SPOT Festival 2015 – reportage fra fredagen

0
1402
views

Fredagen på Spot var godt pakket med kvalitetstilbud, men desværre også ramt af et par afbud fra Redwood Hill og svenske The Amazing, som ellers stod på min liste. Til gengæld bød fredagen på fine koncerter med I’ll Be Damned, TurboChild, The New Spring og Dine Isaksen. 

Køen til at få armbånd på slangede sig næsten fra den ene ende af Scandinavian Center til den anden, da jeg ankom omkring 15.30 fredag eftermiddag – det betød desværre at en del af dem gik glip af eftermiddagens første koncerter, men heldigvis så køen ud til at blive kortere som eftermiddagen skred frem.

Et af de steder, hvor publikum med god grund kunne være mødt op, var i SCC’s store sal, hvor I’ll Be Damned indtog scenen kl. 16. Det gjorde de med fynd og klem fra indledningen med den nye single ‘Believe It’ og signatur-sangen ‘Fever’, der også fik lidt spag fællessang ud af det lidt eftermiddagstrætte publikum på linierne “I feel fine//Knowing that I’ll never walk af straight line”. Konferencieren, der introducerede bandet, sammenlignede det da også med en morgenbajer, og det var måske ikke helt skævt. I’ll Be Damned er dog sådan en morgenbajer, der skummer og bobler med en helt egen vilje, og feberen begyndte at brede sig lidt blandt publikum da forsanger Stig Gamborg forcerede skillelinien mellem scene og publikum og tog en løbetur i salen med sin trådløse mikrofon under ‘Shopping With a Shotgun’.

Bandet spiller tæt og tungt, og selv om den store scene gjorde at der var lidt vel langt mellem bandmedlemmerne, så er det tydeligt, der er styr på sammenspil og udtryk. Samtidig har bandet i forsanger Gamborg også et uforudsigeligt trumfkort, med et stærkt entertainergen. I en sang springende rundt på gulvet, i næste sad han på sin monitor, i en tredje liggende krøllet sammen på scenegulvet – der bliver brændt noget energi af. Det gjorde der også i ‘Right For The Money’, som Gamborg dedikerede til bankerne – “de dumme svin!”, og undervejs i nummeret kom først en, så to mand mere i pæne jakkesæt ind og kastede med overlegen attitude falske penge rundt i luften og ud til publikum, inden de for i totterne på hinanden så (teater)blodet sprøjtede på scenen, En fin gimmick, der affødte en del smil blandt publikum.

Og  så nåede vi frem til et stærkt punktum i form af den tvetydige fællesskabshymne ‘People Who Hate People Come Together’, hvor den sidste energiudladning blev sendt ud over scenekanten. I’ll Be Damned tog en arbejdssejr på en svær scene, og svedte for sagen – at forbande publikum godt og grundigt. Feberen breder sig lige så stille…

I'll Be Damned forbandede SCC
I’ll Be Damned forbandede SCC. Foto: Hasan Jensen/Homage Photography

En kort travetur gennem Scandinavian Center senere nåede jeg frem til lavloftede HeadQuarters, som i år er blevet officiel scene på festivalen, og har fået lov at sammensætte eget program. For fredagens vedkommende stod den på hård rock og metal under overskriften “Hard Spot”. Første navn på scenen her var de lokale rockbøller i TurboChild, som HeadQuarters 70’er rock playliste varmede fint op til.

De fem unge herrer har spillet masser af koncerter på det seneste, og det kunne mærkes på HeadQuarters, hvor bandets effektive hooks på numre som singlen ‘Gimme Some’, og i det hele taget godt med uuh-uuh og aah-aah-kor, som for eksempel på ‘Jane Doe’. Det fængede godt blandt publikum, og en veloplagt Richard Schuster i front fik sat godt fut i løjerne. Som bandet selv siger, “This shit ain’t rocket science”, til gengæld så kan de skrue umiddelbart catchy rock-sange sammen, med snablen godt nede i kassen af 60’er og 70’er rockens virkemidler. En velfungerende showcase for Aarhus-bandet.

