expand
GFR
GFR

Danske Steel Inferno har et album ude på internationalt label, til trods for at de 11 numre slingrer noget derudaf og lyder “undergrundsproducerede”. Det er lidt af en rusketur, men på den fede måde, hvor man gerne tager en ekstra omgang i stålværket.

Faktisk lyder det lidt som om hårdt spillende Steel Inferno et et løbsk godstog, som jævnligt i løbet af albummet er faretruende tæt på, at blive afsporet og ryge ud over en skrænt. Men i stedet for at ende som en smadret bunke metal-skrot, så ender albummet med at være lidt af en hæsblæsende tur, der holder sig på skinnerne. I sidste ende bliver den dog lige et par numre for lang.

Bandet spiller, lidt firkantet sagt, god, gammeldaws thrash med tonser tendenser blandet med noget power, heavy og NWOBHM – med det twist at vokalen leveres af en kvinde. Hun vil muligvis også være lidt af et springende punkt for nogle lyttere, for det første for stokkonservative metalpuritanere, naturligvis, men måske mest af alt fordi der (ligesom i nogen grad selve musikken) er noget uskolet og utøjlet over hendes levering og stemmeføring.

Det ene øjeblik, som eksempelvis på åbnings- og titelnummeret “Aesthetics Of Decay”, lyder hun som om hun synger noget riot grrl klingende punk indover et galoperende thrash nummer, mens hun på en sang som “Magic Sword” slår en mere højstemt tone an. Det kunne næsten lyde som Grace Slick fra Jefferson Airplane, som synger metal? Det samtidig med, at en sang som sidstnævnte ellers kører i et ordentlig trucker chucker thrash leje. Det er samtidig et nummer hvor man, sammen med en sang som den sejt vuggende “Defender Of The Old Way”, kan stille sig i en god bredstående og pumpe lidt med hofter og understellet, til.

Det er med til, at give Steel Inferno et sjovt, lidt skævt og kontrastfyldt lydbillede, der et eller andet sted godt kunne lyde en smule ude af balance, men usammenhængende bliver det aldrig. Men skinnerne bandet drøner ud af er bestemt ikke glatte, snorlige og uden bump, som eksempelvis den tempofyldte “City Lights”, hvor byens lys flakker og suser forbi, mens bandet giver den fuld pedal og tonser thrasher igennem. Endnu mere knoldet bliver turen på “Merciful Slayer” senere på albummet, hvor thrashen bumler ud over ujævnt terræn frem mod et mere episk og melodisk anlagt omkvæd – før vi bliver rystet godt igennem igen.

På “The Civil Serpent”, som enten er en snedig eller lidt for tø-hø titel, blander et mandfolk sig indledningsvis i løjerne på vokalfronten, inden det kvindelige islæt stemmer i, i omkvædet. Der er noget friktion og noget der slår gnister hos Steel Inferno i et nummer som dette, som jeg rigtig godt kan lide. Det er ikke nødvendigvis specielt pænt og elegant, men upoleret på sådan en kantet og flosset måde der giver det hele noget… kant.

Desværre kan bandet ikke helt holde kadencen over de 11 numre, dampen går lidt af lokomotivet  på pladens anden halvdel, hvor nævnte “Magic Sword” og den gode afslutter “To End All Wars” er højdepunkterne. Ellers er der en 3-4 numre her, hvor jeg går en smule død i bandets ramponerede lyd. Man bliver måske bare lidt immun, eller også er sangene bare ikke helt på samme niveau som resten. Hvor om alting er, så kæmper jeg lidt med at holde opmærksomheden her, inden jeg vågner op til dåd til sidst.

Det er dog ikke nok til, at koste bandet de 4 stjerner. Det er bestemt ikke de smukkeste 4 stjerner i verden, men nogle gange må maskineriet gerne knase og sprutte lidt, uden at det betyder at det hele brænder sammen i et stål inferno.

En kontant og selvsikker omgang, leveret af et band der lyder helt stolte over at det kradser lidt i øregangene når de spiller – det kan de også roligt være tilfredse med!

Af Ken Damgaard Thomsen

Besøg Steel Inferno på facebook

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *

Connect with Facebook