Spot 2018: Reportage fra lørdag

0
2659
views

Der var både rigtig gode og mindre gode koncerter lørdag på Spot, som også bød på en række dilemmaer. 

Lørdag skulle vise sig at være dilemma-dag, så efter at have rettet de værste trykfejl og formuleringsbøffer, var det tid til dagens første valg. Daycare for Jedi, Kajsa Vala eller Black Sand?

Valget faldt på Black Sand, en ny ørkenrock-konstellation med Orhan Özgur Turan fra Hudna, som spillede på Roots & Hybrid scenen kl. 16. Turan selv i front på vokal og elektrisk oud, bakket op af keys (som også lagde basspor), trommer og guitarist, i et møde mellem nordafrikanske/mellemøstlige og nordamerikanske blues-rock traditioner.

Første nummer baseret på et tyrkisk folkemusiknummer, mens andet nummer hed ‘Dollhouse’ og tungrockede ret regulært med bastant buldrende bund – men selvfølgelig blødt op med oud’ens anderledes tonalitet.

Der gik nærmest fuld rocktrance i den et par gange undervejs. Ind i mellem virkede det måske også lidt vel skitseagtigt i nogle af de lange instrumentale passager, og fair nok, når det nu var første offentlige optræden i konstellationen, men til gengæld også et udtryk der er stort potentiale i. Dog stadig et lidt ufærdigt udtryk, ligesom der godt kunne have været lidt mere publikumskontakt når der lige var et eller andet, der skulle justeres på scenen. Så momentum gik desværre lidt tabt undervejs.

Det blev delvist genvundet på sidste nummer, til gengæld, hvor fusionen mellem tyrkisk folk og amerikansk blues lykkedes godt.

Black Sand

Det går op og ned

Nå, hvad skulle man så finde på…daske lidt i solen? Tjoeh. Og så en tur ind til Scandinavian Centers kæmpescene kl. 17.30 for at se hvad den tidligere The Floor Is Made of Lava-frontmand, Tobias Kippenberger, kunne udrette.

Jeg har ikke just været solgt på hans singler, så det var med lidt skepsis jeg bevægede mig ind i salen.

På plussiden blev Kippenberger bakket op af et relativt kompetent band, omend lydbilledet godt måtte have haft mere kant – det endte nogle gange som lidt vel gumpetung pop-rock. Kippenberger i front viste at han sådan set også har en fin vokal, men i mine ører fungerer den ikke særlig godt i lavere tempo, og der er noget med intonationerne (og lyrikken!) når han synger på dansk, der ikke virker for mig.

En lyrikbid fra første nummer: “jeg er en slange i sandet/en fisk i vandet/tolv heste i spandet”. Så får man ikke mange flere klicheer ind på tre linier.

“Perler for svin”, “pisse mod vinden” og “gå i for små sko” dukkede alle op i anden sang, og så var der kliché-bingo på ottende række. Og der var mange flere i de få numre jeg hørte – det kan være en sjov gimmick at lege med klicheer i sangtekster, men her blev det altså bar’ for maje, som man siger i Nordjylland. Her var ellers potentiale til en lille pop-basker, på andet nummer, men det blev aldrig helt godt.

Det går op og ned… Kippenberger

Som indledning til ‘Op og ned i Showbiz’, som fulgte efter, fortalte Kippenberger om alle de scener han havde spillet på og hvor lille SCC-scenen var i forhold til, og så fik vi sangen om hvordan det går op og ned. Sådan set ok leveret, men igen, der var noget med intonationen og fraseringerne…og klicheerne i teksten. At sangen er lidt gumpetung kompenseres egentlig af omkvædets eksplosioner, hvor intensiteten stiger, og så ved jeg alligevel ikke helt om det virkede. Ikke rigtig på mig, i hvert fald.

Da fjerde nummer fortsatte i samme gænge, tog jeg mig selv i at savne rockeksplosionerne fra The Floor Is Made of Lava, men sådan er der så meget. Det går op og ned, men desværre pegede pilen nedad her. Jeg luskede ud i solen igen, mens femte nummer buldrede videre i samme tempo.

Nu var det faktisk blevet lidt overskyet ude i verden, men der var nu alligevel ganske livligt ved området bag Godsbanen, hvor både Spot-gængere og andre hang ud. Efter en halv times tid her og lidt mad var jeg klar til at prøve lykken i Scandinavian igen. Denne gang med Turbolens, det nye projekt fra eks-Mew-guitaristen Bo Rune Madsen.

Det startede som en godmodig version af Mark Kozelek med en nærmest spoken word synge-snakkende Bo alene på scenen med sin guitar, fortællende en lang historie om at mødes og få børn, og først til sidst i den over 10 minutter lange åbner dukkede to drenge op på bas og trommer. Efter første nummer, en særpræget men velfungerende oplevelse, dukkede et 6 børn stort kor også frem og sørgede for at løfte andet nummer.

På tredje nummer, den smittende og glimrende ‘Farver’, tog en af korpigerne (jeg tænker det var Ella, som er krediteret på nummeret) plads ved siden af Bo midt på scenen, og så var der for alvor god stemning i salen, som nu blev badet i farvede lys. Der var i det hele taget noget hyggeligt og charmerende over projektet, en slags Børne-tv i DR-traditionen møder Kent og anden intelligent pop-rock (og Mark Kozelek…). Fin og anderledes oplevelse, og også lidt af et tilløbsstykke.

Turbolens

Kompositionsmusik og covers

Jeg rykkede videre til Roots & Hybrid scenen for at høre et andet stort ensemble, nemlig Afenginn.

