Home Seneste April 2015 - Nyheder SPOT Festival 2015 – Anbefalinger til torsdag og fredag

SPOT Festival 2015 – Anbefalinger til torsdag og fredag

2590
0

GFRocks Spot-udsending (undertegnede) er taget på vandring i årets Spot Festival program, med henblik på at grave lidt godter op. Følg med på, hvad der endte med at blive en større rundtur i programmet. 

Spot Festival er altid et overflødighedshorn af spændende upcoming (og en del etablerede) navne fra de fleste kroge af den rytmiske musikscene fra hovedsageligt Danmark, men også resten af Norden, og på det seneste er der også dukket bands fra Tyskland og endda to fra Belgien og en solist fra Mali op i programmet. Der er dog stadig en klar overvægt af danske bands, og både blandt dem og blandt de udenlandske er der i år et rigtig godt udbud fra forskellige egne af rocken. Selv metallen, som ellers ikke har været en genre Spot Festival har excelleret i trods en del danske bands med eksport-potentiale i tidens løb, har fået plads.

Men lad os dykke ned i programmet som byder på musik, oplæg og film fra d.30. april til d.3. maj. Hovedvægten er dog på fredag d.1. maj og lørdag d.2. maj, hvor der er fuldt knald på Spot Festivals mange scener, der breder sig fra området omkring Musikhuset. Sideløbende med den officielle del af festivalen, er der en mængde mindre arrangementer rundt omkring i byen, som også byder på upcoming musik – dem kigger vi på i en særskilt artikel senere på ugen.

Torsdag d.30. april

Den officielle åbning finder sted torsdag d.30. april om aftenen, hvor blandt andet Arsenal: Dance, Dance, Dance, hvor elektronisk musik og en film om en japansk musiker smelter sammen, er på programmet. Ellers er der musik at finde på Radar, hvor Jammin’-projektet byder på tre forskellige konstellationer. Ideen i Jammin’ (som løbende kører i Aarhus) er at bringe musikere med forskellige baggrunde sammen i et kortere tidsrum, hvor de så arbejder sammen og spiller en koncert. Jeg har oplevet det live en enkelt gang, og det kan give ret spændende resultater, og der er også samlet nogle rigtig spændende navne til torsdagens koncerter. Cody, Dicte, Michael Møller og Ida Wenøe indgår i forskellige konstellationer, sammen med blandt andre den syriske Oud-spiller Maher Mahmoud og palæstinensiske Houssam Zamzam.

De tre koncerter starter henholdsvis kl. 21, 21.40 og 22.20, og det foregår altså på Radar.

Er man mere til regulær indie-folk, så er der også mulighed for det på Radar, her optræder Heimatt nemlig også kl. 23. Dem oplevede vi på Roskilde Festivals Rising scene sidste år, og Thomas anmeldte bandets debut i marts i år – Thomas skrev blandt andet: “Der hvor bandet virkelig brænder igennem, og efterlader spor i hukommelsen er blandt andet på “Oh My God!”. Her er der skruet lidt op for tempoet, bandet tør give slip, og sangen fremstår som en helstøbt folkrock-perle, der kiler sig ind i hjernen”. Hele anmeldelsen kan læses HER, og Heimatt bør du tjekke ud hvis du er til de seneste års indie-folk bølge.

Endelig holder Like a Can of Beans Records, stiftet af Nelson Can, label night på HeadQuarters. Det gør de med tre koncerter, blandt andet Nelson Can selv, som jeg oplevede i samme lokaler på Spot Festival sidste år – de tre unge kvinder leverede dengang en ganske intens og hårdslående live-oplevelse. Ud over Nelson Can kan man opleve noise punk-bandet The Entrepreneurs, og den elektroniske duo Spring & I. Det starter kl. 21.




Fredag d.1. maj

Når du er færdig med at bælle fadøl og synge ‘Når jeg ser et rødt flag smælde’, så kan du søge mod Musikhusets have, hvor Moment holder dayparty fra kl. 14-18. Der er gratis entré på udendørsscenen (frem til kl. 19), og her kan det anbefales at tjekke Zebu Zarina ud, et seks m/k stort balkan-rock band fra Aarhus. Jeg så bandet på NyV58 for nylig, og der gjorde de en fin figur – god energi og tight sammenspil. De spiller kl. 17.30.

