Spain + CS Nielsen, Radar, d. 16/11 – 2016

0
605
views

Just what the doctor ordered! Sådan må aftenens koncert på Radar beskrives, da undertegnede var taget af sted i en småsyg version og holdt sig kørende på kaffe og whisky (hvilket ikke var så dumt, aftenens kunstnere taget i betragtning).

Radar havde valgt en sid-ned-opstilling, hvor scenen også var bygget ind i rummet, så gulvarealet var formindsket med noget der lignede en tredjedel. Det gav intime rammer for koncerten og under opvarmningen var der nærmest ikke en vandret flade, der ikke var besat. Fedt for publikum, og om Radar så kan holde økonomi i 40-50 fremmødte, kan vi jo bare håbe på.

CS Nielsen ★★★★★☆

Jonas viste stor begejstring for ”Country” Stig Nielsens seneste plade, Jericho Road, og på denne aften viste det sig bestemt at være berettiget.

Fra første tone af den stærke åbner, ’20th Century’, fik vi anskuelsesundervisning i, hvor stærk CS Nielsens vokal er. Hints af Orbinson var første indtryk, men siden hen i løbet af aftenen var det vitterligt som at høre Johnny Cash inden hans stemme svigtede ham. Mildest talt fremragende!

Den af glæde vidst ret påvirkede CS Nielsen trak derefter i en noget mere traditionel retning med tekster med stærke bibelreferencer og en hobo-æstetik. Som eksempelvis den glimrende ‘Border Blues’, som han forklarer omhandler hans ’ur-forfædre’ ”Kain, Abel og Hank Williams”. Der udvises stor fortælleevne i vokalføringen og med det glimrende guitarspil, der lægges for dagen, er stemningen stærk.

Og alligevel sniger en tanke sig ind; er tekster om sugar canes og stærke gammeltestamentlige referencer i virkeligheden kompatible med den efterårsfugtige, theofobe danske onsdagsaften?

cs1

Heldigvis adresserer Nielsen netop denne udfordring inden aftenens foreløbige højdepunkt; for ‘Snakehandler’, som egentlig omhandler fatalistiske præsters ritualer med at træde på skorpioner og holde giftslanger (ofte med dødelig udgang), kobles på fin, østjysk manér med den dagligdag, vi alle lever i. Hvor der også er diverse skorpioner og slanger at passe på.

Fortænkt? Nej, bestemt ikke på denne aften – og da nummeret leveres med et utal af referencer til ’de store’ (herunder Nick Cave), så gøres det med en troværdighed der fjerner enhver anke som dug for en sydstatssol. Selv ikke da røgmaskinen får Nielsen til at hoste lidt ubekvemt i et vers, tabes stemningen.

Vi får også et Cohen-cover (‘Bird on a Wire’), som Nielsen med beklagelse må spille. Og ret beset er det ikke aftenens højdepunkt.

Inden et enkelt ekstranummer er vi dog tilbage i god form med ‘Don’t you Weep’ og da det viser sig at der er tid til et ekstranummer virker Nielsen glædeligt overrasket og tydeligvis glad over at det oprigtigt ønskes af publikum; flere steder fra salen råbes der på nummeret ‘Rage’, og by public demand spilles dette nummer så som et syvende nummer.

Det helt, helt dominerende for denne opvarmning er CS Nielsens stemme. Hans evne til at levere sange overbevisende og fortælle, samtidig med at ’de store’ som Orbison, Cash og Cohen konstant er at spore. Især Cash-vokalen virker til at have været til stor inspiration, og selv om man kunne frygte at en vokal, der ligger så tæt op af en anden kan virke som en kopi, så har Nielsen sit eget udtryk.

Stærk opvarmning, som alene fortjener fem stjerner. Men det var endda ikke det sidste, vi hørte til CS Nielsen den aften.

Spain ★★★★★☆

På samme måde som CS Nielsen ikke kan blive skudt i skoene at han er en mand, der skynder sig igennem tingene, så er Spain også et band, der tager sig god tid. Både mellem numre og i selve numrene var der et indtryk af tid og rum.
Aftenens koncert frustrerede men formåede i så overmåde mål også at fascinere, så det endte med at blive en stor oplevelse.

Der åbnes sfærisk med luftige trommer, bas, der spiller for sig selv og guitar, der laver halv-atonale lyde ved for eksempel at anslå stengene neden for sadlen på guitaren. Og ja. Der bliver givet god tid til introen til det, der udvikler sig til at blive ‘The Depression’, der leveres i en sej, langsom, drevet version. Lækkert!

Det lidt sfærisk, legende indtryk vender flere gange tilbage og er på den måde ét ansigt af Spain. Mens et mere drevent, ’stramt’ og lige-ud-af-landevejen er et andet.