Herefter nåede jeg lige rundt om udendørsscenen foran Musikhuset, hvor det lokale balkan-rock orkester Zebu Zarina fik sat gang i deres festlige musikalske cocktail, men nåede kun lige et nummer, inden jeg måtte haste videre ind i Musikhuset og bevæge mig ind i mørket på Filuren, hvor Bastian Kallesøe, alias The New Spring, indtog scenen alene med sin akustiske guitar. Der var et pænt fremmøde i salen, og endda et meget høfligt publikum, der var meget stille mens Kallesøe fremførte sine ind i mellem nærmest sarte, teksttunge, fingerspillede sange. En følsom fyr med en guitar er stadig et hit, også på Spot, men heldigvis er Kallesøe mere end det, og teksterne og sangskrivningen er med til at løfte The New Spring et godt stykke over gennemsnittet. Samtidig havde Kallesøe en underspillet charme på scenen, som kunne bryde lidt med det i længden lidt ensformige lydbillede. For eksempel kommenterede han efter at have spillet ‘Canopy’:

“I er et meget sådan høfligt publikum. Der var ingen der grinede, da jeg sang, at jeg kommer for tidligt – lytter I overhovedet efter?” Det gjorde publikum tydeligvis, og de kunne lide hvad de fik, i form af sange som ‘The Resurrection of the Queen of Darkness, 2001’ og ‘In the Spirit of the Revolution’. Det endte i hvert fald i massive klapsalver efter den lidt abrupte afslutning – Kallesøe havde også forinden bemærket at han havde prøvet at blive smidt af scenen på Spot, fordi han spillede for længe, og “Det var pinligt. For alle”. Pinligt var det bestemt ikke denne aften, og der blev formentlig vundet nogle nye fans for The New Spring – også selv om jeg kom til at savne tubaen, der popper op ind i mellem på Late Bloomer albummet.

På HeadQuarters nåede jeg lige de sidste minutter af Black Book Lodge, inden jeg fik et par øl i solen og tillod mig en pause i programmet, inden aftenen bød på et interview med Dine Isaksen frontmand Kasper Westeraa i et baglokale i Musikhuset, som tilsyneladende også var omklædningsrum. Vi fik dog gennemført interviewet i nogenlunde god ro og orden, og det kommer på siden når der lige er blevet tid til at bearbejde det.

Herefter bød Musikhuset Lille Sal på en lang og i øjeblikket uoverskuelig kø til The Cabin Project, så i stedet svingede jeg omkring norske Susanne Sundfør i SCC’s store sal, hvor der var et pænt fremmøde. Jeg kendte ikke meget til musikken på forhånd, men opstillingen med Sundfør i front, to keyboards og en trommeslager gav en effektiv og synthtung lyd, ikke helt ulig den Kent har eksperimenteret med over nogle albums, der fungerede godt og spillede salen glimrende op. Der var heller ikke nogen tvivl om at Sundfør og band var vant til scenestørrelse og de leverede bundprofessionelt.

Dine Isaksen
Dine Isaksen. Foto: Jonas Strandholdt Bach/GFRock

Aftenens sidste koncert for mit vedkommende blev med Dine Isaksen i den lille Kammermusiksal i Musikhuset. Det var blot tredje koncert for bandet, der tidligere har spillet til nedvarmning efter en Kim Larsen koncert og til Way Up North festivalen, begge dele i foråret. Den dansksprogede rock trækker referencer dels til dansk 80’er rock, som TV2 og Kliché, men også til amerikansk heartland-rock, og især på numre som ‘Iskold Indeni’ og ‘Præst i Hiroshima’ gik de danske tekster glimrende i spænd med den relativt ligefremme rock, hvor Kasper Westeraa også fik leveret prøver på sine guitar-evner, og resten af bandet i øvrigt bakkede glimrende op. Og så er der et eller andet over en titel som ‘Fed og ensom’, der viser at Westeraa kan noget spændende med det danske sprog. Det bliver spændende at følge Dine Isaksen’s udvikling.

Svenske The Amazing havde desværre aflyst deres 23.30-koncert, så det endte i ølindtag inden cykelturen hjem, mens musikken fortsat pulserede rundt omkring. Lørdag byder på endnu en pæn omgang koncerter og yderligere et par interviews, så følg med de kommende dage.

Af Jonas Strandholdt Bach

Fotos: Hasan Jensen/Homage Photography og Jonas Strandholdt Bach/GFRock

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here