Soulfly: Enslaved ***** (5/6)

0
610
views
Mad Max er tilbage med endnu en omgang latinamerikansk brutalitet og varmblodede aggressioner på det ottende studiealbum fra Soulfly. Bandet grundlage Max Cavalera i 1997 efter han forlod legendariske Sepultura, et band der af navn alene stadig udgiver plader og spiller koncerter, selvom Soulfly nok burde opfattes som det Sepultura ville være i 2012, havde Cavalera ikke forladt skuden.
Cavalera har haft for vane at skifte musikere ud på hvert album, så Soulfly hele tiden har været en meget levende og organisk størrelse. Ulempen er at “bandet” måske har haft lidt svært ved at gennemgå en naturlig udvikling, modning og har svinget i kvalitet på udgivelserne. Men fællestrækket har naturligvis været arbejdet i maskinrummet af Max motor himself, og den karakteristiske lyd han står for, en hårdslående blanding af Thrash Metal, latinamerikanske rytmer, elementer fra World Music, andet gøgl og den letgenkendelige vokal fra manden selv.
Lad os bare slå fast at “Enslaved” er det bedste Soulfly album i årevis, hvor det lød som om kreativiteten var sat lidt på vågeblus, og Cavalera musikalsk stod lidt i stampe, så slår det endelig gnister igen på dette album. Max lyder frådende og vred med nyfunden energi. Vi skal lige igennem en lidt irriterende intro, “The Resistance”, før det sydamerikanske bål flammer op på pladens første rigtige nummer “World Scum” – ja, det lyder måske lidt olmt, og det er det også. Umiddelbart er nummeret ikke langt fra noget Slayer kunne have fundet på at smække i skallen på folk.
“Fight back, Attack, Let them all know that we are back” sprutter Cavalera på “Intervention” imens man overfaldes af en motorsavs melodi i højeste gear. Som altid hos Soulfly er det bål og brand fra starten, men det hele virker bare knap så træt og slidt som på de seneste udgivelser, hvor jeg ærligtalt stod lidt af og mistede interessen for gruppen. Den efterfølgende “Gladiator”, et af pladens ypperste numre, forsætter med at uddele tæsk til øregangene, et ret klassisk Thrash Metal nummer med masser af temposkift, og eder og forbandelser på vokalen, hvor Max ikke holder igen med junglebrølene.
“Legions” vælter ligeledes ud af højtalerne uden at vise særligt meget hensyn til lytterens ve og vel – men det er vel også hvad man forventer og håber på fra et Soulfly album? Måske er der ikke så meget nytænkning i Cavalera’s univers, men i forhold til meget andet stokkonservativ metalmusik har han over årene været på mange spændende udflugter, og hente inspiration verden rundt, så bare fordi det umiskendeligt lyder som “typisk” Max Calavera, så lyder det stadig ikke som noget andet metal her i verden. “Legions” afsluttes med en trommerslager på overarbejde og lyden af krudt og kugler.
Og overarbejde har resten af bandet også været på. Sangene på “Enslaved” er generelt ret lange og knap så tæmmede og tætskårne, som på pladerne op igennem 00erne. Det gør også at albummet er relativt langt, med 11 numre på 53 minutter. Køber du special edition versionen med 3 ekstra sange, så er vi oppe på 65 minutter i det buldrene selskab, hvilket måske er lige i overkanten af hvad ens skallerhjerne kan klare.
Dommedagstonerne blæser derudaf på “American Steel”, Max VS The World, hvor han åbenbart har tænkt sig at tvinge modstanderne i knæ ved at bjæffe dem i fjæset med hans dyriske vokal, imens instrumenterne agerer tungt artilleri. Skulle det have ført til at folk klumper sig sammen i beskyttende flok, så kan de jo passende benytte nærheden til at lave en Moshpit imens “Redemption Of Man By God” spiller op til cirkeldans. At Soulfly også sagtens kan sætte tempoet ned, og frembringe nogle mere stemningsfulde toner end blot tons, viser de på sidste halvdel af nummeret.
Men før du får kølet knolden og trommehinden afspændes lidt, så sættes næste angreb ind i form af “Treachery”. Nu lyder det hele muligvis som den ene forudsigelige angrebsbølge efter den anden, men musikken og sangene på “Enslaved” er tilpas varierede, og ikke mindst velkomponerede og sublimt eksekveret, så det aldrig bliver alt for monotont eller enerverende at lytte til. “Plata O Plomo” bidrager til variationen med sin tekst på portugisisk og de mere Sepultura’ske dyber i Cavalera’s repertoire, med akustisk guitarflader blandet ind i det hård lydbillede, latinrytmer og det velkendte brasilianske groove. Aner ikke hvad manden synger om, men det lyder fedt og farligt.
Næstsidste nummer på den almindelige udgave af “Enslaved” er den dystert klingende og faretruende “Chains”, der langsomt og dovent kværner vederstyggeligheder ud før tempoet trækkes i vejret, i løbet af 7 brilliante minutter. Endnu et højdepunkt på en plade uden dårlige numre og med et tårnhøjt bundniveau. “Revengeance” lukker “Enslaved” med manér, medmindre du erhverver dig nævnte special edition, og gæstes blandt andet af Max’s brormand Igor. Gæster er noget Soulfly har benyttet sig af i stor stil på tidligere albums, hvor det godt kunne virke lidt forstyrrende, men på “Enslaved” holdes gæstelisten på et absolut acceptabelt niveau, hvilket klæder helhedsindtrykket, og gør at det virker mere fokuseret og knap så gimmick agtigt.
Jeg tæller generelt ikke såkaldte bonusnumre med i den samlede bedømmelse, har i det hele taget lidt svært ved at se pointen i dem – enten har ens album vel, som i tilfældet her, 11 eller 14 sange? Bestem jer! Men man skal naturligvis ikke klage over at få noget “ekstra” og ganske “gratis”. Når det er sagt, de 3 numre, “Slave”, “Bastard” og “Soulfly VIII”, bidrager ikke med væsentligt nyt, men er stadig rigtig fede slamberter, der sagtens kunne have været inkluderet på “det rigtige album”, hvis man kan sige det sådan.
Tak for bonus smæk i hoved og røv Soulfly, men regner man de sidste 3 numre med på pladen, så trækker de i sidste ende spillelængden op på et lige lovligt langtrukkent niveau – et voldsomt højt niveau godt nok, men også et der gør at man trænger til at puste ud bagefter. Med eller uden, “Enslaved” er en fremragende plade, og en fornøjelig overraskelse at Max Cavalera og co. har fået hævet Soulfly på sikker afstand af den truende jammerdal og op på en ildspruttende vulkan igen – på samme tid aggressivt og farligt, men også varmt, tiltrækkende og noget der letter det indre tryk. Et af årets bedste metaludgivelser hidtil.
Se om Soulfly kan levere varen live på Copenhell til sommer.
Anmeldt af Kodi
Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal and the what have you – hver dag!

LEAVE A REPLY

Please enter your comment!
Please enter your name here