Nå ja, siger du så måske, kan du ikke anbefale noget før det? Og jo, det kan jeg den ondelynemig godt. Du skal nemlig have dig en solid portion metal n’roll med de forbandede sjæle i I’ll Be Damned. De fem herrer gjorde sidste år god reklame for sig selv i forbindelse med Karrierekanonen, og de er netop nu i færd med at crowdfunde til en albumudgivelse (det går vist meget godt med det). Jeg anmeldte bandets EP The First Coming tilbage i 2012 og det føles som en evighed siden. Til gengæld oplevede min gode kollega Ken bandet som både barmhjertige samaritanere og forbandet velspillende da han så dem på Stengade i København sidste år – i den forbindelse skrev han blandt andet: “Selv om det måske ikke er pissesofistikeret og indviklet, det I’ll Be Damned knalder af rent musikalsk, så rummer det en eller anden uimodståelig urkraft og smittende energi, så man bare har lyst til at smide hæmningerne og svede alle dårligdomme ud”. Så…kom og sved dårligdommene ud, scenen er SCC Major, tiden kl. 16.00.




Er det der med forbandelser ikke lige dig, så kig i stedet ind på Filuren-scenen i Musikhuset. Her spiller ONBC, der leverer indie-pop et sted mellem Low og Chris Isaak. Det lyder ganske spændende og kvartettens medlemmer har blandt andet fortid i bands som EPO-555 og Superheroes. Det er kl. 16.15.

Et los i rockrumpetten kan du få dig på HeadQuarters, hvor TurboChild stiller an. Dem har jeg oplevet både på EP og live, og ud over at være meget energiske, så har de faktisk også nogle ganske fine og svingende rocksange med. De starter kl. 17.00 og er en del af HardSpot-programmet, som Metalized og HeadQuarters præsenterer.

Næsten samtidig spiller et andet band, der har fået godt med spalteplads her på siden, og måske er på vej mod et gennembrud, nemlig Vampire Blow. Sidst de indtog vores “forside” var da Ken interviewede dem i marts måned i år, hvor de blandt andet fortalte om hvordan det er at få airplay på P6 Beat og være på Spot Festivals program i år, og så blandt andet denne bid om musikken:

“Rock” er en svær genre at befinde sig i nogen gange, fordi den er fuld af så mange begrænsninger. Det skal helst være sejt, råt og læderstøvle-agtigt før det er rigtig rock. Ofte ender det bare med at være lidt selvoptaget og gennemskueligt. Det tog os noget tid at finde ud af, at vi sjældent føler os særligt seje, men det var egentligt bare befriende at opdage, at vi ikke behøvede. Og det er altid kedeligt, at skulle på finde på én genre for vi kan lide alle mulige vidt forskellige ting, men vi er jo et rockband når alt kommer til alt. Det sidste år har vi hørt sindssygt meget George Harrison, Todd Rundgren og The War On Drugs. Vi har måske brugt lidt for meget computertid på, at se Tim & Eric Awesome Show Great Job, til gengæld besteg vi et vandfald for ikke så lang tid siden og det var meget inspirerende

Så…det lyder da som om de er værd at tjekke ud – og der er nyt materiale på vej. Vampire Blow spiller kl. 17.05 i Domen.




Hvis du er hurtig, så kan du nå fra Vampire Blow og til Tidlige Armbånd, som spiller kl. 17.30 på Atlas. Tidlige Armbånd’s seneste udgivelse, Flydende elskende, anmeldte Ken til 5 stjerner for en lille måned siden, og skrev blandt andet: “Hvis man skulle sammenligne med noget, kunne man nævne et band som Synd & Skam, med hvem de deler den legesyge og anarkistiske tilgang til sangskrivning, hvor intet synes ulovligt eller utænkeligt”.

Vi bevæger os hastigt videre, eller, jeg når nok ikke det hele, så der skal vælges mellem Tidlige Armbånd, og så Maggie Björklund, som spiller 17.45 i Musikhusets Lille Sal, og The New Spring, som spiller på Filuren, også kl. 17.45. Maggie Björklund så jeg i marts i år, og gjorde du ikke det, så er hun så absolut værd at opleve med hendes ind i mellem soundtrack-agtige americana – du kan læse en anmeldelse af hendes koncert på Atlas HER. Jeg ender nok med at høre The New Spring, som jeg ikke tidligere har hørt live, men sidste års New Bloomer var en positiv oplevelse, hvor jeg i retrospekt godt kunne have svunget mig op på en stjerne mere end de 4 jeg gav i min anmeldelse.

Savner man noget at headbange til, så kan man svinge omkring HeadQuarters kl. 18, hvor Black Book Lodge, som udgav et glimrende debutalbum i form af sidste års Tûndra, som jeg selv anmeldte til 5 stjerner – spiller på HeadQuarters (I det oprindelige program var The Interbeing sat på til dette tidspunkt, red.), og så kan man  blive hængende på HeadQuarters (som i parentes bemærket har både fint øludvalg og rimelige priser) og vente på energi-rockerne Dance With Dirt, som går på kl. 19. (Det skulle have været Redwood Hill, som udgav et af sidste års bedste danske metalalbums, der skulle spille kl. 19, men de måtte aflyse af personlige årsager, red.).