Det sidstnævnte får vi så et bud på allerede i andet nummer, ‘Nobody has to Know’, som fremføres afsindigt kontrolleret, skarpt og anderledes melodisk. Der bydes endda på en guitarsolo, hvor det tre mand høje band viser deres erfaring og løfter sig fra det lidt tyndere lydbillede til en fuldfed band-lyd. Man må næsten spejde efter en skjult musiker, men Spain finder tydeligvis en stolthed i at være autentiske og sender også senere en stikpille af sted i retning af bands, der spiller det samme set hver aften…

Hvor Josh Hadens stemme nok lige skulle trækkes lidt op i første nummer, får vi her et helt anderledes klart billede senere.

Og selv om ‘Nobody has to Know’ er noget skarpere skåret end åbneren, så viser Spain også i outroen at de har så meget jazz-slægtsskab, at de to strengeinstrumenter ikke er bange for lige at spille et par takter i hver deres toneart.
Når dette ’party piece’ lykkes (som det gør i ‘Nobody has to Know’), så føles det som at få lov at kigge ind i et øvelokale med tre fokuserede om end lidt introverte musikere. Når det ikke rigtig lykkes, kommer det til at lyde som forceret jazz.

14793981162996

Altså lidt hit and miss, men igen; dygtigt gjort og med en sådan overlegenhed at man ikke for alvor rives ud af den stemning, bandet så fint maler. ‘Lorelei’ – som egentlig er en fin, lille sang – kommer til at stå som et underligt lille, usikkert intermezzo mens det under den seje, blusede ‘Ray of Light’ kommer det endda til vaske ægte runde-solo. Noget Haden ikke slipper allerheldigst fra.

Nuvel. Man kan i hvert fald ikke klandre Spain for at spille alt for sikkert og idéen om at kigge ind i et øvelokale, bærer det igennem som en del af oplevelsen. Trommeslageren (Jacob Høyer?) er hele aftenen en decideret fornøjelse at se og høre – der bliver i den grad spillet på trommerne, snarere end blot slået. Og at rykke ham frem centralt bløder det ellers lidt introverte udtryk op.

Efter ‘Lorelei’ og ‘Ray of Light’ køres der ellers stærkt på med denne gang spot-on stærk storytelling i ‘Battle of Saratoga’ og stærk, drevet blues i ‘From The Dust’. Den lidt banale ‘I lied’ tager stik på en overlegen guitarsolo, hvor det for alvor lykkes bandet at ’smide den’ for så ’at vende tilbage’. Nu godt varme tages der lidt tempo ud med ‘Ten Nights’, som dog kun starter roligt i 6/8 for at stige i dynamik og legen rundt i rytmen med et gevaldigt overskud.

Det er nemt at sige at et hit bliver et højdepunkt, men da ‘Untitled #1’ (er det for øvrigt ikke en giga fuck-finger til internettet med sådan en titel?) falder, så bliver det et midlertidigt højdepunkt for Spain: Den leveres cool, afslappet og med fantastisk guitarspil – og der er antydningen af et smil på den ellers lidt tilknappede Haders mund, da den sættes i gang. Selv det sidst vers/omkvæd som blot fremføres i ’uh-tekst’ virker ikke som værende for meget. Cracking tune!

Og da der nu er åbnet for det mere hit-orienterede, fortsættes der med ‘I’m Still Free’, som introduceres i en form for ironisk apati overfor den politiske situation i USA – men derudover leveres ganske, ganske fremragende. Igen må man kigge om tre musikere vitterligt kan frembringe så meget (vel)lyd. ‘Everytime I Try’ varsler begyndelsen på enden ved at gå lidt ned i dynamik og tydeliggør hvordan Spain i bund og grund er en syngende bassist i kraft af, at bassen indtager en ret dominerende rolle for melodiføringen i bandet.

‘Easy Lover’ får lov at sætte den sidste stemning inden der med ‘World of Blue’ sluttes som der blev startet: Med sfærisk tromme-, guitar- og bas-spil, hvilket mere eller mindre struktureret står på i næsten ti minutter. Og som en ekstra lille treat som afslutning på ekstranumrene får vi aftenens højdepunkt; Haden kalder CS Nielsen på scenen og sammen spiller de ‘Jesus I Don’t Wanna Die ‘på en måde, så Nielsen på én gang viser at han synger radikalt bedre end Haden, at det nærmest er en skam at han ikke havde et godt, kompetent band med – og at Cash i et vidst omfang lever i hans stemme.

En fantastisk måde at slutte aftenen på – og selv om der da var en fejl her og der, og de to acts tydeligvis ikke var sammenspillede i denne konstellation, så var det en fantastisk afslutning!

Man kan med garanti fange Spain på en bedre dag end denne onsdag; flere gange lykkedes de bare ikke helt med den mere jazzede tilgang og den eneste grund til at det ikke faldt til jorden var de tre musikeres musikalske overlegenhed. Men når det var godt, var det virkelig, virkelig godt.

Og med så godt materiale og den tydelige spilleglæde og overskud, så må jeg bøje mig og give fem stjerner.

Just what the doctor ordered!

Af Troels-Henrik Balslev Krag

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here