Med ni mand på scenen leverede de vel nærmest hvad man kunne kalde et kompositorisk værk, der fluktuerede mellem folkemusik, rock og moderne og klassisk kompositionsmusik, konstant skiftende, og leveret med stort overskud af den fremragende forsamling musikere på scenen – her i blandt to trommeslagere, blæsere og strygere.

Måske ikke den lettest fordøjelige blanding sådan en tidlige lørdag aften, men med livlig gestik fik frontmand Kim Nyberg jævnligt gejlet publikum op.

Afenginn

Første sats varede godt et kvarter, og der gik lidt snakkeklub i den dæmpede indledning til anden. Det lod Afenginn sig dog ikke gå synderligt på af, og byggede op igen.

Bumlende, medrivende trommer indledte tredje sats, og den var også den mest rytmisk og vokalt medrivende hidtil. Der blev skruet op for korstykkerne på sidste omgang, der også appellerede til dansemusklerne hos publikum – uden vi nogensinde fik den egentlige danseforløsning. Det var tydeligvis ikke det Afenginn ville denne aften, men noget mere ambitiøst end bare at få folk til at danse. Og de fik et fortjent stort bifald af et tilfredst publikum.

Så havde klokken rundet 20, og efter en kop kaffe slog jeg mig ned ved Royal Traileren. Her spillede Roxy Jules, eller Julie Runa, som er hendes borgerlige navn, bakket op af en mand med el-guitar og selv på vokal og ind i mellem el-guitar (plus lidt backtrack fra en computer). Det gav et råt udtryk, som der bestemt var noget spændende i, men som alligevel virkede noget uforløst. Til sidst fik vi vi et vellykket cover af et Ida Kudo-nummer, åbenbart en del af et koncept som også indebar en lille snak med Julie Runa og Ida Kudo bagefter.

Roxy Jules og Ida Kudo i sofaen

Alle de valgmuligheder

Så var det igen dilemma-tid. Kl. 21-tilvalget af ONBC (At Oliver North er blevet leder af NRA er måske en slags ominøst tegn i denne sammenhæng?!) betød nemlig at jeg gik glip af Luster, Terakaft og Livløs, men sådan er det på Spot.

Og ONBC gjorde det heldigvis glimrende på Bora-Bora, hvor deres sfæriske, luftige og stemningsskabende indie-pop/rock gik rent ind.

Det fire m/k store band leverede et flot, kontrolleret udtryk med de rene vokaler i front fra Camilla Florentz og Tanja Forsberg Simonsen, som også betjente bas og keys, godt suppleret af Ivan Petersen på trommer og ind i mellem guitar og Mikkel Max Jorn på guitar.

ONBC (Oliver North Boy Choir)

ONBC’s lydlandskaber kunne egne sig til en David Lynch-film, eller bare til en køretur gennem de amerikanske vidder en mørk nat, med vindhekse der ruller over vejen i forlygternes skær. Vi fik blandt andet ‘Tombstone’, og en samling andre stærke sange, pletfrit leveret og uden nogen form for slinger. Det skulle da lige være Jorn, der tog sig et par ture rundt på scenen med godt bøjede knæ med sin guitar.

En halv time er ikke længe, men ONBC fik skabt en ganske særegen stemning, og endda lukket en smule vildskab ind på lukkeren, hvor man for alvor kunne mærke at der blev banket igennem på trommerne. Stærk showcase.

Så listede jeg videre til en kø til Klubscenen i Musikhuset, efter at have krydset et par lange køer der ventede på When Saints Go Machine i Store Sal. Her spillede Gurli Octavia, som fredag aften spillede en rost koncert på Roots & Hybrid-scenen.

Bakket op af 5 m/k, blandt andre Mary Jean, lagde hun ud med ‘Lay Low’, fulgt af ‘Floating’, i et håndspillet folk-pop-udtryk med en solid bund.

Det indtryk holdt ved på det nye nummer, ‘Clone’, med et tungt tromme-beat, og i og for sig resten af koncerten – som i øvrigt var gennemgående velspillet hele vejen frem til og med den fine lukker ‘When the Light’s Off’. Fint og homogent lydbillede, i øvrigt, og Gurli Octavia virker som en kunstner, der er klar til at tage et næste skridt.

Gurli Octavia

Lynhurtigt videre tilbage til Bora-Bora hvor David Fricke’s makker Jan Sneum nikkede og smilede venligt til mig, da jeg satte mig bag de to herrer for at høre Collider. Et band, jeg ikke kendte alverden til på forhånd. Tre mand på trommer, bas og guitar/vokal og en kvinde i front på vokal, fløjte og saxofon, og da jeg ankom 5 minutter inde i koncerten ganske hårdtrockende, men ellers mere art-rockende, nærmest jazz-rockede, i udtrykket.

Ind i mellem også lidt for artsy for min smag, men med godt med energi og fint styr på samspillet. Men jeg kunne godt have klaret mig med den mere regulært rockede del, eller i hvert fald færre af de skævere stykker. Omvendt måtte de godt fyre ekstra saxofon på flere steder, for når den for alvor kom i spil gav det noget stemning og kant.

Collider blev årets sidste Spot-oplevelse for GFR’s udsendte

Så var næste dilemma klar – med en time til næste X i programmet, stod valget mellem at bevæge sig hjemad eller vente på Malmø, og efter 7 timers musik, vandt hjemturen – og så må Malmø opleves en anden god gang.

Det betød også et godnat til årets Spot Festival, som, til ære for mig, tænker jeg, havde slukket for lyset i Spot-skiltet foran Musikhuset. Igen et år med et væld af gode navne at gå på opdagelse i, og jeg nåede jo sådan set kun en lille flig af programmet. Og i den flig, ja, der var der masser af gode sager, vanen tro.

Reportage og fotos: Jonas Strandholdt Bach/GFR

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here