Spot Rapport 2010, Del 2 – Lørdag

    0
    541
    views

    – June 2nd, 2010 by Ken Kodi

    Det følgende er baseret på den sande historie om de ting der skete 21-22 maj 2010 under Spot festivalen i Århus – og med sand menes at det var cirka sådan det forløb og i den nævnte rækkefølge. Hændelser er ikke undladt eller ændret for at beskytte nogen, men blot et resultat af kombinationen sol, øl og musiks indflydelse på min hukommelse.
    Deltagende hovedpersoner lørdag, med vekslende tilstedeværelse: Nanna, Virgil, Tynne Jonas, Ken Kodi.
    Bipersoner: Andre end dagen før, men sikkert også en enkelt genganger?
    ……… systemet tjek….. opdaterer status……. Vitale organer ”Ok”……. Hovedpine ”negativ”…….. batteri niveau ”ukendt”. Så strømmen må testes med nogle morgen smøger, et bad og vittige oneliners, resultatet er at vi er clearet til endnu en dag i spottens tegn.
    Målet er umiddelbart at mødes med den hollandske én mands mafia til ”Black Leather Machine” på Voxhall 1315, men den plan må skrottes pga. klassisk gnu nøl i start området, Århus nord. Dog ikke mere end at stam ruten bringer os ned til kiosken ved Base camp, tids nok til at den kan skåles lørdags åben ved 14 tiden.
    Der er nu ikke noget der styrker krop og sjæl som flydende morgenmad i det fri! SKÅL!
    Næh sørme, hvad var det? Den plasticpose jeg glemte hernede i går – dog er der ikke skyggen af de shorts som ”blev væk”? Ved nærmere eftertanke havde jeg dem jo godt nok også under Kellermensch koncerten, dog ikke på da de forsvandt, men i hånden… eller jo så ikke alligevel, til sidst?!
    Anyway, det var vist et sidespor, det rigtige spor førte fra Mølleparken op til Officerspladsen (OP), for at se om det hjælper på de musikalske udfoldelser, at opkalde sit band efter en død ungdomsskuespiller – ”The River Phoenix”. Eller har de blot taget navn efter en flod? Troede Phoenix var en fugl… var det et sidespor til et sidespor? Måske en kold fadøl ved teltet kunne frembringe lidt mere fokus.
    The River Phoenix, OP, Lørdag 1515:
    Altid et lidt utaknemmeligt job at skulle åbne en scene på en festival, og spot er ingen undtagelse. Folk skal lige vågne, op i kadence og have byttet snak ud med lyt – en tilstand jeg selv om nogen er stolt indehaver af! Tonerne fra live musik hjælper dog, om ikke andet til at lokke flere folk til et i begyndelsen ret øde telt.
    Bandet gør det egentlig hæderligt på scenen, med deres ”start årti lyd”, desværre ikke dette årti men det forrige. I kender den, den her lidt anonyme radiorock sound, som næsten alle upcoming danske bands spillede i årene 2000-04.
    Jeg synes at kunne ane et snert Placebo et sted, men den holdning er jeg relativt ene om i flokken, så den står for egen regning. Det hele leveres kompetent, men også ufarligt. Det lyder ikke old school nok til at være retro og heller ikke up to date nok til at være hipt.
    Det er på alle måder fanget i en form for tidslomme, en lomme som jeg ikke føler det store behov for at stikke hånden ned i og rode rundt – jeg ved hvad der er i den og der er en grund til at bukserne den hører til ikke passer længere. Jeg er både for fed en type OG vokset fra dem, BAAAZING!
    ***