Herefter kunne jeg måske godt have brug for en puster, men det er der ikke rigtig tid til, for der er flere gode bud på aftengodbidder i form af Dad Rocks! kl. 19.40 på Voxhall og De Underjordiske kl. 20 i Kammermusiksalen i Musikhuset. Jeg har oplevet begge live, og ender nok med Dad Rocks!, som er en smittende energisk oplevelse live, som jeg oplevede sidste år på Radar. Er du mere til dansksproget psykedelisk rock, så tjek De Underjordiske. Et andet kl. 20-bud er Siamese (tidligere også med Fighting Fish i navnet), på HeadQuarters.

Eller skynd dig ind på SCC Minor kl. 20.10, hvor allestedsnærværende Förtress formentlig pøller på scenen, i hvert fald i overført betydning, med deres energiske tungrock, der altid fyres af med masser af energi – sidst oplevet af undertegnede i selskab med kollega Ken på Rising scenen sidste år, anmeldelse kan læses HER.

Der bliver igen kamp om opmærksomheden kl. 21, hvor jeg har noteret mig 3 navne, jeg i princippet gerne ville høre. Først tech-metallerne The Interbeing,  som spiller på HeadQuarters. Bud nummer to er islandske Dísa, som leverer sin mørke og intense pop på Filuren i Musikhuset, og endelig The Cabin Project, som spiller i Musikhusets Lille Sal. Cabin Project består af Kira Skov og Marie Fisker, to stærke kvindestemmer som fik meget ros i forbindelse med sidste års album, og til Spot-koncerten har de slået sig sammen med et par videokunstnere – hvis det er til at komme ind, bliver det mit førstevalg.

Vi springer frem til kl. 22, hvor anbefalingen går til de lokale prog-rockere i LISERSTILLE, hvis nyeste album jeg netop nu er i gang med at lytte igennem (anmeldelse følger i denne uge). De spiller på HeadQuarters og har altid leveret gode koncerter, når jeg har set dem.

Der er dog konkurrence fra Dine Isaksen, som er navnet på et nyt projekt fra Kasper Westeraa, som har slået sine folder i Echo Lips. Inspirationen kommer især fra amerikanske sværvægtere som Tom Petty, Bruce Springsteen og Dire Straits, men også danske navne som TV2 og Kliché skulle lure i skyggerne i Dine Isaksen’s dansksprogede numre. Kammermusiksalen i Musikhuset, kl. 22.

https://youtu.be/IrY7w-MjFvc

Kl. 22.30 kan man få en dosis post-punk med københavnske Shiny Darkly, som havde pæn succes med sidste års Little Earth. I den forbindelse interviewede jeg forsanger Kristoffer Bech, det interview kan læses HER. I år har bandet fået Filuren-scenen, hvilket formentlig giver noget bedre mulighed for at komme ud over scenekanten end bandet gjorde på den enorme SCC-scene da de spillede Spot Festival sidste år.

Øjnene og benene begynder nok at blive lidt tunge, men der er stadig gode ting at finde i programmet – kl. 23 er lokale Yung således på plakaten på Voxhall. De har fået godt med omtale i flere musikmedier for deres garage-punk, som jeg selv har oplevet en enkelt gang, uden at de helt slog benene væk under mig. Det kan være de gør det denne gang.

Hvis jeg stadig er stående søger jeg mod SCC Minor, hvor svenske The Amazing spiller kl. 23.30. De kommer med en pæn international hype og umiddelbart lyder deres blanding af psych-pop og prog-rock og folk da også ganske tiltalende.

Endelig kan man lægge sig selv i seng med mørkemesse på Voxhall, hvor Solbrud spiller deres bastante black metal kl. 00.30 på Voxhall. Bandet fik et fuldt fortjent og måske overraskende bredt gennembrud sidste år med Jærtegn, og vi var også med på bølgen – Ken uddelte 5 stjerner og masser af ros i sin anmeldelse, og bandet leverede også en tung og velspillet, omend måske lidt rutinepræget koncert i februar i Aarhus (samme aften som Redwood Hill).

Lykkes det ikke Solbrud at sende mig op på cyklen og hjemad i mørket, så foregår der punk-rock på Radar kl. 1.15 med The Entrepreneurs som også blev name-droppet torsdag, og på den vis er der bundet smukt knude på fredagen, som altså er stopfyldt med musikalsk kvalitet.




Vi gemmer lørdagens program til en separat artikel, som du kan læse her på siden i morgen.

Af Jonas Strandholdt Bach

Previous articleTurboChild – Still My Love – 30/4 – 2015
Next articleParty at the Pharmacy: Party at the Pharmacy (EP) ★★★☆☆☆

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.