Soul Asylum: Delayed Reaction *** (3/6)

0
588
views

Nogen der kan huske dem? Hvis man nu siger “Runaway Train” til én på cirka min alder, så er der nok en lille klokke der ringer. Det der sørgmodigt klingende semi-akustiske nummer med ham dreadlock duden, og en video med billeder af en masser efterlyste børn, der kørte på MTV i slipstrømmen af alle grungenavnene i 92-93. Ja? Nummeret blev et verdensomspændende kæmpehit, og som det skulle vise sig, også bandets eneste, udover nogle mindre hits i USA, så de røg i kurven for glemte og kasserede One Hit Wonders.

Bandet, der oprindeligt er dannet i Minnesota under andet navn helt tilbage i 1981, forsatte dog med at udgive plader efter Grave Dancer’s Union (den med “Runaway Train”), plader der solgte dårligere og dårligere, indtil de også blot var et fjernt minde i deres hjemland. Nu er de så klar med deres tiende studiealbum, og deres første siden 2005, Delayed Reaction.
Soul Asylum startede egentlig karrieren som et band der blandede Punk, Hardcore, Country og 70er rock, spillet højt og vildt, men de fleste vil nok forbinde dem med de blødere toner på succes albummet Grave Dancer’s Union.

Delayed Reaction’s sange er da også i den knap så vilde afdeling, god gedigen amerikansk mainstream radiorock, i Matchbox 20, Counting Crows og Bon Jovi traditionen. Den gode og lettilgængelige poprockede melodi er i højsædet, og de værste kanter og knaster filet ned så det hele fremstår lidt ufarligt og kønsløst. Men en genre der helt klart egner sig som soundtrack til køreturen, eller en film montage fra en eller anden Hollywood College komedie.

Og det er så i grunden også lidt misvisende, for Soul Asylum forsøger sig egentlig med små variationer af deres lyd og genre eksperimenter, hist og her på pladen, men det er de radio venlige skæringer der sætter sig mest fast og dominerer lydbilledet.

Delayed Reaction åbner da også ballet i denne genre, med den meget umiddelbare og ganske tiltalende poprocker “Gravity”. Sangen har et godt drive og en fin pulserende og fængende melodi, en af den slags du med sikkerhed synes, at du kender allerede første gang du hører den. Stilen forsættes på “Into The Light (Breaking Horses)”, endnu en fornøjelig poppet sag, der igen leder tankerne i en filmisk retning – man kan næsten se startteksterne til en ungdomskomedie rulle over skærmen imens sangen lunter af sted i tilforladeligt tempo. En rigtig fin indledning på pladen, ikke skyggen af nyt under den amerikanske midtvest-sol, men ganske charmerende og behageligt.

“The Streets” drøner derudaf med i et lettere hektisk tempo, imens forsanger Dave Pirner synger med en snert af desperation i stemmen, en stemme der måske ikke er stor og fyldig, faktisk lyder det som om den er ved at knække visse steder på pladen, men det tilføjer egentlig bare lidt klædelige ridser i den polerede overflade. Soul Asylum lyder det meste af tiden som et umådeligt flinkt og artigt band, så alle flosser i pænheden er velkommen. “By The Way” (en færdiggjort demo fra 1992) tilføjer de første dybere ridser i lakken, men ikke helt på den ønskede og savnede måde – det er en midttempo ballade af den mest konservative slags, men Pirner’s tilstræbte indfølte vokal og det halv fesne arrangement gør, at sangen er ret kedsommelig og ikke mindst glemt med det samme igen.

På “Pipe Dream” stiger tempoet igen, og vi er tilbage ved den sikre stil de indledte Delayed Reaction med. Soul Asylum mestre helt sikkert denne form for middle of the road rocker, her tilsat lidt guitarsolo for at rocke den lidt op, men uden en virkelig medrivende melodi med hitpotentiale, så bliver det ikke mere end blot driftsikkert, og en smule anonymt. “Let’s All Kill Each Other”, oprindeligt udgivet som download i en begrænset periode op til det amerikanske præsidentvalg i 08, bryder heldigvis den jævne strøm af fine men ikke uforglemmelige numre, med det nærmest bandet kommer et rigtig fængslende hitomkvæd i denne omgang. Måske en lidt besynderlig tekst at synge med på, men melodien lokker med iørefaldende madding, så inden man ser sig om sidder man og nynner med.

“The Juice” bevæger sig ubesværet fremad med en luftig klassisk poprock melodi, en lidt Bon Jovi’sk uptempo kærlighedsschlager med lidt mundharmonika spil smidt ind i sidste halvdel. Banalt og simpelt, men habilt skruet sammen og indbydende serveret – måske det bedste nummer på Delayed Reaction, hvis man ser bort fra dem der tydeligvis jagter radiohit status.
Vi er med “Take Manhattan” allerede nået frem til næstsidste nummer på albummet, 10 sange med en samlet spilletid på omkring 35 minutter, så det er bestemt ikke fordi Soul Asylum har tænkt sig at overstay their welcome, selvom det er første plade i 7 år fra deres side. Titlen lyder noget mere dramatisk end det sangen leverer, vi er igen i den neutrale sikkerhedszone for solidt skåret airplay venlig radiorock, med en spilletid i omegnen af de 3 minutter, så ingen grund til at dvæle, sangen er slut og næsten allerede glemt, men den var venlig nok overfor mig.

Delayed Reaction lukkes ned med “I Should’ve Stayed In Bed”, hvor Soul Asylum pludseligt folder nogle lidt mere eksperimenterende toner ud, tempoet sættes helt ned, med en klang der bevæger sig i en slags storladent blues’et undergangsunivers, med lidt stryger og en noget mørkere stemning end resten af pladen. Det passer egentlig ikke sammen med resten af albummet, det lyder ikke lige godt alle steder i nummeret, men på en måde befriende at bandet lige viser, at de godt tør træde et lille skridt ud af deres comfort zone. Men der er måske en grund til, at denne zone går til hvor den gør. At den stikker ud skyldes sikkert, at det er endnu et ældre nummer, som er pudset lidt op til lejligheden – sangen figurerer på et livealbum fra 1998.

Musik af denne slags bliver ofte lagt for had, og er man til toner med kant og farlighed, så er der da heller ikke det store, at komme efter på Delayed Reaction. Som baggrundsmusik i bilen, til cykelturen igennem byen eller weekend formiddag rengøring er den dog udmærket. Plader som disse lever ofte i kraft af et enkelt eller to store og medrivende hitsange, og her halter det en smule for Soul Asylum – bundniveauet er generelt fint, men et par helt store peaks til at løfte pladen, udebliver. Brugen af 3 ældre numre, ud af de kun 10 der er på pladen, er muligvis også medvirkende til, at man aldrig sidder med følelsen af, at dette er et sammenhængende værk, men blot et album med tilfældigt sammensatte numre.

Derfor ender vi på en stensikker, men pæn, middelkarakter. Er du fan af denne her slags musik eller trænger til noget at sætte på, der ikke generer nogen, så er Delayed Reaction en fin investering – og så ville du sikkert være med til at mangedoble deres pladesalg i Danmark.

Anmeldt af Kodi

Albummet findes også i en special edition med 4 bonusnumre.

Like GFRock på facebook, og få nyt om rock, rul, metal, and the what have you – hver dag!