    Er der nogen reel tvivl om hvad der derefter skete? Er Gnuen et flok dyr? Af sted med hastige skridt mod floden af billig Ceres, nu med det pikante twist at man styrede hovene igennem Aros og derved sparede i omegnen af 50 meter, i forhold til det velkendte spor i støvet. Nyt og lidt foruroligende, men heldigvis hurtigt klaret.
    Hvis min hukommelse ikke snyder mig, og det er et umanerligt stort ”hvis” hører jeg nogen sige, så var det ved dette besøg i Base camp, at der blev diskuteret potentielle kælenavne til Nanna. En diskussion hvis vigtighed ikke bør undervurderes eller negligeres! Nu er den slags jo noget man ikke bare sådan får, men derimod noget der skal arbejdes for, før man får det tildelt.
    Derfor kan det undre en smule at det efter eget valg blev ”Pussy”… Jeg mener, du ligner jo ikke som sådan en kat?
    Den undertrykte indre Tønder dreng havde registreret at Michael Falch havde fået en plads i årets Spot program. Noget der kunne undre en smule, i det ”upcoming” ikke lige umiddelbart er et af de første ord, der falder en ind når man hører hans navn? At der heller ikke ligefrem var enighed om Falchens kvaliteter blev pludseligt ligegyldigt, da en fejlkoordination mellem ur, øje og hjerne gjorde at Kasper Spez var ved at betræde OP før vi havde beregnet.
    Hvis man stadig siger ”af sti afsted”, så var det nøjagtig det vi foretog os.
    Kasper Spez, OP, Lørdag 1715:
    Vi må hellere begynde med en ”Lene Espersen”, der er gået et stykke tid – Undskyld! Jeg kan godt se nu at den var gal… JA, jeg var sgu nok lettere beruset allerede på dette tidspunkt. Det lettede da gevaldigt, havde man dog bare erkendt det lidt tidligere. Nuvel, Spot festivalen præsenterede her dansk raps nye komet, manden der får det til at lyde Suspekt at stamme fra Langeland.
    Vi venter stadig på det første fuldlængde album udspil fra herren, men igennem Tabu records skulle det være i butikkerne til August og bære titlen ”Fantasten”. Tvivler på man er specielt stor fantast, eller orakel, hvis man spår Spez en særdeles lovende fremtid.
    Stemningsmæssigt er det musikalske univers ikke langt fra Suspekt og nyere L.O.C., dog uden at det fremstår uselvstændigt eller som et plagiat. Spez er i besiddelse af sit eget særegne flow, ordbrug og tekster, hvor det sidste desværre havde tendens til at mudre lidt ud på OP. Det er ”lytte” musik, noget de typiske festival lydforhold spændte lidt ben for.
    Men selv halv vissen skulle der mere til at bringe en i ubalance end den svingende lyd, sange som ”Efter” og ”Hvem jeg var” tiltvang sig den fortjente opmærksomhed. Havde det ikke været for forholdende omkring og på OP var man med garanti blevet blæst omkuld, men denne gang måtte man nøjes med at have fået et gevaldigt puf.
    ****1/2

