter på skjorten, for samtidig med den insisterende rytmik, er der også en mere melankolsk og mørk tone i Stranger the Horse’s udtryk. For eksempel handler ‘I Am War’ om krigens natur – “I’ll make sure that no one wins at all//I am war//I’ll follow you to your home//A purple heart upon your shirt//I am death and I am war”.

Et andet eksempel finder vi på andet nummer, der ellers giver den godt med gas på sådan et latin groove med et instrument, jeg faktisk ikke helt hvad hvad helt præcist hedder som drivkraft. Men ‘Back Round’ er også en sang om at blive forladt og have brug for den, der har forladt én. Det er altså nogle store temaer, der tumles med under den dansable overflade. Og det swinger sgu!

Det bliver mere dæmpet og nedtonet på ‘In Space We Keep’, som dog ikke giver slip på det allestedsnærværende groove. Her er der bare en mørkere tone og en elektrisk guitar ligger og understøtter vokalens følesmæssige udtryk. Andre steder, for eksempel på ‘Die A Nothing’, er der mere tryk på kedlerne, på sådan en lidt latinfunky måde. For mig fungerer det nu bedst når udtrykket er lidt mere nedtonet.

Albummet taber dog en lille smule højde på den ellers fint western-klingende ‘Closer to the Bend’ og den lidt døsige ‘During Half Sleep’, men den mexicansk-klingende rytme på ‘Emanuel Desperado’ svinger så man igen må vippe med fødderne og i hofterne på kontorstolen.

Som krølle på det hele får vi ‘They Say’, hvor Julian Falck suppleres af Sara Grabow, i en fint orkestreret kærlighedsduet, som måske ikke vinder nogen originalitetspriser, men fungerer som et fint punktum for albummet. Et album, der har sine forcer i de lidt underspillede latinske grooves, tilsat mørke og melankoli, og når det er bedst, så svinger det altså fortrinligt. Det redder 4 stjerner hjem til Stranger the Horse.

Du kan finde Stranger the Horse på Facebook.

Anmeldt af Jonas Strandholdt Bach

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here