Soundgarden: King Animal *** (3/6)

0
737
views

Soundgarden har været væk længe – faktisk siden 1997. I mellemtiden er vi blevet skiftevis begavet og udsat for Chris Cornell’s vokalarbejde i Audioslave og på egen hånd, mens de øvrige medlemmer har været mindre profilerede, omend stadig aktive musikalsk. Nu er Soundgarden tilbage.

Soundgarden var en del af grungens Big 4, som udover Cornell og co. tæller stabile Pearl Jam, Nirvana, der blev opløst med Kurt Cobain’s selvmord i 1994, samt genopstandne Alice in Chains. Med hver deres indgangsvinkel til rocken, dominerede de fire bands rockscenen fra 1991 og ca. 5 år frem. Hvor Pearl Jam trak på musikalsk arvegods fra Neil Young blandet med tungere rock, Nirvana på punk og Pixies, og Alice in Chains på metal-musikken, kom Soundgarden buldrende med blandt andre Led Zeppelin og Black Sabbath i det blues’ede hjørne i baggagen. På især hovedværket, det ikoniske Superunknown fra 1994, og opfølgeren Down on the Upside to år senere, fandt Soundgarden en rockformular, der appellerede bredt, men samtidig også fastholdt en musikalsk integritet, hvor tunge riffs blandede sig med stærke melodier, og Chris Cornell’s vokal blev et pejlemærke for, hvordan en god rockvokal skulle lyde.

I 1997 gik bandet i opløsning, efter de tilsyneladende var kørt trætte – trætte af at turnere og af hinanden. Siden har Matt Cameron spillet trommer i Pearl Jam, Kim Thayil har holdt relativt lav profil, med deltagelse i nogle få projekter, og Ben Shepherd har blandt andet spillet med Mark Lanegan. Chris Cornell har til gengæld været forsanger på 3 albums med Audioslave, og har udgivet 3 soloalbums, hvoraf det seneste, Scream, blev produceret af Timbaland, og bevægede sig nærmest så langt væk fra Soundgarden musikalsk, som man kan komme. Meget er sagt og skrevet om Chris Cornell’s udflugt med autotune-poppen, så det skal der ikke graves yderligere i her, ud over at det er godt at høre Cornell tilbage i det rockede spor.

For rock er hvad man får på King Animal, bandets 6. studiealbum. Her er ingen udflugter med Timbaland, ingen gæsterappere, ingen brusende synths eller programmerede trommer, eller hvad forskellige andre bands nu har fundet på, når de har skullet genopfinde sig selv. Soundgarden lyder som om de træder lige ud af 90’erne og ind i 2010’erne.

‘Been Away Too Long’ hedder første track, selvbevidst og ganske passende. Et glimrende åbningsvalg, der energisk sætter fart over feltet. I got nowhere to go/And it seems I came back, synger Cornell – om det er forklaringen på Soundgarden’s comeback, ved jeg ikke.

‘Non-State Actor’ swinger ganske fortrinligt videre og især Matt Cameron’s trommespil står sig godt på andet trin i Soundgardens starttrappe. Tredje trin, ‘By Crooked Steps’ skubber fra land med guitarsalver fra Kim Thayil, men holder ikke helt melodisk niveau med de første tracks. Det gør fjerde track, den langsommere ‘A Thousand Days Before’, desværre heller ikke, trods Matt Cameron’s forsøg på at banke gang i sagerne. Her får jeg lidt fornemmelsen af stilstand og manglende nye idéer – det er tungt og velspillet, men der mangler bare noget for lige at løfte det over ‘bare’ at være velspillede, tunge rockrytmer.

Næste nummer, ‘Blood on the Valley Floor’ fungerer bedre, uden for alvor at løfte sig over den grå dyne af stenet rock, der begynder at lægge sig over lytteren. Til gengæld giver den melodisk stærke ‘Bones of Birds’ nyt liv og variation i den buldrende opskrift, og dynen føles pludselig lidt rarere omkring én. Det er en mørk sang, der mere ligner nogle af hitsene fra Superunknown og Down on the Upside end de hidtidige numre. Ben Shepherd’s bass får også lov at komme frem i lydbilledet, og det klæder nummeret.