    SUFFLØR!!! Hvad sulan skete der mon så? ”The sad lovers” lød alt for emo med det navn, Annika Aakjær i musikhuset blev vel aldrig serøst overvejet? ”Tremolo Beer Gut” spillede, men ikke for os. Et realistisk scenarie er nok nærmere at man blev hængende omkring OP, fik sig en sludder, en sladder og en åbenbaring, som var glemt lige så snart glimtet af klarhed i hovedet fortog sig.
    Endvidere kan det ikke udelukkes at ”The Blue Van” dyrkede deres retro rock som baggrundssoundtrack under denne lidt famlende og uklare periode. Ikke så sjældent fremstår afstanden fra scene til nærmeste øl bar umådeligt stor på en festival, også når der som her vel kun var 30 meter.
    Nu vi er ved afstande, var det nu en god ide at holde toilet bygningen mellem OP og ridehuset lukket, medmindre der var en rigtig god grund? Ikke fordi toiletforholdende i Musikhuset er ringe, de er faktisk meget fine – men ikke når ”alle” skal derind, det ene lokum ikke kan skylle (Tynne) ud og en af kummerne på de ombejlede ståpladser er sprunget læk. Det gider man kun en gang, og så venter man på mørket og sniger sig over til busken ved den lukkede toilet bygning…
    Kiss Kiss Kiss, OP, Lørdag 2115:
    Singlen ”Mirrors” har været i heftig rotation på P3 siden Februar og har givet Århus bandet et mindre gennembrud. Der er også tale om et ganske catchy nummer, der lægger sig i slipstrømmen af den for tiden så populære og dominerende elektro-rock lyd. Efter alt at dømme begyndelsen af dette årtis sound for den danske undergrund.
    Ikke at samtlige nye danske bands dermed tilhører en og samme genre, men der dog en rød tråd der binder størstedelen sammen. I hvert tilfælde dem almægtige P3 kaster deres opmærksomhed på. Hvis man synes om denne lyd, så er et nummer som ”Broken hearts” sikkert også lige sagen.
    Jeg har bare det problem at denne form for musik ikke rigtig fanger mig. Koncentrationen forsvinder, jeg tuner ud og glemmer at høre efter – sød indbydende alkohol forstærker denne tilstand betydeligt.
    Nanna uddeler som mere neutral dommer på området:
    ****
    Skulle det på nogen måde være forbigået nogens opmærksomhed, så tegnede der sig et tydeligt mønster – OP scenen fik utroligt meget opmærksomhed i forhold til nogen af de andre scener!
    Faktisk lykkes det mig at komme igennem en hel spot festival uden at være inde i Ridehuset en eneste gang. Det er vist ikke sket før?! Lad os tildele æren, for denne ekstremt selektive tilgang til musikudbudet og scenerne, det behagelige vejr og ikke dovenskab.
    Efterhånden som man ufrivilligt genvandt en smule af sin ædruelighed, eller rettere kom bare lidt ud af hegnet, blev det tid til at gå på opdagelse på pladsen. I dette tilfælde indebar det at bevæge sig om på den anden side af OP baren og over til den såkaldte ”Pick up” scene.
    Nabiha, Pick up scenen, Lørdag 2230:
    Da jeg første gang så Nabiha´s video til ”Deep Sleep”, overvejede jeg ikke bare et split sekund, at der var tale om en dansk kunstner. Nummeret lyder som en af disse internationale popskæringer, der sniger sig ind i sommer rotationen på de danske radiokanaler, og ender med at blive en af sæsonens hits. En ægte ørehænger, der har sat sig fast første gang man har hørt den, uden at være af den voldsomt belastende slags (som feks Black eyed peas pop).
    Før vi nåede til dette glædes spredende nummer forløb der dog ca. 35 minutter med flere boblende popperler. Her skal den nyeste single ”The Enemy” fremhæves, den besidder mange af de samme uimodståelige kvaliteter som ”Deep Sleep”.
    At jeg ikke var den eneste der var faldet for det dansk-nordvestafrikanske stjernefrø, var et prop fyldt telt bevis på – et meget levende bevis! For de fremmødte var tydeligvis kommet for at feste og danse, noget de fik rig mulighed for.
    Det er stadig poppet soul-disco-pop af den relativt letfordøjelige og uforpligtende slags, men det er der absolut intet galt i, når det serveres i en så professionel indpakning, med så overbevisende vokalmæssigt talent og helt igennem storslået performance. Et tydeligt tegn på at der ikke er noget behov for konkurrencer som x-factor osv., nogen gange belønnes hårdt arbejde, flid og dedikation – også selvom man så styrer udenom genvejene.
    Nabiha ”begyndte” nemlig under navnet ”Tiger Lily”, og havde med ”Love Is” et mindre P3 hit i 2006. Efterfølgende blev der lidt stille og hun arbejde videre som blandt andet gæstevokal på diverse andre kunstneres singleudgivelser. Nu bærer arbejdet frugt, og resultatet er i den grad klar til at blive plukket, solgt og nydt af et stort publikum verden rundt.
    Det er vel unødvendigt at nævne, at afslutningsnummeret ”Deep Sleep” var ved at blæse Pick Up teltet op i den århusianske nattehimmel?
    *****