‘Taree’ holder niveauet og hér får Kim Thayil lov at udfolde sine skæve evner på guitaren, igen på en solid bund, lagt af Cameron og Shepherd. ‘Attrition’ er umiddelbart fængende, men også hurtigt glemt, og virker lidt som uptempo-fyld, inden ‘Black Saturday’ byder ind med et bud på radio-materiale. Nummeret lægger ud med akustisk svingende guitar, men udvikler sig i tungere retning mod slutningen og er samlet set mindre catchy, end man umiddelbart tænker det vil være, i første halvdel af tracket. Det betyder også at det er næste nummer, ligeledes akustisk bårne ‘Halfway There’, som er det mest oplagte hit på albummet. Et nummer, der godt kunne have været at finde på et af Cornell’s to første soloalbums. ‘Black Saturday’ og ‘Halfway There’ er begge skrevet af Cornell, og dét er tydeligt, både i deres styrker og svagheder. Iørefaldende, men ikke helt i den klasse, som ‘Fell on Black Days’ med flere fra 90’erne.

Endnu en Cornell-skrevet sang, ‘Worse Dreams’ lægger ud med en catchy bass-linie, men svæver herefter ud i rockeksperimenter, der ikke helt sætter sig fast. ‘Eyelid’s Mouth’ har en nærmest dvælende rytme og er på sin egen og anderledes måde et skævt og catchy rocknummer med et foruroligende brummekor – Who let the water run down?/Who let the river run dry?. Tracket gæstes også af Pearl Jam’s Mike McCready på guitar. I mine ører et nummer, hvor Soundgarden udfordrer deres egen lyd lidt, og som sådan også en af mine favoritter på albummet.

Afslutteren ‘Rowing’ fortsætter lidt i samme tone, men uden at have samme drive som “Eyelid’s Mouth”. Her trækker Cornell en sumpet bluesrytme efter sig, igen flankeret af et brummende kor. Det er nærmest en spiritual, indtil Thayil’s guitar begynder at skære i rytmen og Cameron’s trommer bryder ind gennem revnerne. Det er mest af alt halvmeditativt, og her ender det også efter guitaren langsomt klinger ud. En lidt stillestående udgang på albummet.

Soundgarden har været længe væk, måske for længe. King Animal bringer derfor for mig mindelser om, at se en dygtig bokser, der har holdt pause i mange år, vende tilbage til ringen – grundformen er rigtig god, men den sidste timing i serierne, og det sidste punch i slagene mangler. Hvor de i 90’erne var forgængere med deres både komplekst melodiske, tunge rock, er der i dag mange andre med i feltet. Men de lyder i det store hele stadig som sig selv. Det eneste, der mangler, er at melodierne når højderne fra 90’erne – for det gør de ikke på King Animal, som derfor ikke hæver sig over det solide. Derfor er jeg også lidt ambivalent omkring albummet, for solidt Soundgarden er på ingen måde dårligt – men at Soundgarden lyder som sig selv, betyder ikke at de er det samme, som for 15 år siden. Man kan ikke bade to gange i den samme flod, som Heraklit skrev. Hvor Soundgarden i 90erne var bannerførere for en ny lyd, er de nu et ekko af en gammel. Men heldigvis også en gammel lyd, der er velkommen i tidens lydbillede. Havde der været flere melodisk stærke tracks, en ny ‘Fell on Black Days’, en ny Black Hole Sun‘, ‘Spoonman’eller ‘The Day I Tried To Live’, havde der ikke været nogen tvivl. Det er der nu – for skal karakteren lande på 4, som åbenbart stort set alle andre anmeldere i dette land har givet? Eller skal Soundgarden ‘kun’ have 3, fordi de kan gøre det bedre, fordi mine forventninger var høje og til dels er blevet skuffede?

Chris Cornell er stadig en fremragende rocksanger (selv om hans vokal flere steder på King Animal ligger lidt for lavt i mixet efter min smag), Kim Thayil en dygtig og opfindsom guitarist, Ben Shepherd en glimrende bassist og Matt Cameron sætter en tyk streg under at han er en af rockens dygtigste trommeslagere – men summen er bare ikke helt den samme i ligningen Soundgarden, som den var engang. Jeg kan ikke lade være med at være smule skuffet over King Animal, som også, efter det energiske udlæg, taber pusten lidt undervejs. Så ikke flere forbehold og overvejelser – Soundgarden må i denne omgang nøjes med 3 stjerner. Fans vil sikkert nyde comebacket, men jeg vil også gætte på at det, ligesom for mig, mest giver lyst til at høre de gamle albums igen. På næste album håber jeg de har fundet åren med de fantastiske melodier igen. Indtil da må vi ‘nøjes’ med kompetent buldren.

Anmeldt af Judas

King Animal udkom d.12/11. Se videoen til ‘Been Away Too Long’ her:


Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!