    Slutspurten var hermed indledt med maner, og festivalen havde sørget for at der var gode valgmuligheder for at toppe branderten af med et stort navn for de gæve gæster.
    Duné på Voxhal, Turboweekend i Musikhuset og Ginger Ninja på OP, indenfor en time af hinanden, så man var tvunget til at vælge pga. den forventede massive tilstrømning til hver af den 3 koncerter.
    Ikke det svære valg, Turboweekend var blevet hørt indenfor den seneste måned, Duné… yeah right, så de hypede Ninjaer stod for tur. Åbenbart et fornuftigt valg, da der var ok plads i teltet, bevares der var da pænt packed i forreste del, men fra teknik basen og bagud var der god benplads.
    Ginger Ninja, OP, Lørdag 2315:
    På mange måder er Ginger Ninja et ganske charmerende og festligt bekendtskab, både på deres halv store radiohits og live. Der er dog et eller andet der efterlader mig lidt mellemfornøjet og små kølig overfor hele den farverige 80er fest collage.
    Det hele er yderst velspillet og leveret medlevende fra scenen, publikum er tydeligt begejstret og alt er sådan set på overfladen som det skal være for at score store plusser i bogen. Men netop overfladen er muligvis problemet? Er det hele ikke lidt for poleret? Alle disse vellyde og pæne partyrytmer er lige på nippet til at give mig akut sukkersyge.
    Der er elementer af lidt dyster Depeche Mode drysset ud over materialet, men det meste af tiden giver disse ”glad i låget” melodier mig en begyndende depression – der må da kastes nogle skygger et sted med alt det lys de udsender?
    Et glimrende nummer som ”Bone will break metal”, der lukker OP teltet for i år, har nogle af de elementer jeg stod og savnede. Men hurtigt tænker man, den har jeg da hørt mørkere og mere interessant med Spleen United.
    Kølige Kodi kan ikke udelukke at problemet delvist ligger hos ham selv og hans smag, men på trods af de mange positive sider bandet besidder, så er og bliver den her Ninja sgu lidt fesen i det spraglede outfit.
    ***1/2
    Og som de sidste toner var blevet spillet, og kun summen fra et publikum i opbrud var tilbage, trådte man ind i FØDSELSDAGSDØGNET!
    Nogen fra flokken gik hjem, andre gik egne veje, Tynne og Kodi strøg direkte i Sherlock vandingstruget. Nu med strategisk placering udenfor beværtningen så man kunne følge Post-Spot vandringen ned mod Århus midtby. Egentlig var vi i besiddelse af et stk. pap der kunne ombyttes til en fadøl på Waaaaxies, men af uransaglige årsager blev denne gratis glæde glemt imens nye planer blev smidt op i den lune aftenluft.
    For at dulme den truende posttraumatiske stress ovenpå så meget un-metal musik de seneste døgn (minus Kellermensch, natch), blev kursen sat mod Escobar, et fremragende valg som det skulle vise sig.
    Faith No More´s ”Midlife Crises” røg ud af højtalerne lige efter ankomst, så var stilen lagt. Fødselsdag resulterer i 2 gratis øl fra den venlige bartender, der spildte den ene og kompenserede derfor med et shot på huset – sikkert mest som undskyldning for at snuppe en selv sammen med os, men gestus opfattet og accepteret.
    Den næste fødselsdagsgave kom i kraft af at stedet med en ekstra bevilling i baglommen holdt åben til 05 i stedet for 03. og således forløb resten af natten i heavyens tegn, omgivet af den hårdeste trio tilstede denne aften der stædigt sang Bon Jovi indtil det blev spillet. Se det er da hygge!
    LØRDAG OUT.
    Epilog:
    Lad os runde af kort og uden at være for lang i spyttet, min mund var også utroligt tør dagen efter. Spot festival var endnu engang en succes. De nærrige Maj vejrguder var med os, jeg nåede personligt at se relativt mange koncerter i forhold til andre år og stemningen var i top fra start til slut hos mine kære festival bro´s and Hoe´s.
    En Spot på lidt andre vilkår end tidligere år, ikke bedre ikke dårligere, men behagelig afveksling – men hører jeg ikke Hjortens kald i det fjerne, lokkende og brunstig, med brøl om 2011?
    Mange tak for denne omgang Roskilde warm up ”folks”, vi ses foran Orange.
    SPOT OUT.

    LEAVE A REPLY

    Please enter your comment!
    Please enter your name here